Læsetid: 3 min.

Journalistiske bogholdere

En flok døgenigter i pinlig hetz
31. januar 2004

Kommentar
Hvor har det dog været pinagtigt at følge de seneste mange ugers journalistiske bogholdere føre an i en hetz mod den norske journalist og forfatter Åsne Seierstad.
Nidkært har især anmelderen og journalisten Jesper Vind Jensen i Weekendavisen sat sin kedsommelige lup henover hver eneste linje, som Seierstad har skrevet fra Bagdad op til og under Irak-krigen.
I sikker afstand fra virkeligheden har den retskafne Vind Jensen afsløret, at der sommetider er forskel på de detaljer, som Seierstad rapporterede hjem til skandinaviske aviser under selve krigen, og de indtryk, som efterstående er bragt i bogen Hundrede og En Nat. Noget af det værste, synes Vind Jensen åbenbart, er, at Åsne Seierstad har ændret folks navne og titler – i stil med at gøre en lærerstuderende til en kunststuderende eller Mona til Aliya.
Det er, som om Vind Jensen slet ikke forstår hverken forskellen på at skrive daglige reportager under et enormt pres i en krigszone og skrive en bog i ro og mag i verdens fredeligste land – eller forskellen på at skrive fra et undertrykkende diktatur og et demokratisk paradis.
Åsne Seierstad er utvivlsomt en af Europas mest modige og dygtigste krigskorrespondenter – og har i det seneste ti-år leveret reportager fra steder som Tjetjenien, Kosovo, Afghanistan og Irak. Hun har opholdt sig i disse krigshærgede områder i uger og måneder og halve år og leveret klassiske reportager, som har gjort avislæsere, tv-seere og bogkøbere langt klogere. Den indlevelse, hun formår at videregive, burde tjene som et skoleeksempel på, hvordan enhver udenrigsreporter bør arbejde.

Klassisk krigsreportage
Der findes måske et dusin europæiske reportere, som er på hendes niveau – en af dem er britiske Robert Fisk, hvis krigsreportager bringes i Information. Med Jan Stages død mistede Danmark den eneste klassiske krigsreporter, vi længe har haft – nemlig et menneske, der er villig til at sætte sit eget liv på spil for at leve op til sit fags formål om at levere øjenvidneberetninger. Jyllands-Postens fremragende udenrigskorrespondent, Per Nyholm, beviste under 90’ernes Balkan-krige, at han også magter genren. Krigen i Irak viste desværre for den danske journaliststand, at ingen reporter kontinuerligt påtog sig at beskrive virkeligheden fra den irakiske side.
Det er naturligvis helt normalt – og i virkeligheden et etisk og moralsk krav – at den dygtige udlandskorrespondent, som opererer i autoritære regimer, slører sine kilders identitet. Op til og under Irak-krigen kunne ingen jo med sikkerhed vide, hvorlænge Saddam ville kunne straffe de irakere, som lod sig interviewe af den vestlige presse. Derfor burde Seierstad roses for sit arbejde i Irak – men i stedet melder stivstikkerne sig med kritik af, at hun ikke under enhver artikel gjorde opmærksom på, at Ali faktisk ikke hed Ali. Sådan noget pladder.

Revisorkorps
Mon ikke de fleste kan forestille sig, hvor nervepirrende og anstrengende, det er at være krigskorrespondent, når det virkelig brænder på – at være eksempelvis Fisk eller Seierstad, da de amerikanske fly lod bomberne vælte ned over Bagdad? Mon ikke også, at de fleste kan forstå, at der midt i travlheden og nervøsiteten byttes om på et navn på en gade eller et torv?
Jesper Vind Jensen – og med ham en flok norske og danske surmulere – kan åbenbart slet ikke sætte sig ind i denne virkelighed. Som en slags journalistisk revisorkorps undersøger de nu hver en linje af Seierstads produktion, som om krigsreportager kan sættes ind i et af computerens lidenskabsløse regneark. De, der aldrig selv har været ude, hvor det gør ondt, eller som i hvert fald slet ikke har Seierstads talent, kan nu med bogholderens præcision påpege fejl og mangler. Vorherrebevares for en flok døgenigter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu