Læsetid: 3 min.

Kommuner famler sig frem

Kommunerne aner ikke, hvad de skal stille op for at hjælpe de indvandrerbørn, der bliver sendt til genopdragelse i hjemlandet
7. januar 2004

Kommunerne aner ikke, hvad de skal stille op for at hjælpe de indvandrerbørn,
der bliver sendt til genopdragelse i hjemlandet

De danske myndigheder aner ikke, hvad de skal stille op over for indvandrerforældre, der vælger at sende deres børn på genopdragelse i hjemlandet.
De fleste kommuner har ingen retningslinjer for, hvordan de skal tackle problemet og ender med blot at registrere, at børnene har forladt skolen.
Ingen tror på, at de nye muligheder for at tilbageholde familiens børnepenge, vil løse problemet.
»Når først barnet har forladt Danmark, kan vi ikke stille meget op.« Sådan lyder standardsvaret fra de danske kommuner, som Information har kontaktet for at høre, hvad de gør for at hjælpe og beskytte indvandrerbørn, der mod deres vilje bliver sendt på genopdragelse i hjemlandet.
Peter Steen Jensen, direktør i Odense Kommunes Børn og Unge Forvaltning bekræfter, at Odense Kommune har en række sager, hvor børn er sendt til hjemlandet på længerevarende ophold.
»Men hvis barnet først er ude af landet, er løbet kørt. Så kan vi ikke stille noget op,« siger han.

Forældrenes ret
I Ishøj kommer integrationskonsulent Mary-Ann Padovan til samme konklusion: »Vi satser på at få en dialog med forældrene, før det kommer så vidt, at barnet sendes til udlandet. Men hvis barnet først er sendt afsted, er der ikke så meget at gøre. Forældre har jo lov til at sende deres børn hjem,« siger hun og sekunderes af såvel integrationskonsulent Carsten Baltersen fra Århus Skolevæsen som integrationskonsulent Manu Sareen fra Københavns Kommune,
Netop frygten for at krænke forældreretten er ifølge Manu Sareen en af de vigtigste årsager til, at de danske myndigheders manglende handling:
»I Danmark ejer man sine børn, indtil de er fyldt 18 år. Det er meget beklageligt, for det betyder, at vi stiltiende accepterer, at børn forsvinder og i nogle tilfælde aldrig kommer tilbage til Danmark.«
»Jeg har lige i forgårs haft sådan en sag, hvor jeg må konstatere, at jeg ikke kan stille noget op. Det var et forældrepar, der højtideligt havde lovet mig at opgive at gifte deres datter væk. Og nu er hun lige pludselig væk.«
Manu Sareen understreger, at truslen om at blive sendt på genopdragelse er meget reel for mange etniske unge, der godt ved, at det danske samfund ikke kan beskytte dem.
»For mange unge er det en trussel, der hænger i luften, så snart familien skal på ferie. Hvis ikke de opfører sig, som deres forældre ønsker, er det ikke sikkert, de kommer med tilbage til Danmark. I langt de fleste tilfælde er truslen nok til at få de unge til at makke ret,« siger han.
Manu Sareen understreger, at forældrene griber til genopdragelse som en sidste udvej.
»Forældrene tænker, ’det er vores børn, det er os der bestemmer’. De ved ikke, hvad de skal stille op, hvis børnene nægter at overholde forældrenes normer for god opførsel. Det danske system siger, at de ikke må slå, og så tager de i stedet sagen i egen hånd og griber enten til tvangsægteskab eller genopdragelse,« forklarer han.

Begrænset vilje
En af de kommuner, der forsøger at gøre noget aktivt for at hjælpe de børn, der bliver sendt på genopdragelse er Kalundborg Kommune, der sidste år blev kritiseret kraftigt i medierne for håndteringen af den såkaldte Samira-sag, hvor en somalisk pige blev sendt på genopdragelse i Somalia.
Ifølge Ole Gammelby, der er formand for Børn- og Unge Udvalget i Kalundborg Byråd, har kommunen i øjeblikket fem sager, hvor indvandrerbørn er sendt på genopdragelse i bl.a., Libanon og Somalia.
»Efter Samira-sagen har vi lavet en fast procedure, der går ud på – først via skolessytemet og dernæst via de sociale myndigheder – at presse forældrene til at hente deres børn tilbage. Det har vi gjort, fordi vi skal kunne stoppe den slags. Vi vil ikke finde os i, at forældre forhindrer deres børn i at gå i dansk skole og blive interegreret i det danske samfund,« siger Gammelby, der repræsenterer Lokallisten.
Men også han erkender, at det er begrænset, hvad kommunen er villig til at gøre, hvis forældrene fortsat nægter at hente børnene hjem.
»Det eneste, vi kan gøre, er at følge op på spørgsmålet om undervisningspligt. Vi tror ikke på, at børnene kan få den undervisning, de har brug for i udlandet,« siger han. »Men hvis det havde været fem små hvide børn, der var forsvundet fra Kalundborg, så er der jo ingen tvivl om, at viljen til at gøre noget havde været helt anderledes. Så havde hele byen været på den anden ende«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu