Læsetid: 6 min.

De forsvundne døde og de 500 samuraier

I Thailand er politiet og hæren blevet sat til at kulegrave sig selv – men det fører som bekendt sjældent til opklaring af eventuelle lovbrud
13. januar 2004

Asien 5
I den forrige artikel var jeg inde på det afgørende problem ved Dirty Harrys metoder, at det ikke er alle, der er så rene af hjertet som Harry selv. Og at der derfor lukkes op for en pandoras æske med fri licens til drab, når korruption og beskidte metoder udfolder sig under dække af et statsligt voldsapparat, der tilsidesætter alle retsregler og farer frem med irregulære skydevåben. Myndighederne er derfor kommet under kritik fra det internationale samfund og fra menneskerettighedsgrupper her i landet, og vi venter på en redegørelse om de forsvundne døde. Men jeg er bange for, at denne sidste depeche ikke kommer med svaret eller om det i det hele taget nogensinde indløber.
Efter festdagen, hvor Kongen fyldte år, lover myndighederne ganske vist, at man vil tage sig af sagen. Hans Majestæt, der for et år siden udtrykte sin bekymring for det alarmerende narkoproblem, og dermed indvarslede kampagnen, som regeringen slap løs, siger nu at den også må holdes ansvarlig for at få afklaret de mange nedskydninger. Det har man så nedsat en kommission til fra myndighedernes side, hvor politiet og hæren vil undersøge sagen. Måske ikke det mest betryggende, når man betænker, at myndigheder der undersøger sig selv sjældent finder noget inkriminerende. At man allerede ved annonceringen af undersøgelseskommisionen udtaler, at de fleste drab skyldes narkokriminelle, der har dræbt andre narkokriminelle, det varsler at man er godt i gang med at tage forskud på undersøgelsens konklusioner. Menneskerettighedsgrupper her i landet virker heller ikke imponerede eller spændte på kommissionens undersøgelse. Man konstaterer, at politiet indtil videre ikke har villet samarbejde med pårørende, hvis familiemedlemmer er blevet dræbt under kampagnen, men tværtimod har forsøgt at dække over drabene.

The silverscreeen
Nu skal samme myndigheder tage stilling til det spørgsmål. Politiet siger, ifølge menneskerettighedsgrupper, at de kun selv har været impliceret i 50 af de mange drab. Men hvad så med alle de andre dræbte, hvem har beordret dem? For kritikerne ser det nu, med denne kraftige nedskrivning af politiets involvering i drabssagerne, ud som om, de på den anden side ikke mere er istand til at beskytte borgerne. Så uanset hvilke forklaringer og bortforklaringer man vælger at komme med, ser det allerede ud som en tabers spil for myndighederne. Konklusionen vover vi allerede at give her; Dirty Harrys metoder virker bedst på the silverscreen. Udenfor biografen ender de i kaos og barbari.
Alligevel kan premierminister Thaksin ikke få armene ned. Ifølge pålidelig kilde var han ved at gå ud af sit gode skind af begejstring, da han påhørte kongens tale på festdagen i går. Det er forståeligt. Majestæten konkluderede i sin tale om nationens tilstand, at sejren over narkokriminaliteten er beundringsværdig, og at det høje dødstal er en lav pris at betale. Han understøttede politiets foreløbige konklusioner om, at det selv kun har en lille andel i drabene, og at dødstallet i øvrigt ville have været større som følge af kriminaliteten selv, hvis kampagnen slet ikke var sat i kraft. Ved hjælp af prognosens logik og abstrakt sandsynlighedsvurdering, ser det hele ud til at være en storm i et glas vand – døden vil komme uanset, hvad man gør. Nu er det bare nogen andre, der er døde end dem, der ellers ville være døde. Så premierministeren bør ikke være vred over kritikken mod ham men i stedet være stolt over, hvad han har gjort!
Man forstår ministerens begejstring over denne form for royal logik, for når intet mere er konkret, forsvinder sandheden.
Thaksin lover også en rapport til Kongen indenfor en uge og tilføjer overfor den bekymrede offentlighed:
»For de, der stadigvæk har svært ved at forstå det, så er der ikke noget problem, for narkoen er en svøbe for landet. Det er umuligt at bringe problemet under kontrol, hvis man ikke tager seriøse midler i anvendelse, for ellers ville det have været løst for 20 år siden.«
Samtidig forlyder det fra indenrigsministeren, at man naturligvis aldrig fra myndighedernes side har tilladt nedskydning af uskyldige.

Kondomautomater
Og så skulle den sag vist være ude af verden, så vi kan gå videre til næste punkt på dagsordenen. F.eks. det forhold, som jeg har været inde på tidligere, at de gejle studenter på Thailands universiteter rører på sig, som man skriver om i en kommentar til ugen der gik i The Bangkok Post. Det er det moralske dilemma om, hvorvidt man skal opstille kondomautomater, der rider kommentatoren som en mare. Flere og flere taler nemlig for, at man skal lade de studerende være og passe sig selv, og følgelig acceptere virkeligheden, som det hedder. Men kommentatoren er ikke så sikker.
»Det er et faktum, at mange studenter er engageret i seksuelle aktiviteter, og at selv nogle af lærerne også deltager i dem.«
For at forbedre mentalhygiejnen i samfundet nytter det ikke blot at tage disse syndige handlinger til efterretning. Man må ændre folks indstilling, og med kommentatorens motto:
»’Tænk på en ny måde, handl på en ny måde’ må ikke forveksles med ’Tænk letfærdigt, handl forsimplet’«
Når moderniteten trænger sig på fra alle sider accentueres naturligt nok moralske spørgsmål, fordi den gennemtrænger private og sociale forhold mellem individer og samfund.
Hvad der fra et sekulært Europa kan se pudsigt ud i et moralsk land som Thailand, hvor man vikler sig ind i kondommæssige spørgsmål til op over begge ører, modsvares herude fra af, hvordan man ser på andre aspekter af moderniteten i Europa. Dér vikler man sig ind i en bizar tørklædediskussion i et forsøg på at genere muslimske kvinder mest muligt. Men begge steder, overalt, trænger samfundet sig på i sin diversitet. Bestræbelserne ser ud til at gå på, hvordan man skal administrere denne mangfoldighed. Ingen af stederne stiller man sig selv spørgsmålet om, hvorvidt den overhovedet skal administreres?

Rullede i havstokken
Men endnu lever vi også i en verden med problemer og historier, der er så enkle, nærmest mytologiske, at de forekommer lysår borte fra moderniteten, og hvor der ikke hersker tvivl om, hvad der må gøres.
For et par år siden fortalte forfatteren Jørn Riel, der bor tusind kilometer herfra, nede i Malaysia, at hans barnebarn en dag kom op til deres hus ved landstedet, hvor de opholdt sig, ude ved havet, og sagde:
»Der ligger en masse hoveder nede i vandkanten.«
Han studsede lidt, tog snadden ud af munden og gik med barnebarnet ned for at se efter. Men den var god nok. Nede på stranden lå en halv snes afhuggede menneskehoveder og rullede i havstokken. Ifølge vores forfatter var det resterne af nogle malaysiske pirater, som havde mødt deres skæbne ude på Adamanerhavet.
Jeg må tilstå, at jeg dengang jeg hørte beretningen havde mine forbehold, især når man betænker at historien kom fra en mand, der har gjort det til sit levebrød at levere, hvad han selv karakteriserer som »skrøner« til litteraturen. Den forekom mig måske ganske enkelt for usandsynlig, og da sandsynlig/
usandsynlig som bekendt er det eneste parameter, man har til at kunne bedømme den del af virkeligheden, man ikke selv er vidne til, måtte jeg støtte mig alene til en vurdering. At jeg sikkert gjorde ham uret indikerer en historie i avisen, som har udspillet sig tusind kilometer norpå herfra, i det østlige Bangladesh. Den er som taget lige ud af Akira Kurosawa. Ikke kun med de syv samuraier, men med 500 politibetjente, der har jaget en bande pirater ud fra deres tilholdssted i junglen, efter de har plaget de lokale landsbybeboere i årevis. Deres skændselsgerninger har bestået i mord, røveri og voldtægt. Nu mødte de retfærdigheden langt borte fra retssale og blev mødt af de rasende ofre, de havde plaget i årevis, og alle blev dræbt på stedet. En af voldsmændene blev mødt af den kvinde, han kort forinden havde voldtaget under en muslimsk højtidelighed. Hun skar hans testikler af for at hævne sig. Nu forlyder det, at indenrigsministeren er ankommet til egnen for at lægge en dæmper på gemytterne.
Selvtægt er veltægt. Uanset af hvilken grund, så må vi indrømme, at det er sådan en historie, vi elsker at høre.

*Dette er den femte og sidste artikel i serien Politisk kultur i Asien, hvor forfatteren Jens-Martin Eriksen skriver fra Sydøstasien. Tidligere artikler 6., 7., 10.-11. og 12. januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her