Læsetid: 5 min.

Frisindet har ramt som en boomerang

Fra fri porno til pornoficering, fra resocialisering til hårdere straffe og fra rundkredspædagogik til karakterræs. Det danske frisind vender tilbage i nye klæder
16. januar 2004

(2. sektion)
Ligestilling
Møgkællinger« og »Må jeg se jeres patter.« Det er ordforrådet hos tv-karakteren Robert i den populære serie Langt fra Las Vegas, en af de store satsninger på ungdomskanalen Zulu. Skæg og spas – eller groft og undertrykkende?
Leder på Center for Ligestillingsforskning, Karen Sjørup, er ikke overbevist om det morsomme og uskyldige i, at kvinder i stadig stigende grad bliver omtalt og afbilledet som ludere. Det er udtryk for et misforstået frisind, mener hun.
»Alt er blevet tilladt i ironiens navn,« siger Karen Sjørup.
Men hvad er der egentlig sket? For ikke mere end 30 år siden passede frisind og ligestilling som hånd i handske.
»Da billedpornografien blev frigivet, blev det betragtet som udtryk for frisind. Vel og mærke et frisind som gavnede ligestillingen. Men i dag betyder det selvsamme frisind, at det offentlige rum er blevet pornoficeret – og det er som bekendt langt overvejende kvinderne, der lægger krop til,« siger Karen Sjørup.
Hun mener derfor, at frihedsbegrebet er kommet til at stå i kontrast til ligestilling. Det højt besungne danske frisind er med andre ord kommet tilbage som lidt af en boomerang i forhold til ligestilling.
Det samme synes at gøre sig gældende i retspolitikken, pædagogikken og indvandrerspørgsmålet.

I 60’erne kæmpede husmødrene for retten til at være medunderskrivere på selvangivelsen til skattevæsenet. Så kunne de nemlig se, hvor mange penge, der egentlig burde være til husholdningsbudgettet. I 70’erne kom rødstrømperne, der ville have uddannelse, karriere og ligeløn. Ifølge Karen Sjørup handlede frisindet dengang om flower power, ø-lejre og nøgenhed.
»I dag er frisindet forbundet med, at pornografiske billeder kan bruges i sammenhænge, der intet har at gøre med porno. Frisindet er blevet mænds ret til at lege med kvinders kroppe efter forgodtbefindende. Og hvis nogle kvinder gør modstand mod for eksempel Roberts sprog i Langt fra Las Vegas, så bliver de afskrevet som ’snerper’ og ’frigide mokker uden humor’. Derfor er der ikke særlig mange kvinder, som siger noget,« siger Karen Sjørup.
Frisindet bliver betragtet som noget så ubetinget godt, at det på det nærmeste giver kvinderne mundkurv på.
Karen Sjørup mener, at pornoficeringen er blevet så vidtgående, at det er påtrængt med en debat, fulgt af en kampagne og eventuelt også af lovgivning.
»Selv på DR2 ses tendensen, så jeg mener, at det er på tide at tage fat om problemet,« siger hun og efterspørger en undersøgelse af pornoficeringen, som ligestillingsministeren – trods løfter om det modsatte – endnu ikke har iværksat.
Men pornoficeringen har også en dobbelthed i sig, mener Karen Sjørup.
»Der er en form for avanceret frisind på spil, hvor frisindet på den ene side indebærer, at kvinder bliver fremstillet, så de ligner prostituerede og på den anden side bliver tillagt power i netop den fremstilling,« siger hun.
Hun har længe undret sig over, at invitationerne til festerne på Roskilde Universitetscenter slår på, at her er der gode sild, bryster, strip og frække bonnies.
»For den yngre generation kunne det godt se det ud som om, at det godt kan lade sig gøre både at være fræk bonnie og ambitiøs studerende, uden at de to ting kommer på tværs,« siger hun.
Men når det så er sagt, så mener hun, at frisindet alt for ofte bliver brugt som en undskyldning.
»Det er for eksempel også i frisindets navn, at mange danskere finder tørklæder om hovedet mere krænkende end bare maver på små piger,« siger hun og spekulerer på om danskerne er frisindede.
»Hvis frisind er defineret som noget, der er i opposition til mainstrem, og mainstream er at blotte sig, så er frisind jo i virkeligheden at tillade, at nogle vælger at dække sig til.«
Men frisindet har gavnet ligestillingen – eksempelvis i spørgsmålet om fri abort.
»Her havde frisindet en god regulerende effekt. Det er efterhånden kun enkelte præster, som er i mod fri abort, og de bliver betragtet som tosser,« siger Karen Sjørup.

Frisindet har naturligvis ikke blot spillet en rolle i forhold til ligestillingen mellem kønnene. Også eksempelvis retspolitikken og pædagogikken er blevet udviklet under indflydelse af det højt besungne danske frisind.
Det er ikke nødvendigvis ligetil at identificere frisindet, og fronterne er under stadig forandring: Det er erhvervsmanden Lars Kolind, der varetager den såkaldte rundkredspædagogik, nu med termer som kompetenceudvikling og det hele menneske.
Det er en borgerlig regering, der lægger for med en gymnasiereform, der sætter tværfagligheden i centrum. Og det er en af præsterne i Dansk Folkeparti, der klarest forsvarer den frie forskning.
På et punkt ligner fronterne dog sig selv: retspolitikken. Der er dem, der vil have højere straffe, og dem der hævder, at det ikke virker.
For mens frisindet ifølge Karen Sjørup har taget overhånd i forhold til ligestillingen og er blevet en hæmsko, så er frisindet en mangelvare i forhold til retspolitikken, mener professor i strafferet ved Københavns Universitet, Eva Smith – også formand for regeringens kriminalpræventive råd igennem en årrække.
»Tidligere gik filosofien på resocialisering. Det gjaldt om at få kriminelle på ret køl og tilbage i samfundet. Nu er filosofien blevet mere hårdhændet og går i stedet på skærpede straffe,« siger juraprofessor Eva Smith.
Eva Smith mener, at tidligere tiders progressive frisind overfor kriminelle i dag bliver afskrevet som misforstået blødsødenhed. Og den opfattelse har skabt en afstandstagen til frisind over for kriminelle.
»Vi har fået sat nogle meget snævre rammer for, hvordan man må opføre sig. Det betyder, at tolerancen har svære kår,« siger hun.
Frisindet er simpelthen blevet synonym med en fejlslagen tilgang til kriminelle. Så skærpede straffe har taget dagsordenen på trods af, at erkendelsen af at hårde straffe ikke mindsker kriminaliteten går helt tilbage til 50’erne.
Ifølge Eva Smith er det ikke kun i Danmark, at skiftet fra rehabilitering til længere indespærring af kriminelle i landets fængsler, er sket. Det er en fælles europæisk tendens som, hun mener, blandt andet hænger sammen med øget indvandring i Europa.
»Ikke mindst mediernes fokus på unge kriminelle indvandrere har skabt en stemning af, at nu går det ikke længere med blødsødenhed, men det er desværre temmelig kortsigtet at tænke sådan« siger Eva Smith.
Hun mener, at vi er nødt til at bekymre os om, hvilke samfundsborgere vi får tilbage i samfundet efter lange fængselsophold.
»Derfor skulle vi hellere se på, hvad er der sket, hvorfor det er sket, og hvordan det kan forhindres, at det sker igen. Jeg tror ikke på den der med, at ofrenes retsfølelse kræver hårde straffe,« siger hun. Fra hendes samtaler med ofre er det netop forebyggelse af gentagen kriminalitet, ofrene efterspørger.
Eva Smith mener, at frisind er en dyd, men hun afviser ikke, at det kan kamme over:
»Frisind er ikke lig med at undlade at markere rigtigt og forkert – for så bliver frisind til valenhed, og det bør det ikke. Frisind er at give plads til, at vi er forskellige og at nogle af os begår fejltrin.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu