Læsetid: 9 min.

En genvej til mennesket?

Om 25 år skal mennesket stå på Mars, siger Bush. Er rejsen gennem universet for at forstå livet som at gå over åen efter vand? For planetfysikeren Jens Martin Knudsen kan det ikke gå stærkt nok med at komme af sted. For astronomen Per Kjærgaard Rasmussen er det en flugt fra de virkelige udfordringer
30. januar 2004

(2. sektion)

Til Mars – hvorfor?
Det første Jens Martin Knudsen viser frem, er en brochure i fire farver med titlen Mars Habitation 2057, A Design Concept for a Mars Settlement in the Year 2057. På Mars’ støvede røde overflade, mellem nøgne bjerge, er her visualiseret en jordisk koloni for 150 mennesker, med kunstig sol, boliger, træer og landbrug, geder, høns og fiskedamme under tætsluttende kupler (se i2’s bagside). Et japansk firmas vision for en Mars-base midt i dette århundrede. Eksempel på det der nu lægges planer for som opfølgning på en første bemandet Mars-flyvning. Forskerne kalder det terra-forming, at gøre Mars jord-lignende.
»Jeg troede, de sagde terrifying, altså ’forfærdende’, da jeg hørte udtrykket første gang,« siger Per Kjærgaard Rasmussen.
Vi er på Center for Planetforskning, Københavns Universitet. Til stede Jens Martin Knudsen, fysiker med speciale i solsystemets udvikling, herunder passioneret interesse for Mars. Samt Per Kjærgaard Rasmussen, astronom ved Københavns Universitets Observatorium med speciale i kosmologiske spørgsmål såsom universets udvidelse.
Emnet er den af præsident George W. Bush bebudede første bemandede ekspedition til Mars med forventet afgang om ca. 25 år og til en anslået pris af 50 milliarder dollar. Et projekt bragt i fokus af tre aktuelle Mars-projekter: Det europæiske rumagentur ESA’s Mars Express-mission og det amerikanske NASA’s landsættelse af to Mars-køretøjer: Spirit og Opportunity. Verden over – herunder i den amerikanske præsident-valgkamp – diskuteres det, om mennesket skal give sig ud på verdenshistoriens første interplanetariske rejse, hvad man kan få ud af det, og hvad man kunne få ud af at bruge penge og kræfter anderledes.
Jens Martin Knudsen er begejstret. Per Kjærgaard Rasmussen skeptisk. De to er sat stævne for at diskutere, om eller hvorfor mennesket skal drage til Mars.
– Jens Martin Knudsen, hvad er det egentlig man kan lære ved et bemandet togt til Mars, som man ikke kan lære på anden vis?
JMK: »Det afgørende spørgsmål lyder: Er der eksperimenter, som kun mennesker – og ikke robotter – kan gøre på Mars? Og kan disse eksperimenter give en ny indsigt, der er så afgørende, at man kan retfærdiggøre at sende mennesker over interplanetare afstande? For mig er svaret et ja.«
»Vi ved, at der lige fra Big Bang er foregået en stadig voksende organisering af stoffet i Mælkevejen. Det vi ikke har forklaret, er det sidste skridt: Livet selv, det mest komplekst organiserede stof. Hører det med til den voksende orden af stoffet, eller er det en historisk tilfældighed her på Jorden? «
Per Kjærgaard Rasmussen er ikke uenig i, at dette er et vigtigt grundvidenskabeligt spørgsmål.
»Vores uenighed ligger på et andet plan,« siger han.
Per Kjærgaards forbehold handler om, hvordan projekter som den bemandede Mars-rejse er med til at styrke forestillingen om naturvidenskaben som eneste vej til at forstå mennesket og samtidig styrke menneskets drift mod at beherske og kontrollere naturen og livet.
»Inden for naturvidenskaben er der en indbygget opfattelse af, at den viden vi opnår til syvende og sidst også siger noget om Gud. Jeg har spurgt mine studerende, hvorfor de er startet på fysik, og halvdelen svarer, at det er for at få en dybere forståelse af naturen og af, hvad Gud er. Det tror jeg ikke, naturvidenskaben kan give. Den kan give nogle indsigter, men det er en bestemt, begrænsende måde at forholde sig til virkeligheden på.«
»Når folk fascineres af en solsort, et bjerg eller billederne fra Mars, så er det jo ikke naturvidenskab. Den kommer først bagefter med årsagsforklaringer og beskrivelser. Noget i vor helhedsforståelse går tabt, hvis iagttagelsen alene gøres til et naturvidenskabeligt anliggende. Og hvis vi sætter den naturvidenskabelige og teknologiske kunnen ind på at komme til Mars, så ophører planeten med at være noget, vi kan sidde og blive betaget af. Mars bliver noget, der skal erobres.«
– Kan det ikke klares med robotter?
JMK: »Jeg har netop hørt, at man nu har set sedimenterede klipper på Mars. De kan være dannet via bundfældning i vand. Lad os antage, at det er rigtigt. Kan vi så lave en robot, der kan slå klipperne i stykker og se, hvad der er inden i? Eller skal vi have mennesket derop? Det er en skønssag.«
– Hvordan skal man så begrunde beslutningen om en bemandet rejse?
JMK: »Der ligger en masse andet end naturvidenskab i rejsen til Mars, og ganske uanset hvad vi mener, så flyver mennesket til Mars. Så sikkert som, at Columbus rejste til Amerika, og Magellan sejlede Jorden rundt.«

Coca Cola til Mælkevejen
PKR: »Jeg er enig i, at på et eller andet tidspunkt bliver det nok gennemført. Men derfor kan man jo godt forholde sig til omstændighederne ved det. For selvfølgelig bliver naturvidenskaben her spændt for Bushs genvalgskampagne. Jeg kunne ønske mig, at sådan noget kunne foregå i FN-regi, men sådan ser virkeligheden ikke ud. Man fortsætter det dårlige mønster med et USA, der som supermagt nu skal til at sælge Coca Cola til resten af Mælkevejen.«
JMK: »Fra 1846 samledes hvert år i april de mennesker, der ville udvandre fra Småland i Sverige til USA. De kørte i hestevogn til kysten, de krydsede oceanet, de fældede skoven, de opdyrkede den, de rejste til Månen, og nu er de på vej til Mars. Det er en fuldstændig utrolig kraft, der udfolder sig. Jeg er ikke blind, jeg kan se alle USA’s fejl, men i det store og hele er det gået fremad. Og næste skridt er en bemandet flyvning til Mars.«
PKR: »Jeg har studeret de amerikanske indianere, og man må jo sige, at deres verdenssyn er diamentralt modsat den amerikanske drøm. Indianerne opfattede jorden som noget levende, havde respekt for alle skabninger og ofrede til dem. De ejede ikke jorden, de delte den med alle levende skabninger. Det kan godt være, der var en utrolig kraft i udvandrerne, men det var den samme bølge, som udryddede den indianske kultur.«
JMK: »Fuldstændig rigtigt. Jeg er ikke så dum, at...«
PKR: »Det ved jeg godt, men jeg forsøger at holde de to ting op imod hinanden, for hvad gør vi nu? Mars – it’s open for the one who takes it, ikke sandt. Der er ikke det, der ligner respekt for andet end menneskets egne behov og ekspansion og stormagtsdrømme. Billederne af den påtænkte kolonisering af Mars ligger der jo allerede. I stedet for at ekspandere i det uendelige, kunne det være, at man skulle trække vejret og kigge lidt indad. Det andet bliver let eskapisme...«
JMK: »Så kan man lige så godt sige, at vi skal lukke forskningscenteret CERN og...«
PKR: »Nej, det handler om balance. Det er ikke enten-eller. Jeg er ikke ude på at afskaffe naturvidenskaben.«
JMK: »Hvis du ikke er det, så kan jeg ikke rigtig se – hvis man er interesseret i planetudvikling, så kan jeg ikke se, der er noget valg.«
PKR: »Det er helt fint at tage til Mars og udforske de spørgsmål, du taler om. Men hvor er helheden, hvordan fungerer helheden? Det bliver endimensionalt kun at ville forstå naturen på den måde.«

Stenøkser var blevet forbudt
JMK: »Jeg mener jo, at samfundet stort set skylder naturvidenskaben alt. Vesteuropa blev født den 11. november 1572 kl. syv om aftenen. Punktum. Da så Tycho Brahe sin nye stjerne, byggede sit observatorium og indførte iagttagelse og observation som de afgørende træk til at vinde sandheden om den natur, der er uden for os.«
– For mange er det centrale at forstå mennesket, og det kan der være mange veje til, men det vestlige samfund vægter naturvidenskab og teknologi som vejen.
JMK: »Man finder ikke ud af noget om sig selv ved at filosofere.«
PKR: »Jeg er ikke enig. Naturvidenskab er den materielle manifestation, og det er noget, vesteuropæisk kultur har bevæget sig henimod. Men der findes jo andre traditioner og andre udviklinger end den naturvidenskabelige.«
JMK: »Jeg er ikke så naiv at tro, at andre aspekter af tilværelsen ingen betydning har. Men jeg tror, at vil man finde ud af, hvad mennesket er, så bliver man nødt til at forstå dna-molekylet, dets oprindelse osv.«
– Det at forstå mennesket og naturen, kan det skilles fra trangen til at beherske samme?
JMK: »Jeg har derhjemme en vidunderlig stenøkse fundet på min kones hjemgård. Hvis vi havde haft et etisk råd, da den økse blev lavet, så var den blevet forbudt. Mennesket har hele historien måttet leve med dette skisma: Hver gang du laver et fremskridt, kan det bruges på en god og en dårlig måde.«

