(2. sektion)
Ny på dvd
Hollywood-instruktøren Josef von Sternbergs tysk producerede Den blå engel, lavet i 1929 og udsendt året efter, er et af filmhistoriens omdrejningspunkter måske den første konsekvent artistisk gennemførte talefilm. Og så til overmål Marlene Dietrichs gennembrudsfilm og den, hvor hun synger sin mest berømte evergreen, Ich bin von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestellt »hvad ingen, der så filmen, var i fjerneste tvivl om«, som Bjørn Rasmussen skrev.
Hvad mere er og vigtigere: Den er stadig seværdig og ikke så lidt af en sjæleryster i sit portræt af et såkaldt civiliseret menneskes totale afsporing og undergang.
Verdens største?
Emil Jannings, der har hovedrollen som Immanuel Rath gymnasielæreren, som betages fatalt af Marlene Dietrichs varieté-stjerne Lola-Lola blev i årene omkring filmens udsendelse almindeligvis betragtet som verdens største skuespiller, absolut intet mindre; han var den første, der fik en Oscar som bedste hovedrolleskuespiller og så foragteligt ned på den relativt ukendte Dietrich.
Få af den tids top-frikadeller overlever uden, at der er gået en del mug på præstationerne. Og det kræver da også lidt tilvænning at acceptere Jannings selvbevidst udpenslede (over)spil som den pedantiske lærertyran, der er lige så følelsesmæssigt og erotisk umoden som sine elever og derfor fanges uhjælpeligt ind af den ligefremme og egentlig ret ligeglade Lola-Lola.
Men da Jannings ydmyges som klovn på varieté-scenen og går amok med et skingert, marv-gennemtrængende hanegal, der synes at stamme fra en ukendt sjæle-sfære af helvedes-ild og evig smerte ja, så er formatet ubetvivleligt. Jo, stumfilmsskuespilleren Jannings kunne også bruge lyden!
Lokkende lår
Filmen er en fri bearbejdelse af Heinrich Manns roman Professor Unrath (oversat i 1960), og Mann forklarede filmens verdenssucces med de generøse afsløringer af Marlene Dietrichs lår. Og den snuskede, lummer-sensuelle atmosfære Dietrich og Sternberg får skabt i havneknejpen Den blå engel omkring den vulgære og bramfri Lola-Lola, virker som en slags folkelig forløber for dekadencen i Cabaret.
Sternberg gør ikke Dietrich sofistikeret og glamourøs som i parrets umiddelbart efterfølgende Hollywoodfilm, men frem for alt realistisk. Modsat Jannings spiller hun med helt moderne naturlighed. Og benene? Ja, de har endnu ikke helt fået den slankhed, der gjorde dem legendariske.
Dvd-udgivelsen med to discs har udover billedmæssigt udsøgte udgaver af både den engelske og (bedre) tyske version nogle virkelige perler i ekstramaterialet, f.eks. uddrag af de prøveoptagelser, Sternberg lavede med Dietrich, og som ifølge hendes erindringer straks overbeviste ham om, at hun var den rette til rollen. Og Dietrich giver en 1963-version af kendingsmelodien for et begejstret Stockholmer-publikum. Derimod er den kommenterede udgave præget af tysk pedanteri a la Professor Rath.
*Der blaue Engel (The Blue Angel). Instruktion: Josef von Sternberg. Fås i Cinematekets boghandel
