Læsetid: 5 min.

Det kære familiemedlem

Hjemmet blev grundlagt for 100 år siden af en enlig mor med to børn – med forskellige fædre. Men det sætter familieværdierne i højsædet
8. januar 2004

Fødselsdag
Tænk en gang, Hjemmet fylder 100 år. Hjemmet, som jeg sammen med mellem 150 og 200.000 andre er vokset op med. Vi holdt det derhjemme, og jeg fulgte glubsk med i Ib Henrik Cavlings fortsatte romaner, brevkassen, tegneserier og modetips. Min mormor holdt det også og havde tilmed de tidligere årgange indbundet i stift bind med læderryg og guldsnit. Kæmpebøger, som min bror og jeg måtte ligge på gulvet og læse i for at kunne magte dem. Dem brugte vi mange timer på. Hvad mon der er sket siden?

I gamle dage
I anledning af jubilæet følger en ekstrasektion med, hvor man kan læse udpluk af artikler fra den forgangne tid. Man noterer sig, at det i 1904 var selveste frk. Jensen, der stod for opskrifterne. Frk. K. Jensen står der, hvilket for første gang giver mig anledning til at undersøge hendes fornavn. Hun hed Kristine Marie.
Man noterer sig, at der er snitmønstre »til den svære Dame«. De bliver vist ikke nemme at finde tilsvarende i dag! Man kan være for tyk, ja, direkte fed kan man være, men ’svær’, dét er man i hvert fald ikke.
Man noterer sig at kongestoffet fylder rigtig meget, godt hjulpet af Genforeningen, der naturligvis har været en ekstra stor begivenhed i 1920. Samme år, hvorfra vi også får en lille pige som påklædningsdukke med supermoderne charlestonkjole i garderoben.
Rubrikannoncer reklamerer med »vor enestaaende aromatiske Kaffeerstatning« og forstørrelse af sommerens bedste negativ: »Vi laver 18x24 for Kr. 2,50«. Og så mindes man pludselig om, at vi er før farvefotografiets tid: »Bruntoning 0,50 ekstra,« står der.
Sjovt er det at læse en tegners vision fra 1942 om år 2000. Der er Storebæltsbro og Øresundsbro med delvise tunnelløsninger, og de to hovedpersoner på billedet står med »en transportabel Radiotelefon og Fjernsynsmodtager«. Mange andre detaljer er også ramt plet, hvilket nok fortæller noget om, at teknologien ofte har en lang forhistorie og dimser, der er moderne i dag, kan være forudset af ingeniører årtier i forvejen. Artiklen ved også, at teknologispring ofte skyldes krige. Den noterer glad »de kolossale Fremskridt, der netop under denne Krig er gjort på Flyvningens Omraade.«
På to punkter tager fremtidsvisionen dog fejl: Den regner åbenlyst med ubegrænsede energiressourcer – blandt andet med stratosfæriske fly og raketbane på Storebæltsbroen – og den stoler på fremtiden for funktionalismen i arkitekturen. København er et helvede af gennemsigtige vægge – af et vidundermateriale, fundet i Grønlands undergrund(!)– hugget op i firkantede klodser. Kun Rundetårn har overlevet.

Den enlige mor
I denne uges jubilæumsudgave af det 100 år gamle ugeblad kan man læse historien om Valborg Andersen, Hjemmets første chefredaktør. En fattig pige, der først kom frem i verden på grund af sin smukke sangstemme, men som senere slog sig på skriveriet efter at have fået to børn med to forskellige mænd – den ene Henrik Cavling – og stadig være ugift. En vis Egmont Harald Petersen, selv søn af en enlig, fattig mor, opdagede hende og gjorde hende til chefredaktør af det skrantende Damernes Blad. Valborg Andersen omdøbte det til Hjemmet, der skulle være et blad for hele familien. Det betød i hendes optik masser af gode råd om husførelse, sundhed og økonomi, og som noget helt nyt en brevkasse. Valborg Andersen kendte sine læseres behov og hjalp med råd og desuden viser det sig, med dåd. I al stilfærdighed hjalp hun i årevis 35-40 fattige personer, meddeler artiklen. Der ud over bragte hun naturligvis romaner og noveller og oplysende artikler om menneskelige værdier. »Dyp pennen i hjertet,« lød beskeden til skribenterne.
Valborg Andersen har været en handlekraftig og kontroversiel dame med ben både i næsen og på jorden. Og med et sundt blik for verdens sande tilstand. Hjemmet beskæftiger sig stadig med dem, der har det småt, bringer underpriviligeredes solskinshistorier og madopskrifter på mad, man kan finde ud af at lave og betale. I det hele taget kerer Hjemmet sig om hverdagens problemer.
Man er i hyggeligt og trygt selskab.

K.F.U.K og clairvoiyance
Derimod er det svært at komme udenom ordet emancipation, når man læser om Valborg Andersen, og med den vinkel i baghovedet tegner der sig en historisk udvikling, der ikke just er emanciperet.
I 1945 klager en 16-årig fabrikspige i brevkassen over, at hun aldrig har fri.
Lige så snart hun kommer hjem fra arbejde, mener hendes mor, at hun skal gøre nytte. »Og jeg faar aldrig Lov til at komme ud, selv ikke en Tur, skønt jeg tigger og beder; jeg vil for eksempel gerne i K.F.U.K. som Unglotte eller til Gymnastik,« skriver hun.
Brevkasseredaktør Viviennes svarer: »Jeg maa give Dem Ret i, at Deres Mor er temmelig urimelig i sine Fordringer til Dem, men hun er vel bange for, at De som saa mange andre unge skal komme ind i noget uheldigt, naar De faar Lov til at gaa ud alene.«
Ja, K.F.U.K., gys!
Vivienne medgiver dog, at det et »ganske fornuftige Ting, De gerne vil gaa til,« og slutter også med at beklage, at »det er kedeligt, at saa mange Mødre synes, det er rigtigt at paalægge Døtrene saa meget ekstra Arbejde, som de aldrig ville bede Sønnerne om.«
Her ville Valborg nok uden vanskelighed kunne følge med, men mon hun har forestillet sig, at hendes opfindelse, brevkassen, i dag bestyres af en ’sandsiger’ ved navn John, der synsk kan fortælle spørgerne, hvad der vil ske med deres problem i fremtiden? Uden at blinke opløser han ægteskaber, uddeler nye partnere og boliger, og finder forsvundne smykkers gemmested. I stedet for gode råd.

Alt ved det gamle
Ellers er det meste ved det gamle i forhold til min barndom, hvilket i sig selv er en bedrift. At man kan skrive nøjagtigt det samme hver uge i en menneskealder og stadig få det solgt er for så vidt ganske opsigtsvækkende, men jeg tror det skyldes, at der tales ned i et indre rum, hvor tiden ligeledes står stille. Vi har alle det rum i os, rummet for drømme og for erindringer – kort sagt. Hjemmets hele idé er, at det møblerer det rum.
Har noget ændret sig, er det nostalgien, der har fået en tand. »Det var som om tiden havde stået stille herude hos moster, hvor alt osede af gammeldags hygge,« smægter en novelle om tilbagevenden til en landlig tilværelse.
Flere af tegneserierne er også de samme. Knold og Tot genses med glæde af denne læser. Men jeg savner Bob og Frank fra min mormors Hjemmet. Det var to hvide ungersvende på evigt eventyr i Afrika, og sikkert umådeligt politisk ukorrekte. Det interessante ved serien var imidlertid de fantastiske skjolde, de altid fjerprydede negre var udstyret med: Grinende hajtænder, vildt stirrende øjne og farvede mønstre i zigzag og mæanderbort prydede dem. Min bror og jeg brugte timer på at tegne og konstruere skjolde efter Bob og Frank.
Men snitmønstrenes tid er forbi. Og ikke kun for svære damer.
Derimod er den underkuede Gyldenspjæt med havgassen Rasmine stadig comme il faut. Kønsstereotyperne lever trygt og hyggeligt videre i den enlige mor og selverhvervende foregangskvinde, Valborg Andersens gamle blad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her