Hverken ond eller god
PKR: »I sig selv er naturvidenskaben hverken ond eller god, men den bliver spændt for nogle bestemte vogne. Og fordi den naturvidenskabelige forståelse kan omsættes til kontrol, og fordi vi har drevet dét til det ekstreme, så ødelægger vi nu naturen.«
– Forskerne taler nu om risikoen for, at vi slukker for Golfstrømmen som konsekvens af det moderne samfunds udledninger af CO2. Hvorfor løser naturvidenskaben ikke bare problemer som dette?
JMK: »Det gør den også.«
– Det begynder at haste lidt, ikke?
JMK: »Det er blandt andet derfor, vi skal til Mars. Et af hovedformålene med at rejse til Mars er at undersøge årsagerne til istiderne, for Mars har også haft istider. Du kan ikke finde fornemmere begrundelse for at tage til Mars.«
PKR: »Mit svar er, at det ikke er naturvidenskabens skyld, men den bliver brugt i vor nuværende samfundsstruktur, som i modsætning til andre kulturer – den indianske, den buddhistiske – er skruet sådan sammen, at den kun kan fungere, hvis vi hele tiden har vækst. Hvorfor er det en naturlov? I naturen er der ingen systemer, som har ubegrænset vækst.«
– Man kan lægge 50 milliarder dollar i en Mars-rejse, i u-landsbistand eller noget tredje. Du vil hellere bruge pengene på Mars end på u-lande, Jens Martin?
JMK: »Ja, det er klart. Jeg har selv arbejdet i u-landene, og det drejer sig i hvert fald ikke om bare at give penge. Er der noget, der ligger mit hjerte nær, så er det fattigdomsproblemerne. Men jeg tror på, at naturvidenskaben til syvende og sidst er det, der skal redde verden. Den skal være med til at nedbryde nogle snævre religiøse forstillinger, vi finder rundt om i verden. Vi har i Europa set, at lukkede systemer som kommunismen og nazismen styrer mod katastrofen. Derfor er et meget vigtigt aspekt af u-landsarbejdet at nedbryde alle disse snæversynede retninger for, hvordan mennesket skal leve. En flyvning til Mars vil komme til at åbne verden.«
PKR: »Naturvidenskaben i sig selv kan ikke skabe en åbenhed, så barrierne nedbrydes, og vi kommer fattigdomsproblemet til livs. Naturvidenskaben i sig selv flytter ikke folks holdninger. Hvis vi ikke kommer videre med den måde, vi opfatter hinanden på, så gør det ikke nogen forskel, om vi f.eks. kan forsyne hvert hjem med en computer. Der er lige så meget lidelse i denne verden, som der nogensinde har været, uanset 117 millioner naturvidenskabelige fremskridt.«

’Jeg har mit hjerte der’
JMK: »Du taler om menneskets natur. Den kan du ikke lave om.«
– Per, skal vi lade være at rejse til Mars?
PKR: »Det afgørende er, at vi med rejsen vil fortsætte den afstukne kurs, som er naturvidenskabelig erobring af resten af verdensrummet. Det er koblingen mellem naturvidenskaben og de egoistiske, kapitalistiske, imperialistiske tankegange, som anfægter mig. Mars-rejsen er en show case på den tænkning. Det er hverken forbudt at være nysgerrig eller at flyve til Mars, men hvis ikke vi får den anden halvdel af os selv med, så går det galt. Som nu truslen om Golfstrømmens kollaps. Vi kan ikke løse vore problemer ved teknologisk fix som at flytte til Mars, når vi har gjort Jorden ubeboelig.«
JMK: »Langt hen ad vejen er vi jo enige. Jeg er ikke så naiv at tro, at det vil løse alle problemer. Jeg har bare mit hjerte i det forskningsprogram.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu