Analyse
Kvinderne og de unge er på vej væk fra Fogh. Det solide flertal er sat over styr. Venstre-ministrene klarer sig dårligt.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har indledt sin kamp for at tilbageerobre vælgernes gunst, og kampen foregår indtil videre på to planer:
Dels er statsministeren selv i gang med noget, der ligner en imageforvandlings-kampagne. Dels er centrale Venstre-folk blevet bedt om at benytte enhver lejlighed til at gå til modangreb på oppositionen. Nok er et voksende antal vælgere på vej væk fra VK-regeringen, men borgerne skal overbevises om, at alternativet personificeret ved Mogens Lykketoft og Marianne Jelved er endnu værre, lyder devisen blandt Venstre-folk.
I Statsministeriet har man nøje studeret den seneste tids analyser af vælgervandringer. En Gallup-undersøgelse viser således, at det især er arbejderne, de unge og kvinderne, som Venstre har svært ved at bevare opbakningen fra.
Det er næppe udtryk for lutter tilfældigheder, at Anders Fogh Rasmussen i øjeblikket bruger en række seancer og interview-muligheder til at skabe et mere facetteret billede i offentligheden af sit væsen som menneske og politiker. Lige som Poul Nyrup Rasmussen ofte led under et image som ufolkelig, stiv og kejtet i sin tid som socialdemokratisk partiformand og statsminister, er det særdeles målrettede og effektive image der især siden tv-dokumentarudsendelsen om det danske EU-formandskab har klæbet til Anders Fogh Rasmussen i nogen grad blevet statsministerens svaghed. Det er Anders Fogh nu i gang med at rette op på:
Statsministerens nytårstale var overraskende forsonlig, fuld af venlige smil og bortset fra kritik af ghettoerne blandt indvandrergrupper blottet for stødende angreb. Blandt de mange invitationer til at give nytårsinterviews udvalgte Anders Fogh Rasmussen sig en samtale af mere personlig karakter i Goaften Danmark hos tv-værten Hans Pilgaard. Statsministeren har også optrådt i TV-Lorry, i et snakkeprogram på P 3, han har skrevet dagbog i Politiken, ladet sig interviewe i gratisavisen Søndagsavisen om sit moderne syn på homoseksuelle vielser, blevet fotograferet på gulvet blandt folkeskolebørn i afslappet
look med opknappet skjorte og uden slips og i det hele taget forsøgt at give vælgerne et indblik i det, nogen vil betegne som de mere private og bløde sider af Anders Fogh Rasmussen: At han bliver stiktosset, hvis nogen snyder i spil, at han elsker små chokoladelikørflasker, at han ikke er god til at tegne, at han købte tre store raketter til nytårsaften og ikke har tid til at ligge og drive den af i sengen om morgenen. At han kan lide at lytte til Tina Turner og antistress-musikken Enya. At han drak rødvin hos Uffe, og at hans datter har »festet igennem«.
Opgøret med imageet som Mr. Strambuks kan også aflæses på et mere konkret plan: Anders Fogh Rasmussen har netop inviteret en række fremtrædende forfattere og kulturpersonligheder til to møder på Marienborg. Suzanne Brøgger, Johannes Møllehave, Ib Michael, Frederik Stjernfelt og Bjarne Reuter er blandt de mennesker, som statsministeren føler behov for at mødes med efter den til tider »lidt ophedede debat« i kulturens verden, som Fogh udtrykker det.
At noget må ske for at vende billedet af regeringens nedtur er et hyppigt samtaleemne i Venstres folketingsgruppe, når snakken går mand og mand imellem. Det er blevet åbenlyst, at to forsøg på at sætte dagsordenen for en længerevarende periode, stort set er faldet til jorden. Det første forsøg blev gjort med regeringens udvidede regeringsgrundlag, der blev præsenteret for knap et halvt år siden på Havreholm. Et arbejdsprogram, der skulle kunne trække opmærksomhed hen på konkrete initiativer og udspil for resten af regeringsperioden. Programmet druknede hurtigt i strid om, hvorvidt lov og orden og uliberale tiltag havde fået for stor en plads. Kamp mod lommeknive og hashen på Christiania kan næppe bære et varigt regeringsprojekt. Samme vej er det gået med regeringens såkaldte kultur- og værdikamp. Den er endt som en tabersag, fordi den hurtigt kørte af sporet selv om mange borgerlige politikere delte opfattelsen af, at Anders Fogh Rasmussen så rigtigt, da han forsøgte at sætte en politisk dagsorden, der handlede om andet end finanslovsforlig og efterlønnens fremtid.
Fremtrædende Venstre-folk som tidligere partiformand Uffe Ellemann-Jensen og tidligere indenrigsminister og landbrugsminister Britta Schall Holberg har offentligt kritiseret den uliberale og visionsløse drejning, som debatten tog. Som Ellemann for nyligt skrev i en kronik, er »slagmarken efterhånden blevet erobret af tilbageskuende og hævngerrige professionelle martyrer,«:
»Det kan virke absurd: I en tid, hvor det nye Europa er ved at blive formet, og hvor de fælles værdier og frihedsidealer er så aktuelle som nogensinde, er det de indadvendte mørkemænd, der fylder kronikkerne og debatsiderne.«
I dag er folk i Venstres folketingsgruppe ikke blege for at sætte navn på synderen: Den konservative kulturminister Brian Mikkelsen der gjorde temaet til sit personlige opgør med 70erne og desuden klokkede i kendsgerningerne - bærer hovedansvaret for, at debatten kørte af sporet, lyder meldingen både fra Venstre-folk og kilder tæt på regeringstoppen:
»Brian Mikkelsen har skadet den borgerlige kultur- og værdikamp mere end Klaus Rifbjerg nogensinde har gjort gennem sit forfatterskab,« som en Venstre-mand kryptisk udtrykker det.
Bestræbelserne på at få vinden til at vende er mest af defensiv karakter: Venstre-folk vil forsøge at dreje opmærksomheden over på, hvad alternativet til VK er.
»Folk takker dig ikke ved et valg, derfor må vi stille alternativer op og sige til folk, at de kommer til at betale mere i skat, ejendomsværdiskatten vil stige, benzinafgiften vil stige. Så må folk træffe et valg,« som Jens Rohde, Venstres politiske ordfører har sagt det. Tilsvarende lød det fra gruppeformand Knud Erik Kirkegaard (K) om, hvordan valget skal vindes:
»Vi skal vise dem, at alternativet er værre.«
Et lignende budskab leverede Venstres næstformand, indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i sit nyhedsbrev for nogle uger siden, lettere ironiserende over, at det er ved at være sidste udkald for Lykketoft og Jelved:
»Kræfterne varer jo ikke ved , og vejen til evig ungdom har videnskaben endnu ikke beriget os med,« skrev han om de to partiformænd, hvoraf den ene har passeret de 60 år. Løkke fremhævede desuden, at S og R ikke kan enes om retspolitikken, efterlønnen, marginalskatten eller udlændingepolitikken.
Håbet blandt Venstrefolk er, at udstilling af disse uenigheder vil hjælpe VK-regeringen til at bevare opbakningen. Som en Venstremand har udtrykt det, så skal et kryds ved R være en stemme på Socialdemokraternes skattepolitik, og et kryds på S være en stemme på de radikales udlændingepolitik. Eller med andre ord - højere skatter og flere udlændinge til Danmark som konsekvens.
At denne strategi næppe anses for tilstrækkelig illustreres af, at man i Venstres folketingsgruppe er begyndt at tale om behovet for en ministerrokade. I lighed med kilder tæt på regeringen vurderes det, at for mange af Venstre-ministrene fremstår som farveløse, blodfattige administratorer, der ikke formår at brænde igennem. Når regeringen ikke vil sætte nye politiske skibe i søen men nærmest bare venter på næste valg - ville nye ansigter på ministertaburetterne i sig selv kunne løfte regeringens og især Venstres politik ud af dødvandet, vurderes det.
*Helle Ib er freelancejournalist tilknyttet Dagbladenes Bureau
