Udstilling
»Hvem har de røde mærker?«
En af kunstnerne dukker op med et smil. Han har netop solgt et af sine billeder og vil på vanlig vis markere det med et lille mærkat på væggen.
I det hele taget smiles der meget til ferniseringen på Prospect ART & Friends i kunstudstillingsbygningen på Filosofgangen i Odense. Det hele er lidt mindre alvorligt og selvhøjtideligt, end den slags seancer plejer at være. Men ellers er recepten den samme. Vin og chips, en lille tale og masser af gæster, der smalltalker, kigger på billeder og studerer prislisten.
Udstillingen er vidtfavnende. Fotos, skulpturer, malerier og collager. Stort og småt. Godt og skidt.
Figurativ og non-figurativt. Fra Hans Peter Elkjærs abstrakte billeder med titler som Celledeling og Metamorphoser over Leif Hansens flotte fotografier fra Egypten og en større samling skitser af Erwin
Kuchta til Freddy Hansens og Martin Christiansens mere eller mindre nøgne »drømmekvinder«, der grænser til det pornografiske og kan give mindelser om en Warhol eller en Lehrfeldt.
En hel væg er viet til Jesper Riis, der har lavet en række store farverige abstrakte malerier, hvor malingen er påført lag på lag.
»Jeg har skrabet malingen på med en spartel for at prøve noget nyt og se, hvad det endte med. Jeg gider ikke male noget, der skal ligne noget. Det har jeg ikke tålmodighed til«, fortæller kunstneren, mens han dog tålmodigt poserer foran en fotograf.
Jesper Riis er ikke alene kunstner. Han er også udviklingshæmmet og i gang med sit tredje år på Prospect ART et kunstprojekt for udviklingshæmmede, der har eksisteret siden 1997 med støtte fra Odense Kommune.
Et friskt pust
Gennem årene er det blevet til adskillige ferniseringer i ind- og udland. Den aktuelle udstilling er den første, hvor der også deltager professionelle kunstnere, som dog er udvalgt blandt venner og undervisere på projektet. Og den sammenstilling er der en god grund til, fortæller initiativtager og projektleder Poul Weile.
»Det er gerne sådan, at man først ser på, at de er udviklingshæmmede. Dernæst ser man på selve værkerne. Det er de trætte af, og værkerne fortjener at blive udstillet i en sammenhæng, hvor fokus er rettet imod den kunstneriske kvalitet fremfor de sociale aspekter. Derfor har vi også hængt dem op uden at angive, hvem der er hvem«.
Er det for at se, om de kan klare sig på lige vilkår?
»Ja, men også som en cadeau til de kunstnervenner, der har hjulpet projektet gennem årene og selv er blevet inspireret«.
Nu hænger værkerne så side om side. Og selv om der som bekendt ikke altid er langt mellem kunstnerisk genialitet og galskab, er der generelt forskel. En del af billederne har større enkelhed i udtrykket og i farvesammensætningen. Farverne er mere separeret, ligesom figurerne ofte er klart afgrænsede. Men
ikke altid, hvilket Jesper Riis er et eksempel på.
Derfor tør jeg ikke automatisk sætte etikette på. Tænk hvis jeg tog fejl? Og dermed er jeg selv offer for tendensen til absolut at ville rubricere de udviklingshæmmedes kunst i en særlig kategori.
Poul Weile, der selv er billedkunstner, må dog indrømme, at ikke alt er lige godt, men at det gælder for de fleste udstillinger i bygningen, hvor alle kan leje sig ind.
»Nogle har talent for at udtrykke sig gennem billeder andre ikke. Sådan er det også med den her gruppe. Men man må jo pointere, at der er tale om studerende, der udstiller sammen med os gamle rotter i faget. Og her synes jeg, at de kommer med et frist pust, så det hele hænger godt sammen. Et eller andet sted er det også et indlæg i debatten om, hvad der er kunst og ikke kunst.«
Startede som forskning
Da Prospect ART i sin tid blev etableret var det med undertitlen »Forskerholdet«. Poul Weile ville undersøge, hvad der skete, hvis de udviklingshæmmede fik tid og rum til at arbejde seriøst med billedkunsten. Hjerneforskningen viser, at det kun er dele af hjernen, der afviger fra det normale hos de udviklingshæmmede. Andre dele fungerer fint. Problemet er blot, at de sjældent får mulighed for at udvikle deres øvrige talenter på egne betingelser, når de først er blevet
diagnosticeret.
Udgangspunktet var altså kunstnerisk og ikke terapeutisk i modsætning til andre projekter, hvor udviklingshæmmede arbejder kreativt.
»Det startede som en forskning i menneskers billedsprog. Jeg ville se på, hvor meget kunsten er afhængig af betragterens indflydelse på værket. Et kunstværk består jo af tre elementer: Kunstneren, værket og betragteren. Men hvad sker der, når man udelukker betragteren i og med, at de her mennesker ikke har den samme indsigt i kunstmiljøet og står frit i forhold til de forventninger, der stilles,« forklarer Poul Weile.
Med andre ord ville han undersøge, hvad resultatet blev, når kunsten var umiddelbar og blev malet direkte fra hjertet uden de filtre, en akademiuddannelse eller selve kunstinstitutionen lægger imellem.
»Jeg har undervist i mange år, før jeg startede Prospect ART. De såkaldt normale har det med at gøre det meget svært for sig selv, når de starter. De har mange forventninger til sig selv og er også meget præget af omverdenens forventninger til, hvad de skal producere. De udviklingshæmmede går derimod meget mere frit til det. Til gengæld skal de arbejde med at prøve at forstå sig selv og deres omverden. De starter med nye redskaber og skal finde ud af, hvad det handler om. Men nogle af dem har en spontant forståelse af form, farve og flade«.
I kalder ikke længere projektet for et forskerhold, men blot en kunstnergruppe. Hvorfor det?
»Siden projektet startede, er jeg blevet meget klogere. Med tiden er nogle af deltagerne blevet mere og mere bevidste og refleksive i deres forholden sig til kunsten. Samtidig fandt jeg ud af, at der faktisk var en potentiel talentmasse, som bare var overset, fordi man stigmatiserer og udelukker dem. Derfor håber jeg på, at de, der har åbenlyst talent, bliver i projektet. Dem, der fatter melodien, går ind i en personlig udvikling, som jeg ansporer dem til uden dog at fortælle dem, hvordan de skal male«.
*Prospect ART. Fyns Udstillingsbygning for Kunst og Design på Filosofgangen i Odense. Til 1. feb.
*www.prospectart.dk
