Forventede fornøjelser

Rock
Ved årets begyndelse er det nærmest umuligt at forudsige hvad der bliver de vigtigste trends i rocken de næste 12 måneder. I modsætning til film, bøger og teater, der alle involverer et så omfattende forarbejde at det er muligt at foretage et rimeligt gæt om konsekvenserne måneder i forvejen, har rocken altid fungeret på mere lunefulde præmisser. Hvem kunne for et år siden have forudset at der dukkede navne op som The Darkness, Dizzee Rascal, 50 Cent eller Kings of Leon? Eller for den sags skyld Ryan Adams’ nedtur, rockens store hvide håb blot et par månder tidligere?
Det eneste man kan byde på er et par udledninger fra sidste års trends, med visheden om at disse bliver genbrugt inden for de nærmeste uger. Selv om det er rimelig sikkert at antage at rap fortsat vil dominere hitlisterne et stykke tid endnu, blev 2003 året hvor hip hop officielt blev den globale rockmusiks mainstream med årets populæreste rockalbum – fra skate-punkerne Linkin Park og hvor-i-alverden-kom-de-fra? prog-rockerne Evanescence – der blot solgte omkring halvt så mange som de bedst sælgende rap-album, 50 Cents Get Rich or Die Trying og mit personlige favoritalbum fra sidste år, Outkasts Speakerboxx/The Love Below, der begge solgte omkring seks millioner eksemplarer alene i USA.

Stilfuldt og funky
Sidstnævntes succes er specielt opmuntrende fordi den ikke, i modsætning til 50 Cents morbide nihilisme spillede på fortærskede gangsta-stereotyper, men bød på et mere musikalsk dristigt livsbekræftende verdenssyn, uendeligt stilfuldt, underholdende og funky.
Nu vil det så vise sig om dance-musikkens vaklende momentum kan vendes i 2004 af længe ventede udspil fra The Prodigy, Aphex Twin, Fatboy Slim og Mobys seneste, udgivet under pseudonymet Voodoo Child. I januar kommer også Kelis’ Tasty, mens man på Coldplays kommende album kan opleve bidrag fra Timbaland og The Streets, et samabejde der i 2002 ville have været banebrydende men næppe en gang kan kaldes dristigt i dag. Timbaland er også med på producer-teamet bag Becks nye album, som efter sigende heldigvis bliver bedre end hans flæbende opløsnings-odyssé, Sea Change.

Forgyldte koryfæer
Andre store rockbands, deriblandt U2 og Manic Street Preachers synes at bevæge sig i den modsatte retning, og arbejder med forgyldte producere hvis ry blev etableret tilbage i rockens fredfyldte periode. Chris Thomas, hvis cv omfatter The Beatles, Roxy Music, Dark Side Of The Moon og Sex Pistols – nå, det går vel an – sidder ved roret på U2’s nye album, fascinerende beskrevet af Bono som »punkrock fra Venus«. The Manics arbejder i New York med poptroldmanden Toni Visconti (T. Rex, David Bowie), hvis ry fornylig er blevet genoprettet via hans genforening med Bowie og hans arbejde med Britta Phillips og Dean Warehams L’Avventura, en af sidste års mest behagelige overraskelser.
Det første store album i 2004 – med mindre du sidder på pinebænken og venter på Cat Stevens-genudgivelser eller den uundværlige samling af Santana-remixudgivelser – synes at blive Nightfreak & The Sons Of Becker, The Corals tredje udgivelse på 18 måneder, den udkommer i løbet af et par uger. Hvis den blot er halvt så fremragende som sidste års endeløst underholdende Magic & Medicine – efter min mening det bedste britiske album i 2003 – er der garanteret underholdning for alle. Det er også værd at kigge efter Jess Stones’ The Soul Sessions. Teenagerne fra Devon har allerede skabt betragteligt røre i USA, med et usædvanligt soul-med-blå-øjne talent, og burde være kendt af alle på samme tid næste år.
Den amerikanske alternativ rock-bølge når et kritisk omfang i de første få måneder af året, med nye album fra Wilco, My Morning Jacket, The Magnetic Fields, Mark Lanegan og Lambchop.
Andre indie-udgivelser de kommende uger omfatter album fra Franz Ferdinand, Brighton-pigerne Electrelane, de australske trance-jazzere The Necks – hvis Drive Baby har samme bevægende, skønne kvaliteter som Miles Davis’ In A Silent Way – og den lovende New York dreng/pige duo Joy Zipper, hvis længe forsinkede American Whip-album endelig udkommer et år efter den oprindelige udgivelsesdato. Industrial-fans vil glædes over de umiddelbart forestående udgivelser fra Einstürzende Neubauten og gendannede Throbbing.

Nancys comeback
Det enklest tænkelige underholdningsbidrag vil nok være Toots Hibberts genindspilning af de gamle Maytal-hits som »Time Tough« og »Funky Kingston«, i duetter med folk som Keith Richards, Bonnie Raitt, Willie Nelson og Ryan Adams, og det med størst spænding ventede Nancy Sinatra-comeback album, færdiggjort i New York med hjælp fra en farverig trio bestående af løsgående kanoner: Jarvis Cocker, Richard Hawley og post-rock forfatteren Jim O’Rourke.
Dette er naturligvis blot en lille del af den mængde digitaliserede musik der vil begrave os i de kommende måneder – alt for meget, hvis sandheden skal frem, og det meste af det ynkeligt.
Men alligevel er det ikke alt sammen dårligt nyt: meget venligt har både Suede og Sinead O’Connor lettet lyttebyrden ved at indstille karrieren, rulle gardinerne ned og bruge mere tid på at udforske modsat rettede sider af det moralske spekter – Sinead vil hellige sig religiøse sysler, mens Brett Anderson vil forsøge at »få sine dæmoner tilbage«.
Hvad kan vi ellers forvente os af 2004.
Ok, kald mig blot en dumdristig gambler, men jeg tror Cliff Richard udgiver en julesingle, også i år.
Men kig dybere i underskoven omkring disse rustende former der udgør selskabernes salgsstrategier og du opdager, pilende væk som små dyr i skyggen af tårnhøje dinosaurer, en mængde friske nye navne og stilarter, som endnu mangler at finde deres plads i rockens klassifikationssystem, men klar til at bidrage med den næste energiindsprøjtning der sikrer at rockmusikken i alle dens mange former forbliver den mest vitale og lydhøre kunstart.

© The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rosssander