Læsetid: 10 min.

Håbets imperium

A race to the bottom – et kapløb mod bunden var næppe den konkurrence, som den amerikanske drøm indbød til engang. Det var ikke håbet om fremgang ud fra forværrede vilkår, men ud fra forbedrede vilkår, der holdt drømmen i live. Nu er det i stigende grad de forværrede vilkårs fremgang, som gælder. Hvad vil det betyde for drømmen?
23. januar 2004

A race to the bottom – et kapløb mod bunden var næppe den konkurrence, som den amerikanske drøm indbød til engang. Det var ikke håbet om fremgang ud fra forværrede vilkår, men ud fra forbedrede vilkår, der holdt drømmen i live. Nu er det i stigende grad de forværrede vilkårs fremgang, som gælder. Hvad vil det betyde
for drømmen?

BALTIMORE – Jeg flyver fra Jackson, Mississippi i det dybe amerikanske Syden til Baltimore, Maryland – 45 bilminutter (i teorien) fra Washington DC
(i praksis det dobbelte), og bliver straks igen mindet om Mississippi. På et gigantisk oplyst skilt i udkanten af den tresporede, ottebane-udflettede motorvej mellem Washington og Baltimore læser jeg: »Charles Town, Racing & Slots, 3.500 enarmede tyveknægte. Kun 48 miles herfra, i West Virginia.«
Mindst lige så mange enarmede banditter – ja, sikkert flere, for det faldt mig aldrig ind at tælle dem – havde jeg netop set i Mississippi. Ja, hele Mississippi-flodens østlige bred var på lange strækninger flankeret af dem. Fra Tunica i nord til Natchez i syd og derefter videre ud mod den subtropiske Golf-kyst var de opstillet i tætte rækker på tre eller fire dæk i mindst 30 flydende kasinoer, som havde døgnåbent og aldrig smed fortøjningenerne.
Enarmede tyveknægte har i løbet af 10 år etableret sig som en af delstaten Mississippis vigtigste industrier og fremmeste indkomstkilder. Den månedlige omsætning på spil er tæt på to mia. kr. Legalisering af penge- og hasardspil er i løbet af de senere år blevet en stigende fristelse for stadig flere amerikanske delstater, som har fået stadigt sværere ved at få indkomster og udgifter til at gå op. Det er længe siden, det var nødvendigt at tage helt til Las Vegas eller Reno for at spille om store penge. Det kan man i dag gøre over stort set hele USA – også i delstater, hvor enarmede tyveknægte indtil for nylig blev anset som djævlens redskaber.
En samfundsbærende grundholdning i Amerika har hidtil været, at livet ikke er et lotteri. At indvidet så at sige holder gevinstloddet i sine egne hænder. At han eller hun i det amerikanske samfunds uophørlige fremskridtsbevægelse til stadighed bliver tilbudt nye muligheder og chancer i livet – opportunities – for individuel lykke og fremgang. En ulykkelig eller mislykket amerikaner er en amerikaner, som er gået glip af sin opportunity, eller til hvem den endnu ikke er kommet. Den amerikanske drøm er drømmen om individuel fremgang og socialt avancement gennem hårdt arbejde. Der er ingen genveje, ingen guldskeer, ingen enarmede tyveknægte, der kan gøre det job for en.
I hjertet af denne samfundsbærende grundholdning bor den amerikanske middelklasse, som er den eneste klasse, som Amerika vil kende til og hylder, og som følgelig alle amerikanere hævder at være en del af uden at være det. En del af dem, som hævder det, tilhører en stadigt mere velhavende økonomisk overklasse, men langt flere en stadigt mere forarmet økonomisk underklasse. En procent af befolkningen ejer næsten 40 procent af landets værdier, mens 40 procent af befolkningen ejer én procent. Derimellem befinder sig en middelklasse, som tvinges til at løbe stadigt hurtigere for at beholde sin position.
Det i mine øjne helt afgørende spørgsmål, som tager form i Amerika i disse år, er ikke, hvordan hjemlandet skal gøres sikkert, men hvordan den amerikanske drøm skal holdes i live. Det er et spørgsmål, som ikke blev født med terrorangrebene den 11. september 2001, men som blev sat i relief af dem på ny, eftersom de med uovertruffen pædagogisk tydelighed illustrerede den nye kommunikationsteknologiske og økonomisk-finansielle grænseløsheds uigenkaldelige vilkår. Det er en grænseløshed, som ikke bare har gjort Amerika, fysisk mere sårbart end før, men også økonomisk mere afhængigt.
Matthew Warshaw er personlig assistent for rektoren ved Goucher College i Baltimore. Han er 35 år og bor med sin kone, mrs. Cynthia, og deres fire-årige datter, Sydney, i Arlington, Virginia, ikke langt fra Washington DC. Både Matt og Cynthia er højt uddannede og sprogkyndige. De tjener tilsammen 770.000 kr. om året og betragter sig så afgjort som middelklasse. Alligevel vender Matt i vores samtaler ofte tilbage til ting, som de ikke har råd til eller ikke tør investere i.

Jeg bemærker mig, at Matt kører omkring i en godt brugt Toyota Camry, og at hans arbejdsdag begynder klokken syv om morgenen og slutter klokken ni om aftenen.
Hvordan kan det være, at det er svært at få en årsindkomst på 130.000 dollar, tæt på en million svenske kr., til at slå til for en familie, der kun betaler 33 procent i skat, drister jeg mig til at spørge, mens vi baner os vej frem til et ledigt bord i studenterkantinen.
»Det er, fordi alt er så dyrt, og fordi vi har så mange udgifter,« svarer Matt.
Og så opregner han familiens faste udgifter: Alene Sydneys dagpleje koster 75.000 kr. om året. Når husterminer, indboforsikring, sygeforsikring, livsforsikring, bilforsikring, bilreparationer, opsparing til pensi0n og til Sydneys studier og alt andet, som en amerikansk middelklassefamilie må forventes at behøve, tælles sammen, er der forbløffende få penge tilbage.
»Vi har brug for et hus med mere plads,« siger Matt. »Men skal vi finde det i nærheden af, hvor vi bor, ville vi blive nødt til at tage så store kreditlån, at det ville gå ud over vores sociale sikkerhed.«
Øget social usikkerhed synes at være den pris, som stadigt flere middelklasseamerikanere må betale, i takt med at stadigt flere og stadigt højere sociale omkostninger væltes ned over dem, uden at deres indtjening øges tilsvarende. Bush-regeringen har langsigtede planer om yderligere at privatisere det kollektive sociale beskyttelsesnet, som USA har opbygget igennem efterkrigstiden, samtidig med at et stadigt mere kortsigtet og ’illoyalt’ arbejdsmarked bliver stadigt mindre tilbøjeligt til at tilbyde sociale forsikringer og andre fordele til sine ansatte.

Eftersom alle amerikanere i dag desuden må leve med en kollektiv gæld til fremtidige generationer på ufattelige 44.000 mia. dollar (fire gange USA’s nuværende bruttonationalprodukt, jvf. foroven), er det højst sandsynligt, at de sociale omkostninger for Matthew og Cynthia Warshaws amerikanske middelklassegeneration vil vokse yderligere – og med dem den sociale usikkerhed.
Jeg følger med Matt tilbage hen over Gouchers campus-område med dets træomkransede stisystemer, vidtstrakte græsplæner og arktitekttegnede auditorier og kollegielejligheder og indser, hvor priviligerede de unge amerikanere som får mulighed for at studere her, er – men jeg indser også, at hvad de her opnår, efterhånden kun er den obligatoriske entrébillet til den amerikanske fremtidskonkurrence.
En stadigt dyrere entrébillet viser det sig, og med en stadigt mere usikker værdi, eftersom en universitetsuddannelse i USA i stadigt mindre grad er garanti for noget som helst. Den kraftigt øgede efterspørgsel på college-uddannelser, som alligevel hævder at garantere noget, har skærpet konkurrencen, drevet omkostningerne i vejret og skabt en særegen blanding af kommerciel kækhed og pædagogisk ængstelighed i den amerikanske college-verden.
I delstaten Maryland findes nogle af USA’s rigeste kommuner med nogle af USA’s rigeste mennesker. Men selv små skatteforhøjelser er stadig et stærkere tabu end høje uddannelsesudgifter – og enarmede tyveknægte.
Imod sidstnævnte kæmper den lokale avis, den velrenommerede Baltimore Sun, en energisk, men formentlig forgæves kamp: »Lad os ikke bilde os noget ind,« skriver avisen på lederplads. »Dette er et kapløb mod bunden – a race to the bottom.«

I dag enarmede tyveknægte, i morgen døgnåbne kasinoer, i overmorgen...
A race to the bottom var ikke den type konkurrence, som den amerikanske drøm engang indbød til. Ikke konkurrence på baggrund af forværrede vilkår, men på baggrund af forbedrede vilkår. Nu er det i stigende grad de forværrede betingelsers konkurrence, som gælder. Såvel for individer som for delstater.
Wal-Mart er USA’s største private arbejdsgiver med 1,4 mio. ansatte, en årsomsætning på 245 mia. dollar (hele Sveriges BNP i 2002 var til sammenligning på ca. 370 mia. dollar) og 3.000 lavprismarkeder over hele USA. Walmartiseringen af USA er blevet et begreb, der står for konkurrence gennem lavere omkostninger, lavere lønninger og forringede ansættelsesvilkår. Wal-Mart består af gigantiske stormagasiner, som sælger alt fra bildæk og briller til undertøj op kylling – og som oftest til langt lavere priser end andre butikskæder.
I en avisreportage om en faglig strejke ved nogle af de fødevarekæder, som med henvisning til konkurrencen fra Wal-Mart har bebudet 30 procents løntilbagegang og forringede sygeforsikringsvikår for sine ansatte, læser jeg, at selv de, som strejker, handler i Wal-Mart.
Ligesom alle de andre, som ikke har råd til at købe ind andre steder.
Ligesom alle de andre, som ikke længere kan finde job i nogen anden type virksomhed.
En del siger, at dette kun er, som det skal være i Amerika. At Wal-Mart blot er en ny tids begyndelse på den amerikanske drøm for mennesker, som må begynde helt fra begyndelsen.
Andre siger derimod, at Wal-Mart er afslutningen på den amerikanske drøm, eftersom Wal-Mart ikke tilbyder nogen fortsættelse. At Wal-Mart er blevet symbolet på et Amerika, hvor det ikke længere er muligt som lønarbejder at arbejde sig op fra bunden til succes – eller bare til en grundlæggende social og økonomisk tryghed.
Ingen andre steder har jeg set den amerikanske drøms tegn på fremgang og forarmelse så tydeligt udstillet som i det centrale Baltimore, hvor fremgangens kvarterer bogstaveligt talt ligger side om side med forarmelsens. Ofte skilles de blot af en enkelt gade, som skærer gennem kvarterer på den ene side, hvor døre og vinduer er tilmurede og fortovene fyldt af ukrudt, skrammel og håbløshed, og kvarterer på den anden side, som er nyrenoverede, renskurede og befolket af unge håbefulde på vej opad.
»På den ene side af Eutaw Street ligger paradiset – på den anden side helvede,« siger Seble Dawit, som bor på den rigtige side i Bolton Hill, en af Baltimores nye fremgangs-enklaver, og håber at kunne forblive her, efter at kvarteret har etableret et privat vagtværn til at forstærke de uafbrudt patruljerende politibiler i håbløshedens kvarter lige rundt om hjørnet.
Baltimore er en gammel indvandrer- og industriby, som har ekspanderet bydel for bydel, og befolkes af folkegruppe efter folkegruppe – afroamerikanere, irlændere, polakker, italienere, jøder – i takt med at nye veje til fremgang blev skabt af Baltimores strategiske rolle som storhavn og jernbaneknudepunkt, hvilket igen skabte grundlaget for en omfattende industrialisering og en voksende industriarbejderklasse.

I dag ligger store dele af Baltimores stålindustrier, bilindustrier, værftsindustrier og havneindustrier hen som rustende fortidslevninger omkring de en gang så blomstrende arbejderbydele Dundalk og Sparrow Point ved randen af Chesapeake Bay og søvejen til verden. For nogle år siden gik stålgiganten Betlehem Steel Corp konkurs, og firmaet, som overtog fallitboet – International Steel Group, har ikke uventet udbudt færre job til lavere lønninger og på ringere betingelser. Præcis som de fleste andre af de nye virksomheder, som har etableret sig på ruinerne af de gamle.
I et nedslidt indkøbscenter langs Dundalk Avenue findes nu stort set kun lavprisbutikker som Box’n Save og pantelånere – Fast Cash Pawn. Almost anything of value. Open 7 days a week. Nogle kilometer derfra langs samme engang så flotte avenue står en stor bygning med et stort amerikansk flag og teksten »United Steel Workers of America« indgraveret. På den store parkeringsplads foran er der næsten tomt.
Er det kun den kreative destruktion, som endnu engang har gjort sit? Er lokalsamfund som Dundalk og Sparrows Point blot udlevede, nødvendige ofre i den amerikanske økonomis rastløse produktion af nye opportunities for stadigt nytilkommende mennesker med to tomme hænder?
I så fald må man spørge, hvad det betyder, at de nye opportunities, som i dag tilbydes disse mennesker, generelt forekommer at blive værre og mere usikre og indgangsporten til middelklassen dermed smallere.
I Baltimore ligger Den Tredje Verden efterhånden rundt om hjørnet. Gjorde den også det tidligere?
Jeg har altid forbundet amerikanere med håb og energi. Også når det ser ud til at gå ad helvede til for dem rent individuelt, er amerikanere i reglen forhåbningsfulde og i hvert fald sjældent opgivende. Men nu er jeg begyndt at spørge mig selv, om ikke der nu er fare for, at der kan opstå en situation, hvor håb og gåpåmod ikke længere er nok, og hvor den individuelle håbløshed slår om i individuel opgivenhed – eller i social vrede.
»Nej, der kommer ikke til at ske,« siger strategieksperten og samfundsdebattøren Edward Luttwak, som for nogle år siden skrev en provokerende bog om den globale turbokapitalisme og dens sociale konsekvenser, og med hvem jeg deler en sen aften-sushi i Washington DC, imens vi diskuterer de aktuelle strejker med walmartiseringen af levnesmiddelhandlen.
»De, som strejker, vil ende med at gå hjem til sig selv, synke ydmygelsen, klare sig for færre penge og uden sygeforsikring, uden børnepasning og med håbet om, at en bedre opportunity snart vil åbenbare sig for dem eller for deres børn. For dette her samfund er nu engang ikke indrettet til mislykkede tilværelser.«
Jeg tager endnu en bid af den udsøgte sushi på den eksklusive restaurant på Wisconsin Avenue, der er omgivet af fremgangens købestærke mænd og kvinder, og tænker over implikationerne af Luttwarks påstand.
»Egentlig burde vi deportere dem, som det ikke er lykkedes for efter tre generationer,« tilføjer han sarkastisk.
Nej, Amerika er ikke indrettet for de mislykkede. Amerika er skabt for de fremgangsrige.
Derfor er spørgsmålet om den amerikanske drøms tilstand så vigtigt.

*Dette er den tredje og sidste af tre features af forfatteren og journalisten Göran Rosenberg.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her