Læsetid: 5 min.

Fyldt med rockens myter

’The House’ på Odense Teater forsørger at finde publikums lydmæssige erindringsbog frem med et subjektivt bud på rockens historie
9. januar 2004

Teater
De er der alle sammen. Beatles, Stones, Doors og Dylan. Samt nyere navne som Coldplay, Clawfinger, Prince og Pulp.
Det kan lyde som sætlisten for et kopiband på det lokale musikværtshus eller i ungdomsklubben. Det er det ikke. Det er på teaterscenen, hvor sætstykker og rekvisitter er erstattet af musikinstrumenter og storskærme med videoprojektioner, citater fra rockens ikoner og collager fra gamle film. På scenen er de iklædt en stilforvirring af parykker, flower power tøj, solbriller og habitter. Foran sidder publikum på rad og række.
Hvor teaterkoncerten for nogle år siden var nyskabende og befriende anderledes i sit udtryk – tænk bare på Dr. Dantes Gasolinshow – er den efterhånden blevet en hverdagsoplevelse, der indgår i sæsonplanlægningen på lige fod med klassikeren og musicalen – såvel i København som på landsdelsscenerne.
Odense Teater havde med sidste sæsons Pink Floyd tiltrængt succes med at tiltrække et yngre publikum. Nu følger de op med The House – built on ROCK – en ukronologisk og subjektiv gennemgang af rockmusikkens historie.
Anders Nyborg, som står for iscenesættelsen, forklarer:
»Huset, som titlen refererer til, er en mellemting mellem en hotelfoyer, et øvelokale, et spillested og ikke mindst Sukkerkogeriet, hvor vi spiller nu og her. Et sted, hvor en masse eksistenser har sat sig selv i stævne.«

Musikkens præmis
– Hvad er det for nogle eksistenser?
»Vi har en figur, der mener, at det hele skal findes i poesien, og som kommer til kort på et tidspunkt. Så er der ham, der synger godt og pludselig får tur i den, men må erkende, at der har været for mange kompromiser. Der er wannabees, der til stadighed går rundt og håber på, at de bliver parret med ham med alle pengene og berømmelsen. Og som tror på den drøm, rocken er. Men rocken er en fiktion i sig selv. Den kan guide eller give et sus af lykke, provokation, romantik eller sentimentalitet. Men når nummeret er slut, så står hverdagen og kigger på én alligevel.«
Ser man på sætlisten, dukker de store myter også op. Hendrix, Morrison og Bolan. De for tidligt døde.
»Ja, men vi ser ingen dø på scenen. Jo, en enkelt... Men der er nogle terminologier, som gør, at man kan få associationer til de store myter. Den overdrevne brug af stimulanser og de mange pistoler. Der var folk, der blev skudt af deres far eller manager. Der var folk, der skød sig selv eller kom til at dræbe deres kæreste. Det er ikke kun Sid Vicious, der er kommet voldsomt af sted, men også navne som Marvin Gaye og Sam Cooke. Branchen har haft nogle ekstatiske rammer, som gør, at det indimellem er sprunget læk for nogle.«
– Er der en rød tråd gennem forestillingen?
»Der er mere tale om en associationsrække. Prøver man at presse en traditionel historie med en traditionel dramaturgi ned over en teaterkoncert, bliver resultatet meget mere på teatrets præmisser end på musikkens.«
»Og så bliver det sværere for publikum at hente noget frem fra den lydmæssige erindringsbog, det også er.«
En tyk røg har sænket sig over kantinen, hvor vi sidder. En maler, der arbejder i foyeren, tjekker lige, om det brænder. Men Anders Nyborg beroliger. Det er blot fyrværkeri, der er afprøvet til ære for brandmyndighederne som en understregning af, at der måske mere er tale om rockshow end teater. Men der er forskel, understreger instruktøren.
»De fysiske rammer er nogle andre, så der er forskellige spilleregler. Man skal ramme publikum på en anden måde, når de sidder ned på stole, end hvis de går rundt med en fadøl i hånden. Samtidig er der en indholdsmæssig forskel. Der er en overenskomst, når man går i teatret for at se en portion fiktion. Det er ikke nu-og-her på samme måde.«
– Hvad er det for en fiktion?
»Vi leger sammen med publikum, at vi er et andet sted, end vi er. Samtidig lærer vi de medvirkende at kende på deres egne betingelser. Vi er ikke en forsanger med tre korsild. Vi er en sanger, seks skuespillere og et band. Det er folk med et andet værktøj.«

Pulp à la Elvis
Denne gang er det mobiltelefonen, der afbryder med en forespørgsel på Jan Toftlund cabareten Friheden tur/retur. Ud over at være skuespiller og instruktør er Anders Nyborg også leder af Odense Internationale Musikteater, som de senere år har høstet priser for deres musikforestillinger – senest The Citizen.
The House er netop en co-produktion mellem OIM og Odense Teater, hvilket også ses af listen over de 12 medvirkende. Skuespiller Hanne Hedelund, kapelmester Kell Dalager og den engelske sanger, skuespiller og komponist Chris Jordan er fast tilknyttet OIM. Dertil kommer bl.a. stjernen for en aften, Søren Okholm, saxofonisten Hans Mydtskov fra det fornyende folkorkester Serras og bassisten Bo Gryholt, som sidste år forlod Kim Larsens Kjukken. Et kompetent hold, der alle har haft indflydelse på repertoiret.
»Det er holdet selv, der har valgt de numre eller bands, som de gerne vil berøre«, siger Anders Nyborg.
– I har altså ikke kigget på hitlister for at se, hvad I skulle have med fra de forskellige årtier?
»Der er noget fra alle årtierne, men hitlisterne er et uoverskueligt område. Rockmaterialet er så stort og forskelligt alt efter, hvem man er, og hvilken generation man tihører. Det kan man også se, når rockblade eller rockkritikere nominerer det bedste. Men Sgt. Pepper, som nyligt toppede listen fra Rolling Stone, er da med.«
»Vi spænder fra helt nyskrevne ting og tilbage til 40´ernes »Over the Rainbow«, som er med for at sætte et tidsperspektiv. Det var den sangskat, der blev brudt med rocken. På samme måde bevæger vi os ud over rocken for at have noget at spille den op imod.«
– I har omarrangeret en del. Pulps »Common People« er f.eks. blevet til et mix mellem rockabilly og Elvis, som jo er fjernt fra Pulp tidsmæssigt. Hvorfor det?
»Fordi teksten har elementer, der svarer til den tid. En simpel historie om en rig pige og en fattig dreng. Op gennem 60´erne var det jo vigtigt, at man tilhørte arbejderklassen. Det var hele drømmen om rock´n´roll. Den primitive dreng fra landet som Elvis. Da der ikke rigtigt var nogen, der havde lyst til at spille »Johnny B. Good«, lavede vi så »Common People« om til »All Shook Up.«
»Men vi omarrangerer også for at skabe dynamik i rækkefølgen. Ind i mellem har vokalerne haft svært ved at få plads, så vi har sænket lydniveauet for de to guitarer, bas og trommer. Sådan er det tit i et set-up på teatret, hvor du ikke kan lave det fuldstændig som til en rockkoncert,« slutter Anders Nyborg.

*’The House – built on ROCK’ af Chris Jordan, Kell Dalager og Anders Nyborg har premiere på Sukkerkogeriet i Odense lørdag kl. 16

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her