Læsetid: 4 min.

Forår i januar

Forholdet mellem Indien og Pakistan er skiftet fra iskoldt had på randen af åben konflikt til hede omfavnelser
10. januar 2004

Analyse
Da Indiens ministerpræsident, Atal Behari Vajpayee, for fem år siden tog bussen fra New Delhi til Lahore for at deltage i et topmøde hos den daværende pakistanske leder, Nawaz Sharif, lod sidstnævntes hærchef, general Pervez Musharraf, i al hemmelighed pakistanske tropper og jihadier besætte en række bjergtinder i Kargil-massivet i indisk Kashmir.
Det var som et knivstik i ryggen på Vajpayee, og konsekvensen blev en månedlang væbnet konflikt i Himalaya, der truede med at eskalere til atomart ragnarok.
Ved topmødet i Agra to år senere afbrød samme general, som i mellemtiden havde udnævnt sig selv til præsident, rasende samtalen med sin indiske modpart og rejste hjem. Den istid, som fulgte, førte til en årelang stillingskrig med en million mand mobiliseret langs våbenstilstandslinjen i Kashmir og hele subkontinentet på randen af en kernevåbenkrig.
Men nu – i tirsdags – ved pressekonferencen i Islamabad stod en leende Musharraf side om side med Vajpayee og forklarede for verdensoffentligheden, at de begge netop havde skrevet historie.
»Her findes ingen vindere, ingen tabere. Vi kan endelig tale med hinanden. Vi har taget et kæmpeskridt fremad...«
På spørgsmålet, om Pakistan efter at have vendt 56 års fjendskab ryggen nu vil inkludere venskab med Indien i sin politiske fremtidsstrategi, svarede Musharraf uden betænkningstid:
»Ja, naturligvis...«
I begge lande kaldes tøbruddet for »januarforåret«.
Mens jihadi-bevægelsen og de religiøse partier raser over, hvad de betragter som »svig og forræderi«, funderer mange på, hvor længe de nuværende venskabelige tilnærmelser dog kan fortsætte.
»Det er næsten for godt til, at man tør tro på det,« siger Najam Sethi, chefredaktør for Pakistans frisprogede Friday Times.
Trods et enormt medieopbud – 400 indiske journalister havde fået visum mod normalt blot nogle få dusin – var forventningerne før topmødet ret begrænsede. Spørgsmålet, som alle stillede sig, var, om Musharraf og Vajpayee i det hele taget ville møde hinanden på tomandshånd. Så sent som i FN i efteråret sneg de sig begge ud ad bagveje for at slippe for synet af den anden.
Forklaringen til medierne fra Brajesh Mishra, indisk sikkerhedsrådgiver, lød, at Musharraf er blevet »et nyt menneske.«
»Vi vil gerne vise, at vi stoler på ham,« sagde han videre.
Fraterniseringen med arvefjenden kan dog stadig blive en kortvarig affære for begge lande. Vajpayee fyldte 79 år forleden og forbliver formentlig kun siddende i ganske kort tid af en ny periode, hvis det hinduistiske højre vinder valget dette forår. Og Musharraf er blevet udsat for mindst fire attentatforsøg, de to seneste i forrige måned.
De, som tager over efter dem begge, kan udmærket have planer om at vende tilbage til at dyrke de gamle indgroede fjendebilleder.

Flere faktorer ligger bag januarforåret: nytænkning, hemmeligt diplomati og internationalt pres er de vigtigste.
Det har taget Pakistan 15 år at indse, at ingen lavintensiv ’stedfortræderkrig’ kan få Indien til at forbløde så meget, at det opgiver Kashmir. Og det har taget Indien lige så lang tid at begribe, at det ikke kan opnå den eftertragtede status som stormagt, så længe det har en uafklaret nabokonflikt på halsen.
Den fleksibilitet, som begge sider viser, er helt uden fortilfælde. Musharraf begyndte med at opgive det ’moralske overtag’, han havde i form af FN-resolutionen fra 1950 om en folkeafstemning i Kashmir om provinsens tilhørsforhold. Og Indien accepterede for første gang princippet om, at denne gordiske knude må søges løst til begge nationers tilfredshed.
I modsætning til de tidligere topmøder gik der langvarig forberedelse med hemmeligt diplomati forud for dette. USA har utvivlsomt haft mange fingre med i spillet og har hele tiden presset Indien og Pakistan til at forliges. Nu gav man klar besked. For at opnå et strategisk partnerskab måtte Indien fredeliggøre forholdet til sin naboer, og Pakistan måtte tage en konfrontation med sine jihadier, morderenglene fra Kashmir.
De to attentatforsøg mod Musharraf fremskyndede også beslutningsprocessen ved at få Indien til at indse, at det var nu eller aldrig – generalen var det bedste kort, man kunne håbe på. Musharraf på sin side indså, at de hellige krigere, som han havde udnyttet mod Indien, nu havde vendt sig imod ham og hele det civiliserede samfund.
Afsløringerne om, at handlen med kernevåbenteknologi til slyngelstater og truslen om et terrorstempel på hele nationen var yderligere tungtvejende grunde.
Men lige så vigtigt, ja måske udslagsgivende, var de økonomiske aspekter.
Vajpayee kom til Islamabad med sin vision om en løs union for Sydasien, hvor kampen mod fattigdom og behovet for et gensidigt økonomisk samarbejde skulle være grundpiller for opbygningen af et bedre samfund. Realpolitik kom ind i billedet.

Musharraf må have indset, at Pakistan aldrig vil kunne opnå jævnbyrdighed med Indien i en atmosfære af evig krigstilstand. Dets vækst på fire procent er blot halvt så stor som den indiske, og dets BNP kun en ellevtedel af Indiens. 40 procent af pakistanerne lever under fattigdomsgrænsen. Med adgang til satellit-tv har statspropaganda ikke samme effekt som før på befolkningen. I hæren indså også stadig flere unge officerer det meningsløse i stedfortræderkrigen. Den nye front mod den afghanske grænse øgede også demoraliseringen. Uden kursændring ville Pakistan være dømt til undergang.
Den fælles udtalelse i Islamabad indebærer reelt, at Pakistan anerkender, at Indien er regionens stormagt. I stedet for at forhindre handel over grænsen til Indien vil man nu søge at udnytte mulighederne »på den anden side«.
Bolden er sat i spil, og nu gælder det frem for alt for Musharraf om at holde sig i live. På samme måde som i Kabul har USA overtaget en del af sikkerhedsansvaret – dog uden at forsyne ham med amerikanske livvagter. For kupgeneralen indebærer håndslaget i Islamabad en ny legitimitet, mens Vajpayee har fået sig en ekstraordinær status som international statsmand.
Hvis afspændingsprocessen virkelig kan forblive på sporet, er der tale om en præstation, der må gøre begge regeringschefer til selvskrevne kandidater til Nobels fredspris.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her