Læsetid: 4 min.

Ingen fare i den Grønne Zone

Et kig ind bag murene i koalitionens helt egen isolerede verden, lige midt i Bagdad
6. januar 2004

Når solen går ned over Bagdad hører man, der kaldes til bøn fra byens minareter. En ung amerikansk soldat står vagt ved et kontrolsted. Han tager en megafon op til munden og efterligner lyden.
Soldaten ser ikke ud til at mene noget ondt. Hans lille forestilling skal virke underholdende. Han har helt klart ingen ide om, hvor anstødelig hans handling er for de millioner af muslimer, der bor på den anden side af pigtrådshegnet, betonklodserne og sandsækkene, der adskiller ham fra dem. En anden soldat, tydeligvis en overordnet, beder ham om at ’holde kæft’ – ikke for første gang, udbryder den glade nar med megafonen.
Vi er på vej ind i Grøn Zone, en fæstningsby på omkring fem kvadratkilometer i hjertet af Bagdad, hvor adskillige tusind diplomater, embedsmænd, konsulenter, spioner, soldater og entreprenører bor. Komikeren-i-khaki har vagttjeneste.
For den almindelige iraker er dette et andet univers, et sted der er så fjernt fra deres egen virkelighed – fra de skræmmende husundersøgelser af pludseligt opdukkede soldater og de trættende strømafbrydelser – som Michael Jacksons Neverland.
For dem har det altid været en hel anden verden, eller en del af det var i hvert fald. Området omfatter Saddam Husseins præsidentpalads, det overdådige kompleks, hvis marmorbeklædte rum nu er besat af Iraks nye herskere, den provisoriske koalitionsmyndighed. Eksdiktatorens forføriske søn, Uday, havde et palads her, en solidt armeret legeplads. Området var utilgængeligt dengang; det er det i endnu højere grad nu.
I byen der omkranser området, er gaderne proppet med trafik, ikke mindst fordi Zonen er blevet udvidet og nu afskærer flere vigtige gennemfartsveje. Lange rækker af biler holder i kø for at få benzin, hvilket i dette olierige land stadig er frustrerende svært at få fat i. Men Zonens veje er brede og tomme, lige bortset fra en tilfældig patruljevogn, en Humvee eller joggere – fremmede der får deres motion det eneste sted i Bagdad hvor man kan gøre det i sikkerhed.
I de nervøse gader udenfor står trafikskilte, rejst af det amerikanske militær, med advarsler til bilister mod at parkere, med ordene »Overtrædelse vil blive mødt med dødbringende magt«. Indenfor informeres noget mere afslappet om hastighedsbegrænsningen på 35 miles i timen.

Sikkert tilflugtssted
Stedet blev oprettet som et sikkert tilflugtssted, hvor besættelsesmyndighederne og de, der hjælper dem med genopbygningen af Irak, kan bo og arbejde med mindre risiko for at blive angrebet end i resten af Bagdad.
Godt nok lander raketter og morterer somme tider på området, hvilket Jack Straw, den britiske udenrigsminister, fandt ud af under sit nylige besøg. Men det er intet sammenlignet med selvmordsbomben mod FN eller raketangrebene på Hotel al-Rasheed, mens USA’s viceforsvarsminister Paul Wolfowitz boede der, eller missilerne affyret fra primitive æseltrukne kærrer mod Hotel Palestine og Sheraton i sidste måned.
Da besættelsen startede, var nogle britiske embedsmænd utilfredse med, at det amerikanske militær insisterede på, at ’koalitionens’ embedsmænd skulle gemme sig i ugevis efter Bagdads fald og kun vove sig ud i følge med en tungt bevæbnet sikkerhedsstyrke.
Gentagne guerillaangreb har lagt en dæmper på diskussionen. Men udenlandske journalister, der rejser rundt i landet hver dag og bor i huse og hoteller udenfor, fortsætter deres kritik af, hvad man også kalder ’Green Zone-syndromet’ – den tillukkede tankegang hos de indelukkede embedsmænd.

Hjerte og sympati
Det er ikke så mærkeligt, når man tænker på den helt specielle behandling korrespondenter modtager, når de kommer ind i Zonens mødecenter, hjemsted for Koalitionens Presseinformations Center (CPIC), og centrum for mange af det amerikanske militærs pressekonferencer. Journalister, der for nylig mødte den amerikanske øverstkommanderende i Irak, general Ricardo Sanchez blev kropsvisiteret fire gange og råbt efter af soldaterne. Gode manerer er ikke noget man lægger vægt på i Zonen, for slet ikke at tale om at vinde folks hjerter og sympati.
Pressefolk, der første gang kommer til CPIC – de elsker forkortelser i Zonen, får stukket en seddel i hånden: »NEJ betyder NEJ!« står der. »Når vi har sagt NEJ for anden gang til det samme spørgsmål vil samtalen være at betragte som afsluttet.« For de, der bor derinde, er det endnu vanskeligere at komme ud, end for folk udefra at komme ind. De skal udfylde en formular, der forklarer, hvor de har tænkt sig at tage hen og hvorfor – selv om det blot er i Bagdad. Hvis man ønsker en bevæbnet vagt, skal den bestilles i forvejen.
Britiske embedsmænd insisterer på at tage ud i landet regelmæssigt. Men mange bliver i Zonen i ugevis. Selv om livet ikke nødvendigvis er luksuriøst, er der visse hjemlige behageligheder. Til de britiske embedsmænd og de soldater, der beskytter dem, findes de britiske styrkers tv-station – med EastEnders, Casualty og Premier League-fodbold. Om aftenen afholder de bordtennisturneringer og spiller forskellige spil. I modsætning til deres amerikanske kolleger må de britiske soldater godt drikke alkolhol, den – officielle – grænse er dog to pints.
De kan også gå på The Green Zone Restaurant and Coffee Shop, der serverer glimrende grillet irakisk kylling, selv om besøget sker med risiko for at blive plaget af små drenge der prøver at sælge luftpistoler og frække dvd’er.
Som på andre militærbaser i Irak, har amerikanerne genskabt den verden de kom fra. Deres cafeteriaer serverer burgere med barbequesauce, peanut butter og gelé, selv hummer – alt er importeret, ikke mindst som sikkerhed imod forgiftning. Hvad angår de mange fjernsyn, viser de enten amerikansk fodbold eller den neokonservative, krigsgale Fox News.
Dette er den foretrukne kanal for det samlede amerikanske militær, som den er det for den provisoriske koalitionsmyndigheds republikansk-udpegede civile pressekorps – der, siger kilder, anser BBC for at være anti-amerikansk og derfor ofte nægter at tale til de ansatte der.
Om alt dette kommer som en overraskelse? Næh, egentlig ikke. Når det kommer til stykket, hvad kunne man så forvente sig af et sted, der er så fjernt fra sine irakiske omgivelser, som det er fra månen?

© The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu