Læsetid: 3 min.

Hvem er bange?

Chokket udebliver i Gladsaxe Teaters ’Hvem er bange for Virginia Woolf’
20. januar 2004

Teater
Nederdrægtighedens teater: Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? er stadig en af de ondeste teatertekster i repertoiret i sin nådesløse analyse af et halvgammelt amerikansk akademikerægtepars kuldsejlede samliv og afsløringen af tomheden hos det unge par, der kommer til »en aften med spøg og skæmt«, hvor sprutten og giftighederne flyder frit.
Albees beske dissektion af the American way of life, balancerende mellem den groteske begsorte humor og den bevægende, menneskelige tragedie, er og bliver sindssygt velskrevet. Den totale krig mellem to højtbegavede mennesker, den nedslidte universitetslektor George og hans kone, rektordatteren Martha med de forspildte muligheder, får stadig publikum til at le forskrækket eller gispe over grusomhederne. En krig ført med knivskarpe tunger og svirpende sprogligt vid. Men næppe så chokerende i omgangen med tabuerne, som ved den opsigtsvækkende urpremiere i 1962.
Der er løbet megen Bourbon on the rocks i stranden siden da. Tiden har gnavet sig ind på denne nyklassiker, og berøver den noget af sin virkning. Hvem er bange? Ikke ret mange.

Sprogforbistring
Virker Georges og Marthas ægteskabelige klaustrofobi ikke endnu mere beklumret i dag, hvor forargelse (impotens, alkohol, lege »kneppe konen«) og overraskelser udebliver, men hvor forfatter Albees konstruktioner til gengæld bliver så meget tydeligere? Som Claus Beck-Nielsen så rigtigt skriver i sin programartikel med overskriften »Ondskabens kunst«, så er det netop de verbale grusomheder, der er står tilbage – og som har sikret tekstens overlevelse som led i kæden mellem djævelskaberne Strindberg og Norén.
Selve begivenhedsforløbet forbliver en (meget) lang nats rejse måske mod en ny begyndelse, en endeløs cocktailtime af gramserier og raslende drinks, også på Gladsaxe Teater, hvor den amerikanske instruktør Gregory Mosher vælger at formilde udgangen med et glimt af håb og forsoning midt i håbløsheden – uden at kunne fjerne fornemmelsen af det patetisk postulerede.
Virkningen udebliver ikke, men reduceres. På grund af tidens gang. Men også fordi Gregory Mosher, sine utvivlsomme kvaliteter ufortalt, ikke har været i stand til at tilføre skuespillerne den afgørende virtuositet, der skal til, for at overbevise om Georges og Marthas åndelige herredømme – to store begavelser uden andet end destruktivitet at bruge den til.
Selv siger han i programmets forord, at det ikke er afgørende, at man som instruktør forstår det sprog, skuespillerne taler. Det hele handler om intentionerne, der ligger neden under. Men lige akkurat med hensyn til denne forestilling, der fordrer uhørt sprogekvilibristisk opvisning af ydmygelser, vil jeg tillade mig at hævde, at han til dels tager fejl.

Mellemvægt
Det er absolut ingen dårlig forestilling. Jacob Cedergreen og Line Kruse er for eksempel perfekt placeret ved ringsiden som mellemvægteren og lykkeridderen Nick og hans infantile kone Honey, den ny tids andenrangsmennesker, der bliver ufrivilligt publikum til det ældre pars kamp på liv og død. Han er i starten ulasteligt pressefoldet servilitet, senere kynisk opportunist – begge dele med lige stor musikalitet. Hun kan bruge sin lidt leddeløse lillepigethed til at tegne et uhyggeligt umælende dukkebarn på grænsen til det debile.
Og så er der hovedparret, med hvem det hele står og falder: Søs Egelind spiller sig ud over første akts lystspilbrillans, men forsvarer også den grovkæftede, provokerende Martha i en sådan grad, at sentimentaliteten truer. Inden for forestillingens begrænsninger er hun en rigtig fin Martha, der sagtens kan få publikum til at huje af grin og til at holde helt kæft. Men en bævende underlæbe og lurende tårer er med til at afmontere den sproglige ondskab, som er stykkets eksistensberettigelse. Hun har godt tag i drillerierne. Men forbliver de dødelige hug netop ikke svirp med floretten?
På samme måde er Flemming Enevold som den desillusionerede sataniske domptør George ikke ude over det krævende repliksigeri i afgørende passager og dermed punkteres den afgørende overbevisning om mandens åndsoverlegenhed. Enevold og Egelind er dygtige. Men der savnes ganske enkelt monumentalitet i nederdrægtighederne.

*Hvem er bange for Virginia Woolf? Skuespil af Edward Albee. Oversættelse: Viggo Kjær Petersen. Iscenesættelse: Gregory Mosher. Scenografi: Peter Grant. Gladsaxe Teater. Til 14. mar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her