Nye cder
For snart syv år siden blev New Yorks på alle måder største rapper lagt i graven. The Notorious B.I.G. alias Biggie Smalls fik 24 år ung sit flommefede korpus fyldt med blykugler ved et drive-by-shooting, og i sin korte levetid nåede han kun at udgive milepælen Ready to Die. Efterfølgeren Life After Death udkom således postmortem, og her rappede Biggie forudseende, men altså ikke skæbnebetvingende, om fremtidsperspektiverne på skæringen »Mo Money, Mo Problems«.
Om det er frygten for ballade, der med The Black Album får stinkende rige Jay-Z fra bydelen Brooklyn til at indstille MC-gerningen, melder historierne intet om. Men ikke desto mindre stopper en af Biggie Smalls to uomgængelige arvtagere med denne sin tiende langspiller siden debuten i 1996. Det påstår han i hvert fald, han gør, og holder det stik, vil det så være et tab?
Afgjort. Jay-Z (født Shawn Carter) mestrer som få et flow blottet for stemmeknuder og pynter det op med meningsfyldte rim og glimtvise spidsfindigheder. Også på The Black Album, der dog alene med den genbrugte titel fra bl.a. Metallicas mesterværk bevidner, at vi til gengæld ikke vinker farvel en stor inventor.
Jay-Z tæller pengene
Den samme bjørnetjeneste gør Jay-Z sig selv med det fornærmende ringe heavy-cover af Ice-Ts »99 Problems«.
Bedst bliver rapperen omvendt på »Threat«, når han dundrer dunkelt. Eller når Jigga gør status på »Moment of Clarity« og rækker ud efter sit afdøde heroinvrag af en far. Han får også lige rost en kollega:
»Truthfully, I wanted to rhyme like Common Sense / but I did five mill, I aint been rhyming like Common since«.
Elegante ordspil fra forretningsmanden, der undervejs har skabt tøjmærket og pladeselskabet Roc-A-Fella. Men ikke nær så interessante som sætningen »I built the dynasty by being one of the realest niggaz out«. Vidste man ikke bedre, kunne sætningen være en camoufleret cadeau til ærkerivalen Nas fra Queensbridge, som Brooklyn-rapperen Jay-Z nu overlader newyorker-tronen helt og holdent til.
På Nas guddommelige Gods Son fra december 2002 blev de tos verserende ordstrid sat på spidsen på skæringen »The Last Real Nigga Alive«. Med Nas sugende udladning lader det til, at en af raphistoriens bedre beefs har fundet en vinder.
Det nye håb
Hiphop-scenen behøver i udpræget grad nyt blod med endnu et koryf(j)æs øjensynlige farvel, og det leverer den nærmest ubeskrevne The Last Emperor fra Philadelphia.
Det lille distributions-selskab VME præsenterer således noget af det mest opløftende fra det forgangne kalenderår.
Jamal Gray har ikke taget sit kunstnernavn efter en japansk kejser, men derimod i protest mod den materialiserede mainstream, der dominerer hitlisterne i disse år. Han forsvarer et svundent dynasti og orienterer sig blandt folk som Talib Kweli og KRS-One. Men MCen giver også dhomeboys et pejlepunkt eller to for deres kommende plader. Palace of the Pretender er nemlig én stor positiv overraskelse med en spændvidde, der matcher Fugees-trioens The Score fra 1996.
Allerede fra den orientalsk inspirerede »Tiger Trail« får ørerne eksotiske klange at arbejde med. »Eye of the tiger, come, come, catch the spirit!« opfordrer The Last Emps tørre bas, og så går jagten ind. På den smukke »One Life« blandes baggrundsstøjen af sjaskende vandpytter sig med blanke guitarfigurer og skurrende strygere, mens rapperen forholder sig til døden, og sangerinden Esthero klædeligt klynker om, at vi kun har et liv at gribe.
På den beatmæssigt minimerede »Shine« har The Last Emperor fået uventet producerselskab af en ekspert i house-remix, Armand van Helden. Det slipper de begge heldigt fra, men intet slår dog »Single Mother«. Hyldesten til de amerikanske alenemødre er på niveau med denne sympatiske kategoris hidtidige dronning, afdøde 2pacs groovede »Dear Mama«.
Hele standen får et kram, man mærker gennem højttaler-membranen. Ordet single sætter desuden gang i en ekvilibristisk ordleg. Vi bringer her en vævsprøve:
»This is the saga of a single motha/ thats been provided by a single brotha/ I had to write it in a single way/ so the radio will play it every single day«. Og sådan fortsætter det.
Bemærk i øvrigt The Last Emperors frækhed med at nævne airplay-behovet som begrundelse for sangens simplicitet. Så befriende refleksivt rapper han også på »Hold On«. Her får Dr. Dre mere end en hilsen med på vejen. Oprindelig var The Last Emperor signet til den levende legendes Aftermath-selskab, men uden resultat.
Forklaringen ifølge The Last Emperor følger her:
»It wasnt like he couldnt understand my vocals/ he didnt understand, that I was anti-social (...) so whats up Doc, now that the young boy grew / would ya finish the album, we intended to do?«
Fra R-A-P til R-&-B
Efter en god time i Jamal Grays inspirerende selskab bliver man helt trist over at skulle lægge ører til trioen Westside Connections album nummer to. På trods af Ice Cubes overlegne flowteknik ender Terrorist Threats som en trist affære. Fantasiforladt g-funk i metermål leveret af en flok slaveproducere.
Spekulationerne i 9-11, der både viser sig i albumtitel og layoutet med de tre thugs som esserne i et kortspil, skal vi spare for yderligere kommentarer.
Men de tre fallerede MCer skal have ros for nummeret »So Many Rappers In Love«. Arrangementet er lige så sjovt som titlen indikerer og hvor har de dog ret i al deres primitive ekspressivitet:
»I refuse to turn R-A-P into R-&-B/ you went from hardcore to pop, just to be on top/ I give LL Cool J his props, and thats where it stops.«
Herfra brager bifaldet: Må vi så bede om meget mere substans og lidt mindre kassetænkning. Det gælder også for Westside Connections vedkommende.
*Jay-Z: The Black Album (Universal)
*The Last Emperor: Palace of the Pretender (Raptivism/VME)
*Westside Connection: Terrorist Threats (Capitol)
