Hun kendte smerten

Nekrolog
I den udsøgte kvartet af udprægede Ingmar Bergman-skuespillerinder – Harriet Andersson, Liv Ullmann, Bibi Anderson – var Ingrid Thulin Storesøsteren.
Ikke blot var hun den ældste, hun var også den mest eftertænksomme og modent kvindelige. Det var ikke skygge af lillepige over den stærke kvinde med de markerede, regelmæssige træk og det sjælfulde blik. Blond, behersket og meget svensk – men også med en tøjlet fyrighed, der med kort varsel kunne få en scene til at gløde.
Ingrid Thulin fik via otte film for Bergman en international karriere – med blandede resultater, der rakte helt fra Tinto Brass’ spekulationsfilm Salon Kitty (1976) til Luchino Viscontis stort anlagte familie-freske De lange knives nat (1969) – begge melodramaer med et kulørt nazi-islæt. Man kunne også se hende i Vincente Minnellis dyre og flotte De 4 ryttere (1962) og Alain Resnais’ Krigen er endt (1966).
Af disse vil hendes erotisk avancerede tyske overklassematriark Sophie von Essen hos Visconti nok blive husket længst – som »det mest skræmmende moderdyr siden Mrs. Bates i Hitchcocks ’Psycho’«, som Chr. Braad Thomsen skriver i sin bog Drømmefilm.
Ingrid Thulin, der stammede fra nord-Sverige, filmdebuterede allerede i 1945 i en kommunistisk valgfilm og medvirkede derpå i en 15-16 spillefilm, der ikke trak de store veksler på talentet og især udnyttede hendes fotogene udstråling. Hun var i en film som En skærgårdsnat (1953) en af de letpåklædte heltinder, der skabte den datidige svenske films ry for erotisk dristighed.
Men i perioden 1955-60 arbejdede hun sammen med Ingmar Bergman på Malmø Stadsteater og vakte stor opmærksomhed i Strindberg- og Anouilh-roller. Og da Bergman første gang gav hende en filmrolle i sit mesterværk Ved vejs ende (1957), spærrede man øjnene op. Som den kontrolleret desperate Marianne Borg, der frygter, at Borg-familiens kulde skal smitte af på hende, forenede hun et klassisk smukt ydre med en aura af klogskab og bitter indsigt. Og så kom de på rad, disse intense og smertefulde Bergmanske kvindeportrætter i film som Livets under (1958), Ansigtet (1958), Lys i mørket (1962), Stilheden (1963), Ulvetimen (1968), tv-filmen Riten (1969) og Hvisken og råb (1972).
Man fornemmede et dybt åndsslægtsskab mellem Bergmans kunstneriske intentioner og den nøgne styrke, som Thulin lagde i hans forpinte og ofte neurotiske kvindeskikkelser. Sjælekval blev Thulins specialitet, hvad enten den udfoldede sig helt afskrællet uglamourøst som lærerinden Marta i Lys i mørket eller blev krydret med sensuelle overtoner i rollen som den åndelige af de to lesbiske søstre i Stilheden.
Da Thulin endelig selv gik om bag kameraet og – sammen med Erland Josephson – skabte sin egen film, En och en (1978), blev den da også så super-Bergmansk i sin borende masochisme, at det næsten kunne være for meget.
I 1984 spillede hun sin sidste Bergman-rolle som Rakel Egerman i tv-filmen Efter repetitionen, og de sidste 20 år blev ikke lette for hende. I slutningen af 80’erne medvirkede hun i en lille håndfuld italienske og franske film uden genklang, og hun blev skilt fra ægtemanden Harry Schein, i perioder en af de magtfulde mænd i svensk film. Sygdom slog hende ud, og hun indspillede sin sidste film i 1988.
Men Ingrid Thulin bliver ikke glemt. Intelligens parret med dyb følsomhed strålede fra hendes person. Især vil man huske smertedraget over de billedskønne ansigtstræk.