Jacksons forskellige dimensioner

Ikoner
»You are not alone«, stod der på en T-shirt i mængden af fans foran retsbygningen i Santa Monica, fredag, til første dags retsmøde i sagen mod Michael Jackson for utugtig omgang med en mindreårig dreng. På en anden stod der »Leave him alone«.
Bag solbriller og paraply trængte massen alligevel ind på stjernen denne solskinsdag – så massivt, at han kom 20 minutter for sent.
»You are not Alone« er titlen på et af Jacksons hits, inkluderet på hans seneste opsamling fra slutningen af 2003, der resummerer den 45-årige popkonges tre seneste årtiers musikalske aktivitet. En anden titel, »One more Chance«, er også blevet tilføjet. Under udarbejdelsen af de to titler stod en anden kendt musiker ham bi; begge er skrevet og komponeret af den sorte musiker R. Kelly.
»I Believe I Can Open Up My Fly« er en let omskrevet titel på Kellys kendeste hit i eget navn. Og den ordrette titel på en kronik to dage før retsmødet i the Village Voice, et kritisk ugemagasin for newyorkere og homoseksuelle – positioneret på den modsatte amerikanske kyst.
Her forsøger Richard Goldstein at besvare et spørgsmål, som han sætter på spidsen: hvorfor Michael Jackson er fordømt og R. Kelly er ’mandén’, »the Man«.

The Man
I næste måned kommer turen til R. Kelly, der, da han i sine 20’ere for 10 år siden giftede sig med nu afdøde og dengang 15-årige Aaliyah (og skrev hendes første hit »Age Ain’t But a Number«), et giftemål der dog hurtigt måtte annulleres. Efter at en 26 minutter lang video, der angiveligt viser Kelly i lag med flere forskellige kvinder, herunder en 14-årig pige, havde cirkuleret på nettet under titlen R. Kelly Triple-X, endte den i hænderne på FBI, der erklærede den ’autentisk’.
Kelly har ligesom Jackson tidligere haft lignende sager på halsen. Denne gang er der 21 anklagepunkter mod ham; de fleste for besiddelse af børnepornografiske fotografier.
Goldstein har studeret hitlisterne og bemærker, at Jacksons salgstal i nogen tid er stagneret. Med albummet Chocolate Fabric strøg Kelly imidlertid ind øverst på amerikanske og britiske hitlister i maj sidste år. Måneden forinden havde han sunget en sin hyldest »A Soldier’s heart« til de amerikanske soldater via satellit:
»Det gamle udsagn ’musik kan berolige det vilde dyr’ er sandt på mange måder’.« Overskuddet går til soldaternes familier; Kellys måde »at sige tak til alle, der beskytter os og giver os mulighed for at sove trygt om natten og sende vores børn i skole om morgenen.«

Fra ’groupie’ til mindreårig
I Kellys bagkatalog finder man også et væld af sange, der fokuserer på andre, orgastiske og orgiastiske, sider af tilværelsen. F.eks. sangen, der ikke udtales som den staves, Pu**ssy, og indledes med linjerne: »Pussy! Is a whole different aspect of life,« hvor ’quick’ rimer på ’dick’, ’smacked på ’back’.
Kelly lever op til myten om den potente musikstjerne. Myten kan udpensles ved reference til rockstjerners tiltrækningskraft på ’groupies’, der har fascineret siden termen ’groupie’ blev populariseret i 60’erne.
I 60’erne og 70’erne blev flere ’groupies’ selv kunstnere, f.eks. The Plasters Casters, der lavede afstøbninger af stjernernes kønslem, hvoraf Jimi Hendrix’ figurerer som den største i samlingen. Frank Zappa, der også havde ’groupies’, tematiserede dem ofte i lange ’spoken word’-passager i skiftende stemmeleje: »What kind of girl do you think we are? / Don’t call us groupies.«
Passager om unge piger på hotelværelser finder man hos Zappa og genfinder hos Kelly, men scenariet har måske en anden mindre konflikløs underholdningsværdi idag.

Disset eller fordømt
Goldstein opridser holdningerne: hvor Jackson er endt i hver en tabloidavis’ gabestok fra New York til Neverland, hans residens, er Kelly blevet »disset (bl.a. af rapperen Nas, red.), ikke hånet eller latterliggjort«. Kelly er stadig med i spillet.
Goldstein anfører, hvor potent det er at vække en ung tøs:
»Kombineret med den racistiske fantasi, at sorte mænd er lastrum for ustyrlig lyst, er sex med piger en ’player’s’ ultimative udmærkelse. Men Jacko er aldrig blevet kvalificeret som Cassanova. Han har forbrudt sig mod både reglerne for race- og kønsidentitet ved at forvandle sig til en ’alabast-androgyn’. I en tid, hvor banalitet ligner subversion, er Jacko vores Oscar Wilde.«
Som ireren Wilde noterede sig: »Jeg vækkede mit århundredes forestillingskraft så den skabte myte og legende omkring mig.« Myten kulminerer med hans indespærring dømt for overgreb på mindreårige.
Parallelen er spektakulær og har selvfølgelig også fundet vej til tabloidaviserne.
I november henviste Stanley
Crouch – bl.a. forfatter til The All-American Skin Game – også til Wilde som forklaringsmodel i New York Daily News. Denne gang dandyens værk: »Jackson synes nu at være blevet det tre-dimensionale billede af
Oscar Wildes Dorian Gray, manden, der så evigung ud, men gemte på et billede, der viste hans lag af laster og sygdom.« Jackson bærer det skjulte fæle fjæs: »Hans plastikkirurgi og hans sære fornægtelse af at vokse op, rimer med vores kulturs dødslejre af plastikkirurgi.« Han er kongen af pop – og pædofili: »Pædofili er musikindustriens essens, hvor børn udnyttes på enhver tænkelig måde.«
Eneste udvej for Jackson er ifølge Goldstein »at begynde at lege med 14-årige piger.« Crouch mener imidlertid ikke, at Jackson stadig er en mand: »From any angle, Michael Jackson is no longer the man in the mirror. He is now the mirror itself.«