Læsetid: 3 min.

Irak-salg op i Folketinget

Regeringen undersøger Danmarks eksport af krigsmateriel til Saddam Husseins Irak
14. januar 2004

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har sat regeringens embedsmænd til at undersøge omfanget af Danmarks bidrag til opbygningen af Saddam Husseins militærmaskine.
Det sker efter, at Information i går kunne berette, at danske firmaer bla. har forsynet Saddam Hussein med tre krigsskibe, et støberianlæg som blev anvendt til granatproduktion samt to frysetørringsanlæg, som Irak brugte til biologisk våbenproduktion.
Det er imidlertid langt fra sikkert, at de relevante eksporttilladelser fra 1980’erne stadig eksisterer i de offentlige arkiver.
Undersøgelse i gang
Statsministerens ønske om en undersøgelse gav tirsdag travlhed i flere ministerier.
Statens Våbenkontrol under Justitsministeriet kontrollerer den danske eksport af våben og militærmatriel, mens Erhvervs- og Boligstyrelsen kontrollerer eksporten af produkter, der kan anvendes både civilt og militært.
»Vi er nu ved at gennemgå alle de eksporttilladelser, vi har givet til Irak før 1994, for at se, hvad det præcis er, vi har givet tilladelse til. Men det er slet ikke sikkert, at det er noget, vi har haft med at gøre. Hvis der har været tale om produkter, som også kan anvendes civilt, er det ikke vores bord,« siger formand for Statens Våbenkontrol, Michael Højer Larsen og henviser til Erhvervs- og Boligstyrelsen.
Her siger kontorchef Bjarne Bitsch, at det er et spørgsmål, om styrelsen overhovedet har opbevaret materiale fra den tid.
»Normalt destrueres de givne eksporttilladelser efter fem år, for så er de ikke længere relevante. Der kan også meget vel være tale om prudukter, som sletikek har krævet nogen eksporttilladelse,« siger han.
Bitsch understreger i øvrigt, at den politiske virkelighed i øvrigt var helt anderledes i 80’erne, og at »der ikke dengang var noget som helst odiøst i at eksportere dual use produkter til Irak.«

Fokus på MØV
Bjarne Bitsch oplyser, at det ikke er afgørende for Erhvervs- og Boligstyrelsen, om der er tale om eksport af dual use produkter til krigsførende lande. Det, styrelsen i dag forsøger, er at forhindre eksport af produkter, der kan anvendes til produktion af masseødelæggelsesvåben.
»Hvis et dansk firma i dag forsøgte at eksportere frysetørringsanlæg til et lands civile atomindustri, som det tilsyneladende var tilfældet i til Irak i 80’erne, ville alle advarselslamper blinke. Frysetørringsanlæg kan jo anvendes til f.eks. opbevaring af biologiske og kemiske kampstoffer,« siger han og tvivler meget på, at en sådan eksport ville blive tilladt i dag.
Socialistisk Folkepartis udenrigsordfører Villy Søvndal har i øvrigt bedt udenrigsminister Per Stig Møller (K) kommentere Informations oplysninger om Danmarks bidrag til opbygningen af Saddam Husseins militær.
Hverken den tidligere socialdemokratiske forsvarsminister Kjeld Olesen eller tidligere forsvarsminister Hans Engell (K) har nogen som helst erindring om, at Danmark solgte krigsmateriel til Irak.
Udenrigsministeriet bekræfter dog, at det er korrekt at Danmark lånte Saddam Hussein et beløb på 30.8 millioner dollars, men er ikke i stand til at redegøre for, hvornår og til hvilket formål, lånet blev bevilliget.

Afviser militær eksport
Blandt de danske firmaer, som i 80’erne leverede materiel til Irak, som kunne anvendes til militære formål, er Dansk Industri Syndikat, DISA, i Herlev.
Efter en dags betænkningtid meddelte direktør Jan Johansen i går til Ritzaus Bureau, at DISA leverede to støbemakiner til en fabrik i Irak.
»De pågældende støbemaskiner skulle bruges til at fremstille udstyr, der bruges i cementindustrien til at knuse råmaterialer,« siger han og anslår maskinernes værdi til 25-30 millioner kroner.
I praksis kan DISAs støberimaskiner anvendes til at støbe alt fra paraplystativer til granathylstre. I Iraks tilfælde blev det granathylstre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her