Læsetid: 6 min.

Harrys metoder ikke skudsikre

Politiet har to pistoler – en der er registret og en, der er irregulær. Nu bortforklares de mange dræbte...delvis
10. januar 2004

Asien III
I forrige artikel var jeg inde på den thailandske regerings Dirty Harry-aktion mod narkokriminalitet – på mindre end et år har man ifølge premierminister Thaksin været i stand til at rense samfundet for narko, så problemet nu er til at styre og den menige thailænder ikke længere føler, at det vil berøre hans dagligdag. Mange skoler og virksomheder er blevet erklæret narkofri. Selv oppositionen og menneskerettighedsgrupper var lammet, den obligate kritik var diffus. Kun én dag senere er man i stand til at pege på de skavanker, som Dirty Harrys metoder medfører.
Mange synes inderst inde at længes efter dem – fra embedsmanden til hotelejeren og avisen. Lige indtil de er blevet sat i værk – så er alle troløse og på vej væk med forbehold og bortforklaringer.
Fra regeringen forlyder det, at resultatet af kampagnen – incl. de to et halvt tusind døde i kamp – skal ses som noget man har opnået ved en »synergi mellem mennesker, der er forenet i kampen for at løse narkoproblemet«. Politiet tilføjer, at en del af de døde er dræbt af andre kriminelle, som ville forhindre dem i at sladre til myndighederne. Disse to udtalelser kommer dagen efter, at regeringen har mødt international kritik pga. dens drakoniske metoder. Man kan allerede ane forberedelserne til at relativisere dødstallet – kriminelle dræber nu engang kriminelle.

Ofre for heksejagt
Menneskerettighedsgrupper er med til at differentiere beskrivelsen af misèren og berøre det grundlæggende problematiske i metoderne. Først og fremmest har en sådan kampagne, som en hvilken som helst europæisk regering ikke ville overleve bare én enkelt dag, været med til at skade retssystemet. Man peger på, at lister med mistænkte narkokriminelle er blevet udfærdiget i al hast på såkaldt græsrodsniveau – lokalpolitisk. Allerede her er der fare for, at mange har været ofre for heksejagt, fordi man af en eller anden grund har haft et horn i siden på de uskyldige. Man formoder, at jaloux naboer har angivet andre, fordi de har klaret sig godt og været økonomisk velstillede. Og politiet er gået rask frem og har taget mistanker for gode varer. Af de 2.500 døde kan man kun finde redegørelser for de 800 – resten står hen i det uvisse.
Jeg forelægger disse alarmerende facts for min hotelvært Monsieur Guy. Han er allerede her til morgen i gang med sit kvantum af Gauloises og parat til at foreslå en mulig forklaring på de mange døde, der nu muligvis er på vej til at forsvinde i bortforklaringer. Monsieur Guy vil vide, at det er en kendt sag, at politiet i sådanne operationer bærer to pistoler – én som er registreret som tjenestepistol og en anden, som er irregulær. Den sidstnævnte bruger man, når situationen er uklar, eller der er tale om forhold, som måske ikke senere skal for dagens lys. For den døde kan det naturligvis være ganske underordnet, men for politiet er denne praksis nødvendig, når man bevæger sig i et svampet område mellem lov og orden og politik – og af og til korruption. Når der skydes med ikke-registrerede våben kan der for en sikkerheds skyld ikke gøres rede for noget som helst. Monsieur Guy foreslår dette som mulig forklaring på differencen – ud over dem, som skal være dræbt af andre kriminelle. Dette finder han naturligvis dybt beskæmmende, det skal jeg vide, men det er ikke
desto mindre realiteterne.

For brutalt
Jeg mærker kimene til en troløshed overfor Harrys metoder fra Monsieur Guy, en vis ærgrelse over, at et godt formål er spoleret af brådne kar. Men dødsstraffen står ikke til diskussion. Blot synes Monsieur Guy, at den bliver eksekveret alt for brutalt – den dømte får bind for øjnene og føres til en henrettelsespeloton. Han mener, det tangerer tortur, som han på det bestemteste er imod. I stedet plæderer han for en diskret død, sådan som praksis er i visse amerikanske stater. En indsprøjning, og efter koma en dødssprøjte. Ligesom han ville gøre ved sin hund, hvis den var uhelbredeligt syg.
Med et ganske lille skridt, en kritisk bemærkning om politiets brug af skydevåben, er også den regeringstro Monsieur Guy på vej med et forbehold overfor regeringens metoder. Andre larmer mere. Premierministeren svarer igen med en metafor: »Samfundet er som et legeme, og når det er sygt danner det antistoffer for at kurere sig selv.« Det er svært at fange den helt præcise fortolkning af denne allegori.

Børnekurerer
I Bangkoks slumdistrikt Klong Toey siger lokale ledere, at narkoproblemet ikke er løst, men at forhandlerne blot har fundet nye metoder for at kunne fortsætte deres virksomhed. Man bruger nu børn under 10 år som kurerere, og man sørger for at de kun bringer små forsendelser – alt sammen for at hindre, at forretningerne bliver forstyrret. Og så har syndikaterne spredt deres handelscentre til andre dele af Bangkok. Hvad skal politiet gøre? Man kan ikke arrestere alle børn i slummen.
Og i øvrigt har lederne i slumkvarteret ikke den største tillid til politiet. I over et år har man ikke samarbejdet med den lokale politistation, siden man erfarede, at der aldrig blev reageret på henvendelser. Ingen blev arresteret eller undersøgt af de angivne. I stedet har man eksempler på, at politiet har givet narkohandlere et praj om, hvem der har angivet dem. Klart nok ikke nogen tillidsskabende foranstaltning.
Hele miséren med denne aktion viser problemet med Harrys metoder. Mange er tilhænger af dem – indtil de bliver ført ud i livet. Situationen er for alvorlig til nogen form for facil ironi. Det er virkelige mennesker, der dør i en zone, hvor den bureaukratiske retsstat er sat ud af kraft og sladder og simpel korruption florerer under dække af politisk handlekraft. Føljetonen fortsætter naturligvis – med nye bortforklaringer. Man må have de døde til at forsvinde.

Social apartheid
Imens kan man drømme. Det gør man i regeringen, hvor man for at lette presset mod det overbefolkede Bangkok forestiller sig at bygge fem områder, hvor forurenende virksomheder og fattige mennesker ikke får adgang. Man forestiller sig, at en minimumsindtægt på 35.000 baht (cirka 6.000 d.kr.) pr. måned skal stilles som betingelse for at slå sig ned – en høj indtægt i dette land.
Dagbladet Khao Sod brokker sig over denne form for social apartheid. Regeringen tror naivt, at hvis den bare smider de fattige ud af drømmebyerne, vil de ikke længere eksistere. Man har en officiel plan om at udrydde fattigdom i landet indenfor de næste seks år – men avisen betvivler regeringens forståelse for dette problem, hvis den tror elendigheden forsvinder, når man bare forviser de fattige til distrikter udenfor byerne. Alternativt kunne kan bekæmpe fattigdom ved at sørge for en statslig initieret mere retfærdig fordeling af indkomster.
Det er et forslag, der ikke er så sexet som Harrys metoder, og som forstyrrer drømmene om at skabe rene byer, der kan give illusionen om, at de fattige ikke længere eksisterer. Og så skal man oven i købet betale for forslaget.
Fader Joe Maier er katolsk præst fra USA og har levet i slummen Klong Toey siden 1972, hvor han driver et socialt hjælpearbejde. Han beretter om en mærkelig civilisation dér på kanten af verden, af samfundet, helt uden romantisering.
Her findes alle slags problemer; personlige, sociale, helbredsmæssige. Opløste familier, hjemløse børn, narko. Hele triviaen for os, der lever udenfor. Et sted, hvor alt er tilladt, pædofili og dopehandel, et lovløst område, hvor den, der betaler politiet mest, får loven på sin side. Men måske drømmer de også i Klong Toey?

*Dette er den tredje artikel i serien Politisk kultur i Asien, hvor forfatteren Jens-Martin Eriksen skriver fra Sydøstasien. De første blev bragt 6. og 7. jan. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her