Læsetid: 10 min.

Fortiden spøger i al-Qurnah

De danske soldater kæmper med Saddams spøgelse i det sydlige Irak. Både befolkning og politi har svært ved at omstille sig til de nye tider, hvor man ikke bliver skudt for at stjæle el-kabler, og hvor politiet selv skal opretholde ro og orden i stedet for at ringe til Saddams elitestyrker. Information er taget på tre patruljer med de danske soldater og lader dem fortælle om området, dets befolkning og ’situationen’
31. januar 2004

LOPPERNE – Kært barn har som bekendt mange navne. Den Lettere Opklaringseskadron går også under betegnelsen ’spejderne’, samt det – ifølge dem selv – mindre charmerende ’lopperne’.
Der er nu ikke meget loppe over den tunge pansrede bil, der da også går under navnet ’Eagle’, når den langsomt pløjer sig gennem al-Qurnahs fattige forstader. Et voldsomt regnfald – det værste i årtier siger lokalbefolkningen – har omdannet vejene til ildelugtende mudderpøler, hvor barfodede børn står og vinker, mens de voksne ser ud som om, de har set en marsmand. Forundringen – eller måske er det trodsighed? – er malet i ansigterne på den arbejdende kvinde og den gamle mand, som stopper op et øjeblik og stirrer på det brummende jerndyr med den bevæbnede, unge mand stikkende op gennem et hul i taget.
Langsomt, og uden at deres ansigter ændrer udtryk, følger deres blikke den mærkelige bil, der med besvær manøvrerer rundt i deres smalle gader under lavthængende el-kabler og regntunge palmeblade.
Alt ånder fred og fordragelighed, indtil der pludselig lyder et svagt »klang« gennem bilens tykke skal.
»Stooop« råber unge Casper F. Nielsen ned gennem hullet til kollegerne, og de to ben forsvinder i løbet af et splitsekund op gennem taget.
Chaufføren, en ældre – dvs. omkring 30-årig – soldat ved navn Martin L. Føhre, stopper brat bilen, mens hans sidemand, 22-årige Lars Albrichtsen, i samme tempo får åbnet sin dør og springer ud.
»Det var et barn, der kastede en sten efter Casper,« forklarer Føhre.
Lidt efter kommer de to soldater småsmilende ud fra en sidegade og hopper ind i bilen igen.
»Vi fangede ham og sagde ’fy’, og så tissede han sgu i bukserne,« siger Lars Albrichtsen med et grin, men bliver hurtigt alvorlig igen.
»Vi forsøger at forebygge stenkast ved at være konsekvente fra starten og slå hårdt ned på det ved at jagte børnene. Sten og slangebøsser kan give alvorlige skader. Men det er også blevet bedre, end det var i starten,« forklarer han og tilføjer, at han selv opfatter det som drengestreger.
»Problemet er, at forældrene ikke gør noget ved det. Ofte står de ved siden af og ser på. Det er måske deres stille protest mod vores tilstedeværelse… det ved jeg ikke.«

Langt hjemmefra
Da vi nærmer os byen Talha får de gråbrune, faldefærdige lerhuse lidt farve. På mange af dem hænger grønne flag.
»Det er for at vise pilgrimmene, hvor de kan overnatte,« forklarer Martin Føhre. »I Talha ligger Iraks næsthelligste sted, som blev renoveret sidste år,« fortsætter han.
Helligdommen er Ahmed bin Ali-moskeen, som ligger i byens centrum og lyser op med sine turkis, blå og gule fliser.
Foran indgangen har byboerne opsat små boder, hvor man kan købe alt fra officielle UNICEF-konvolutter, syntetiske fodboldshorts og Imam-plakater til søde kager, is og sodavand.
Da vi træder ud af bilen, omringes vi straks af nysgerrige børn, der endnu ikke – som mange andre steder i Mellemøsten – har fundet ud af, hvad tiggeri er for noget. De vil bare hilse og stirre.
»Miss, miss« råber en ung pige et sted fra myldret, mens hun vifter med en skolebog.
»De er meget stolte af, at de lærer engelsk. Ofte løber børnene ved siden af bilen og viser os deres penalhuse og bøger,« fortæller Martin Føhre, da vi har vendt næsen mod ørkenen på vej tilbage til Camp Eden.
»Det er lidt svært at forholde sig til, at børnene står i vejkanten i de rene pjalter, når man selv har små børn derhjemme.«
Lars Albrichtsen er enig. Han var for nylig hjemme på orlov.
»Det er vildt mærkeligt at gå rundt i et dansk supermarked og høre på folks små brokkehistorier. Det er helt surrealistisk, når man har set forholdene her,« siger han, men får pludselig travlt med at lytte til den skrattende radio.
En iraker er blevet skudt, siger en stemme. Tæt på tankstationen i al-Qurnah. Nej ikke alligevel. Lars Albrichtsen forsøger at få opklaret, hvad der er foregået. Indtil denne dag har de danske soldater skudt og dræbt tre irakere.
»Det er lidt uklart, hvad der er sket. Det må jeg lige finde ud af,« siger han, da vi ruller ind i den tætbevogtede ørkenlejr.

MILITÆRPOLITIET – En iraker er blevet skudt. Død. Ved et checkpoint på en landevej.
»Det er vores opgave at sikre beviserne og foretage de første afhøringer. Vi skal klargøre sagen for auditørerne, som kommer i dag,« forklarer 23-årige Dennis G. Christensen fra militærpolitiet, da vi dagen efter er på vej til byen al-Medina for at besøge den og andre lokale politistationer.
Militærpolitiet kører en gang om ugen rundt til områdets stationer for at få at vide, hvad hver enkelt station har haft af sager i ugens løb. Ud over at assistere områdets lokale politi tager militærpolitiet sig dog også af interne sager – som sagen om den dræbte iraker. Dennis Christensen har ingen problemer med at undersøge ’sine egne’.
»Soldaterne ved jo godt, at vi har uniform på og bare udfører vores arbejde. Måske er det endda en fordel for dem at sidde over for en, de ved kender til forholdene i området,« siger han.

Seks sager på en uge
I dag handler det dog om almindelige politisager i det dansk-kontrollerede område, hvor der er 400.000 indbyggere. Ved al-Medina Politistation – en arbejdsplads for omkring 110 betjente – finder den ansvarshavende en bog på ca. en halv gange en meter frem og får den med besvær åbnet i samarbejde med tolken. De diskuterer lidt frem og tilbage, inden tolken forklarer, at der har været tre sager i ugens løb.
»Den første handlede om røveri af møbler. Den anden var en diskussion mellem to mænd. Og den tredje var en klage over et medlem af Den Irakiske Civile Forsvarsstyrke,« forklarer tolken, mens Dennis Christensen noterer ned og takker for overleveringen.
»Der er ingen, der anmelder sager til politiet, for der er ingen tiltro til, at de kan løse dem – det er ikke den måde, man løser problemer her,« forklarer han. »På sigt skal politiet lære selv at opsøge sagerne, men det ligger langt ude i fremtiden.«
Hans makker, Mikkel Højlund Jensen, supplerer:
»Politiet har altid været det svageste led. Under Saddam skulle de bare ringe efter de tunge drenge, hvis der skete noget, så de er ikke vant til at tackle anholdelser og større opgaver.«
»Vi har placeret dem ved checkpoints for at sikre, at de rent faktisk laver noget,« fortsætter Dennis Christensen. »Punkt to er at få dem til at stoppe og gennemsøge bilerne for våben, mens vi er til stede. Punkt tre er at få dem til at gøre det, og rent faktisk konfiskere våbnene, når vi ikke er der. Problemet lige nu er, at folk bare siger til dem: ’Hvis I tager vores våben, så er jeres familier døde i morgen.’ Så der er vi ikke helt endnu.«
»Det her land er bygget på trusler, og det har befolkningen taget til sig,« mener Mikkel Jensen.
Da vi kører forbi en el-mast, griner Dennis Christensen lidt.
»En dag tog vi nogle kabeltyve på fersk gerning i den der mast. Da de opdagede, at vi havde set dem, kravlede de op igen og nægtede at komme ned. Til sidst måtte vi have fat i byens ældste mand, der måtte forsikre dem om, at vi ikke ville slå dem ihjel, hvis de kom ned.«

Bortkommen pistol
Det er Mikkel Jensen, der indtager interviewrollen, da vi når til al-Shadish Politistation. Vi bliver vist ind i et lokale, hvor eneste inventar er en gammel bænk, et skrivebord og en sammenrullet madras på toppen af et brunt arkivskab. Igen kommer et par betjente slæbende på den enorme bog og får møjsommeligt slået op og bladret om på den rigtige side.
»Marko« siger betjenten efter at have studeret siden.
»Siger du, at I ikke har haft en eneste sag på en uge,« spørger Mikkel Jensen og får et ivrigt nik som svar.
»Ok« fortsætter den danske soldat, »så skal jeg høre, om du har været i Basra til polititræning.«
Jo, det har betjenten da.
»Jamen så har du også modtaget en ny tjenestepistol, så vi vil gerne have den gamle tilbage,« siger den 21-årige Jensen.
Den irakiske betjent bliver helt stille. Efter et par sekunder rømmer han sig og siger, at han ikke lige har den på sig, men de kan komme efter den om et par dage.
»Tror I, han har solgt sin pistol,« vil Information vide, da vi kommer ud i bilen igen.
»Ja, det er helt sikkert,« griner Dennis Christensen. »Det er nogle mærkelige ting, vi skal rende og lave. Hvis vi giver dem nye dæk til politibilerne, skal vi ud og tjekke, om de nu også sidder på bilerne, for ellers bliver de solgt på markedet.«
På al-Taghir Politistation er der endelig en interessant sag. Der er begået et mord, og Dennis Christensen bryder ud i et højt »tillykke«, da han finder ud af, at der sidder en mistænkt i arresten.
»Han blev taget af de danske soldater ved et checkpoint,« siger den ledende betjent forlegent.
»Nå. Hmm … men I har efterforsket sagen. Hvornår skete mordet,« spørger Dennis Christensen.
»Den 13. om aftenen,« lyder svaret.
Dennis: »Jamen, jeg skal have det præcise tidspunkt.«
Betjenten: »Jamen, jeg siger jo, at det skete om aftenen.«
Dennis Christensen giver grinende op.
Det går måske nok langsomt med at videreuddanne det irakiske politi, men han elsker alligevel sit job:
»Det er spændende, fordi vi kommer til at arbejde tæt sammen med de her mennesker og skal sætte os ind i deres kultur. Og så får vi altså nogle sjove oplevelser. Som engang, hvor politiet havde løsladt en forbryder, som vi udtrykkeligt havde bedt dem om at holde indespæret. De sagde bare: ’Jamen han gav os sin ære på, at han ville komme tilbage’. Og det gjorde han sgu!« fortæller Christensen, mens han gør ugens facit op: »Seks sager«.

PANSERINFANTERIET – Al-Qurnah-området er ikke til at genkende, efter mørket er faldet på. Væk er de triste huse. Væk er de overjordiske skyttegrave i ørkenen, der ligger på kryds og tværs over alt og minder befolkningen om den otte år lange krig mod Iran. Og væk er det livlige rend af mennesker på veje og markeder.
Selv det lune forårsvejr er væk. Temperaturen er faldet 20 grader fra ca. 25 om dagen til fem om natten, så den obligatoriske fragmentationsvest og flere kilo tunge hjelm varmer godt i den åbne jeep, som Panserinfanterikompaniet patrul-jerer i.
Kun bycentrene er oplyste, så ude på landevejene er det buldermørkt, og nattens lyde synes pludselig meget nærværende. De vilde hunde hyler og gør og render arrige efter bilerne. Fra områder, hvor regnen har dannet pytter, rapper ænder og gæs mere fredsommeligt, og bag lydene ses skæret fra de brændende oliefelter.
Der er kun få biler på vejene – og slet ingen, da vi finder ud på de mindre landeveje.
»Den her vej kalder vi smuglervejen,« forklarer 28-årige Søren Pötzsch. »Egentlig ikke fordi, at der foregår så meget smugleri, men fordi vejen går parallelt med hovedvejen, hvor der er masser af checkpoints. Hvis folk har våben i bilen, så tager de som regel denne vej i stedet. Det var her, irakeren blev skudt i går.«
Ifølge militærpolitiets undersøgelser havde en panserinfanterigruppe lavet et mobilt checkpoint på vejen, men den irakiske bilist nægtede at standse og fortsatte i stor fart hen imod soldaterne, på trods af at de havde affyret advarselsskud. Da bilisten forsøgte at køre soldaterne ned, var der en, der skød. Og ramte. Bilen stoppede, og soldaterne fandt en automatriffel og en pistol i bilen.
Det er tilladt at have to våben pr. husstand, men forbudt at have våben med i bilen. Finder soldaterne våben i en bil, vil de blive konfiskeret og ejeren taget med på stationen. Da stedet flyder med våben, vil der dog ikke ske mere, så hvorfor mon manden ikke stoppede, vil Information have et bud på.
»Der er stadigvæk mange, der ikke er oplyste om, hvad vi gør, hvis vi for eksempel finder våben. De er bange for, at de får 30 år i fængslet som under Saddam,« siger Søren Pötzsch.

That’s bullshit
Denne aften møder vi dog ingen på den mørke landevej. I stedet vælger gruppen at foretage en række bilundersøgelser på tilbagevejen. Søren Pötzsch kører forrest, så han blinker til en bil om at stoppe, mens den bagvedkørende jeep blokerer venstre vejbane. To ældre mænd iført kjortel og arabisk tørklæde træder ud af bilen og lader en soldat kropsvisitere sig, mens en anden soldat gennemsøger bilen. Papirer findes frem, og der diskuteres højlydt. Søren Pötzsch kommer tilbage til jeepen med en pistol og ringer op til kontrolrummet i Camp Eden: »Vi har fundet en pistol, og ejeren siger, at han har en våbentilladelse. Problemet er, at numrene ikke passer sammen.«
Beskeden er klar: »Konfiskér våbenet. Manden kan henvende sig i morgen med den rigtige tilladelse, hvis han vil have den igen.«
John Risager griner, da han vi igen bevæger os ud mod containerhjemmene i Camp Eden: »Hørte du, hvad manden sagde, da vi forklarede ham, at nummeret på pistolen skal svare til det på tilladelsen? Han sagde: ’That’s bullshit!’« fortæller Risager og rækker mig natkikkerten som underholdning på hjemturen.
Nattens mørke forvandles til et grønligt lys, og hvor der før kun var en lille lysprik i det fjerne, kan man nu se huse, hegn, palmer og sågar mennesker med lommelygter bevæge sig rundt. Så skratter radioen igen.
»Skuddrama mellem lokale i al-Medina. Vi skal have en gruppe derud, og vi skal have noteret stammenavnene,« siger stemmen.
Søren Pötzsch og John Risager slipper. Det er også ved at være koldt.

*Dette er den tredje reportage fra det sydlige Irak. De forrige reportager blev bragt den 28. og 26. januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu