Læsetid: 6 min.

John var her

Arnold Schönberg-eleven John Cage var en mærkelig mand, der gik ved siden af de musikalske hovedveje. Det gjorde ham berømt og elsket, først og fremmest fordi han bare ville lade musikken være i fred.
3. januar 2004

Mærkelig musik
Først var han meget mærkelig. Ikke i egen selvforståelse, men i andres øjne var han mærkelig, nærmest aparte og i en grad, der bevirkede at folk til at begynde med ikke vidste om han var komponist eller fidusmager. John Cage (1912-1992) var ikke fidusmager, han var amerikansk komponist. Mærkelig med mere. Hans musik og filosofiske digtning har haft overordentlig stor indflydelse på udviklingen af den moderne musik siden 1940’rne. Cages kunst har formuleret nye spørgsmål til det at lave kunst overhovedet, og hans tanker og ideer er virksomme i flere kunstområder: billedkunst, musik, poesi, performing art, æstetik og filosofi. At kalde ham for én af vor tids mest indflydelsesrige kunstnere er en underdrivelse, måske var han simpelthen den mest indflydelsesrige i det 20. århundrede.
De fleste kunstinteresserede kender Cage og det, han står for, men det er ikke en komponist, man sætter på grammofonen eller cd-afspilleren efter en hård dag på kontoret. Det er lidt ligesom med Niels Viggo Bentzon og Arnold Schönberg: Mange kender dem som personligheder, færre har rent faktisk hørt bare en lille del af deres produktion.
Selve arbejdet med musikken var altid vigtigere for Cage end resultatet. Udtrykt i en berømt sætning af ham selv: »Jeg er ikke interesseret i resultatet af mit arbejde, jeg er interesseret i at være i live.« Tilsvarende kan man sige, at Cages musik er ikke-målrettet, det er musik, som bare er, den har nok i at være, og vil ikke, som normalt i den vestlige tradition, udvikle sig til noget andet.
Det kan man høre på Cages String Quartet in Four Parts (1949-50). Musikken cirkler om nogle bestemte figurer, en stille vegeteren i en musikalsk form med få noder og med plads til stilheden. De fire satsbetegnelser Quietly Flowing Along; Slowly Rocking; Nearly Stationary; Quodlibet siger noget om den overordnede ambition om ikke at ’skubbe’ for meget til musikken. Den har en næsten sakral enkelhed eller ophøjethed, der gør den sammenlignelig med musik af den estiske komponist Arvo Pärt. I den sidste halvdel af 1940rne blev det spirituelle i Cages musik da også et stadigt mere vigtigt anliggende, samtidig med at hans stil blev mere og mere enkel og stilren. Cage sagde i 1948 at: »It it is quite hopeless to think and act impressively in public terms,« videre at »beauty yet remains in intimate situations.«
String Quartet in Four Parts hører til i denne periode i Cages skabende virke, der var præget af en søgen mod et nyt udtryk. Før denne periode i 1940’erne skrev han rytmisk set kompleks slagtøjsmusik og musik for præpareret klaver, og efter perioden med den aktuelle strygekvartet skrev han tilfældighedsmusik. Det med det præparerede klaver var også med til at forstærke indtrykket af en galning: Han satte alle mulige dimser og dippedutter på og mellem strengene og opnåede derved at skabe de forunderligste klange. Klaver-stemmere og -byggere flygtede skrigende bort, for et blankpoleret Steinway efter en præperation er ifølge de musikalske afholdsmænd nogenlunde det samme som at tisse på et maleri af Monet.

Cage og Schönberg
Allerede i strygekvartetten kan man høre, at det er stilheden Cage er ude efter. Han er på sporet af den ikke før hørte musik og forsøger med dæmpet stemmeføring hele tiden at sætte sagen på spidsen (»I don’t hear the music I write. I write in order to hear the music I haven’t yet heard ...«). Cage sætter stilheden i fokus med henblik på at forklare meningen med musikken. Dette udtrykkes i en musik, centreret om tidsaspektet, hvor fraværet af lyd strukturelt set er lige så vigtigt som lydens tilstedeværelse. Denne musikalske formdannelse afspejles i Cages slagtøjsværker fra 1930’erne og 1940’erne, Construction-serien. Og det kan høres i det berømte værk 4’33 fra 1952, hvor stykket er det, der opstår af lyde i rummet i en periode på fire minutter og 33 sekunder.
Tidligt kom Cage i forbindelse med manden, hvis musik og æstetik næsten er forbundet med det modsatte af, hvad Cage stod for: Arnold Schönberg. Som ung blev Cage faktisk elev af Schönberg – et andet af de mange paradokser i Cages skabende virke. Udtrykt sådan med komponistens egne ord:
»Jeg spurgte Schönberg om han ville undervise mig. Schönberg svarede, at jeg sandsynligvis ikke ville have råd til at betale prisen. Jeg sagde til ham, at han helst ikke måtte komme ind på det emne, for jeg havde ikke en krone.«
»Så sagde han. ’Vil du vie dit liv til musikken?’. Til det spørgsmål svarede jeg ja, og Schönberg sagde at så ville han undervise mig gratis. Efter to års undervisning stod det klart for os begge, at jeg ikke havde nogen fornemmelse for harmoni. For Schönberg var harmoni ikke blot noget koloristisk, det var strukturelt formdannende. Derfor sagde jeg til ham, at jeg aldring ville blive i stand til at skrive musik. ’Hvorfor ikke?’, spurgte Schönberg, og fortsatte: ’Du vil møde en væg og du vil ikke være i stand til at gå igennem den!’. ’Så vil jeg bruge resten af mit liv på at banke hovedet mod muren«, svarede jeg.«
Sådan skriver John Cage i An Autobiographical Statement om sit forhold til Schönberg. Cage tog en meningsfuld konsekvens: Dét som bare sker er nødvendigvis rigere, mere kompliceret og fyldt, end dét som er nøje planlagt på forhånd.

Mødet med Cunningham
Trods sin livslange bestræbelse på at holde sit eget ’ego’ på afstand af sin kunst, kunne Cage ikke nægte at hans personlighed var en overordentlig væsentlig del af hans påvirkningskraft, og hans skrifter har en sådan slidstyrke at de nogle gange er mere interessante end selve musikken.
En af Cages bedst kendte opfindelser er det føromtalte præparerede klaver, som er forsynet med forskellige objekter placeret mellem strengene, f.eks. gummistykker, skruer og bolte. Et musikalsk højdepunkt i udviklingen af denne instrumentbehandling høres i Concerto for Prepared Piano fra 1951.
I 1940’erne mødte Cage koreografen Merce Cunningham. Det betød for Cage et langt og intensivt arbejde med dans og musik. Et andet møde med pianisten David Tudor førte til et parløb omkring Cages Music of Changes, tilfældighedsprocedurer i en musik, som ikke har på forhånd fastlagte mønstre.
Cage og Tudor deltog i de legendariske feriekurser i Darmstadt fra begyndelsen af 50’erne. Deres tilstedeværelse her udgjorde en værdig og vægtig modvægt til den centraleuropæiske modernistiske tankegang, som prægede den ny musiks udvikling i Europa på det tidspunkt. Et møde med Zen-mesteren Daisetz T. Suzuki, førte til en glødende interesse for Østens filosofi. Zen blev herefter ansatspunktet for al Cages skaben.
Cages strygekvartet føjer sig smidigt i forhold til de tanker, der er udfoldet i Zenbuddhismen og derefter indoptaget i Cages tænkning. Som følge af denne udvikling blev Cage stadigt mere afvisende over for at fortælle andre, hvad de skulle gøre. Han ville gerne afskære komponistens ’jeg’ fra at tale gennem lydene, han har bedre end nogen anden vist at lyde er interessante i sig selv. Derfor forekom det naturligt at anbefale sine lyttere til ikke at reagere hverken følelsesmæssigt eller intellektuelt på lyde.
Og alligevel tager man sig som lytter i at opleve disse statiske flader, de udynamiske lydspil som gribende, ja undertiden ligefrem bevægende smukke.

*Oplysninger om cd’er og bøger, der omhandler John Cages musik: www.komponisten.at/index

*Dette er den fjerde artikel om ’Det mærkelige’. De foregående blev bragt den 27.-28. dec., den 29. dec. og den 30. dec. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her