Læsetid: 6 min.

Landlig idyl og en hel masse penge

Udnyttelse af det friere marked i Kina og centraliseret ledelse har givet landsbyboerne i Huaxi en ufattelig velstand. På trods af de imponerende resultater bliver landsbyens styreform kritiseret i kinesiske medier
13. januar 2004

Landsby nr. ét
HUAXI – Hr. Zhou Fuquan ser ud som om, han er faret vild og er gået ind i det forkerte hus. Den gamle bonde, med mørk læderhud efter år i marken og et faldefærdigt sæt tænder, står krumrygget i sin Mao-uniform. Han kunne være bonde fra hvilken som helst landsby i Kina, men denne landsby er langt fra almindelig, og vi må undskylde over for Zhou, for det er faktisk hans bolig, vi befinder os i.
Han står midt i stuen i den pompøse villa. Fra den store, bløde lædersofa er der god udsigt til 40-tommers fjernsynet, de glatpolerede træmøbler er pyntet med opulente nipsgenstande og stueure. Her oser af velstand. Ved siden af et guldindrammet vidnesbyrd om bondens tro tjeneste i landsbyen hilser Zhou befippet velkommen til de skarer af kinesiske turister, der render gennem hans bolig.
»Vi er kommet for at lære af erfaringerne her,« siger Kang Baoyin, en bonde fra den nærliggende Zhejiang provins. Sammen med andre besøgende fra hans landsby glaner han på den ufattelige rigdom. »Det kan I også opnå,« siger turguiden opmuntrende. En besøgende fra Shanghai udbryder vantro: »De lever bedre end os!«
Landsbyen hedder Huaxi – tituleret Kinas »landsby nr. ét« og befolket af Kinas rigeste landsbyboere. I byens centrum, tre timers kørsel fra Shanghai, knejser en ny 25 etagers pagode flankeret af omkring 150 fuldstændig identiske 400 kvadratmeter familievillaer og 25 luksusvillaer – i en af de sidstnævnte bor Zhou Fuquan.

Kilden til rigdom
Man forstår, hvorfor bønder, der i Kina gennemsnitligt tjener cirka 2.500
yuan om året, vil lære af Huaxi. Indbyggerne her tjener i gennemsnit 50.000 yuan om året, hver husstand har bil, har adgang til gratis elektricitet og benzin og får smidt en sundhedsforsikring oven i hatten.
Uden for landsbyens mure ligger kilden til Huaxis økonomiske mirakel: fabrikker der frembringer jern og stålprodukter, cigaretter, hightech elektronik og meget mere. De 58 landsbyejede virksomheder i Huaxi forventes at have indtjent 10 milliarder yuan ved årets udgang.
Huaxis egen befolkning på 2.000 registrerede indbyggere har forlængst vist sig at være for lille til at følge med den økonomiske vækst. Bønder, der normalt tager til Kinas storbyer på jagt efter arbejde, er kommet til den lille flække for at finde job. 10.000 udefra kommende arbejdere har Huaxis firmaer absorberet – de tager dog ikke del i Huaxis rigdom og tjener kun mellem 600 og 800 yuan om måneden.
Landsbyboerne, der får tildelt arbejde af landsbymyndighederne, får halvdelen af deres løn udbetalt, mens den anden halvdel indsættes i en fond. Store bonuser udbetales hvert år sammen med 20 procent af den tilbageholdte løn. De overskydende penge investeres i aktier.

Næsten for pænt
Hvis konformitet er lykke, må Huaxis indbyggere være nogle af Kinas lykkeligste mennesker. Landsbyen er en pæn lille pakke, næsten for pæn. Række efter række af ens huse. Barer, internetcafeer og de ellers allestedsnærværende karaokebarer er forbudte.
Alle kinesere kender Huaxi. Før og under Kulturevolutionen tilfaldt æren som Kinas »landsby nr. ét« Dazhai i den nordlige Shanxi provins. Det er efterhånden en sagnomspunden landsby, hvis indbyggere, inspireret af Maos paroler, halede den ene rekordhøst i land efter den anden – det var i hvert fald den officielle version, indtil Deng Xiaoping kom til magten, og landsbylederne blev beskyldt for at have løjet om omfanget af produktionen. Beskyldninger har været fremme om, at regeringen finansielt støttede Dazhai for at promovere den som et forbillede.

Én mands værk
I 1964 opfordrede Mao befolkningen til at »lære af Dazhai«, Nu vælter den ene bus efter den anden ind i Huaxi med kinesere, der vil lære af erfaringerne her. Lektionen er dog meget anderledes i dag. Dazhais landsbyleder belærte beboerne om, at »selvforsyning er vitalt«. I Huaxi lyder landsbyleder Wu Renbaos parole: »Bring befolkningen rigdom.«
Huaxi er 76-årige Wu Renbaos kreation. Billeder på væggen inde i pagoden viser Wu Renbao sammen med Kinas mest magtfulde mennesker. Da Kinas tidligere præsident, Jiang Zemin, aflagde besøg udbrød han, at »Huaxis indbyggere er lykkelige! Virkelig lykkelige!«, fortæller en pamflet fra landsbyen.
Wu Renbao trådte tidligere på året tilbage som landsbyens partisekretær – en post han havde beklædt siden 1961. Hans søn tog over efter et valg, hvor valgresultatet var ikke så ringe endda – sønnen fik 100 procent af stemmerne. Nu havde vælgerne også pænt fået at vide, at de ville »mangle partidisciplin«, hvis de ikke stemte på sønnen.
Det er dog stadig faren, der er centrum. Hver morgen studerer indbyggerne Wu Renbaos instrukser. Han har en syv-punkts plan for at opnå velstand: uddanne befolkningen, renovere landsbyen og forbedre produkterne er blandt dem. Indbyggerne opfordres til at ihukomme »de tre ting man ikke må glemme: familien, kollektivet og naboerne«.
I trit med god kommunistisk kutyme er citater af landsbylederen hængt op på store bannere. Ved siden af hænger dog også reklamer for Renbao jakkesæt – også Wu Renbao har, som Mao, en hel tøjlinje opkaldt efter sig! For at gøre den kætterske sammenligning komplet, så har Wu Renbao også en bog: Kommentarer om Wu Renbao.
Fundamentet for landsbyens succes er ifølge Wu simpel: »Hvis man kæmper hårdt og sammen og underlægger sig distribution (af rigdom, red.), så vil de virkelige resultater komme.«
Kommentatorer på kinesisk tv mener dog, at Wu Renbaos politiske evner har haft en meget vigtig rolle. I Kina skal der politisk opbakning til for at skabe en succeshistorie som Huaxi. Adgang til kapital og handelsaftaler kommer ikke af sig selv.
Det lader til at Wu Renbao er blevet behandlet meget pænt af staten, der da også har interesse i at have Huaxi som et udstillingsvindue, der kan inspirere bønder fra andre dele af landet.

Militant ledelse
Spørgsmålet trænger sig på: har Wu Renbao virkelig været i stand til at skabe det utopiske paradis, som end ikke Mao formåede? Et stærkt kollektiv med stor lighed indbyggerne imellem har skabt velstand og en veluddannet befolkning.
Alligevel har landsbyen, og specielt Wu Renbao, måttet lægge ryg til overraskende stærk kritik i de kinesiske medier. Selv konformiteten, der normalt ikke er noget, man spytter på i Kina, bliver påtalt.
I medierne har kommentatorer kaldt ledelsesformen af landsbyen militant. Selv fra uventet front høres kritiske røster. Hvem ville for eksempel have forventet, at en repræsentant for Kinas Kommunist Parti kritiserer landsbyen for at glemme individet? Repræsentanten, Li Jiangtao, mener desuden, at befolkningens opførsel over for byens ledelse mest af alt minder om den, man så hos feudale undersåtter. »Alle (i landsbyen, red.) lytter til en allestedsnærværende og almægtig gud,« har en kommentator sagt på tv.
Indbyggerne har ikke kontrol over deres egne penge, og hvis de vil forlade landsbyen, bliver al deres ejendom, inklusive aktier, inddraget af landsbykomiteen. Det skaber i praksis total afhængighed af landsbyen. Samtidig holdes der ikke weekend, og der er kun to fridage om året – det efterlader ikke megen tid til at nyde velstanden.
Den officielle avis Folkets Dagblad giver dog udtryk for at »Huaxi er et mirakel«. Selv er Wu Renbao ikke i tvivl: »Bil, hus, penge, barn og stolthed. Hvis du har disse fem ting, er du lykkelig,« har han sagt til sine kritikere.
Kang Baoyin, den besøgende bonde fra Zhejiang provinsen, er da også klar til at kaste megen frihed over bord for at leve det samme liv som indbyggerne her: »Det er et smukt liv, de lever.«

FAKTA
Huaxi
*Udviklingen i Huaxi er tilsyneladende et mønstereksempel på, hvordan landsbyer har været i stand til at udnytte det friere marked.
I starten blev bønderne tilladt at sælge dele af deres afgrøder på det frie marked. Der blev skaffet kapital som blandt andet blev investeret for at udvide indtjeningsmulighederne. Antallet af landsbyejede virksomheder, hvorfra Huaxi trækker sin rigdom, eksploderede, efter at Deng Xiaopings økonomiske reformer.
Regeringen ser med behag på denne ejerform, da den har sat gang i udviklingen på landet og beskæftiger ellers overflødig arbejdskraft og dermed har sat en elastik i det stadig større skel mellem land og by.
En af de landsbyejede firmaers forcer har været den billige arbejdskraft, der er til rådighed på landet. Denne virksomhedsform har også været begunstiget af at ejerskabet tilfalder landsbymyndighederne, en status der har gjort, at det har været lettere for dem at købe råmaterialer, teknologi og billig jord.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu