Læsetid: 7 min.

Langt fra Arla og Hollywood

Under to dampende mejerikasketter og en usyrnet smilerynke afsløres drømmen: ’Vi har besluttet os for, at vi altid vil være det største mejeri – i Thise.’
22. januar 2004

Jo, de er skam glade oppe i Thise. Ikke at de blærer sig med succes’en og den gode, økologiske mælk fra gårdene langs Limfjorden. Heller ikke sådan at de hoverer over Arlas overmod. De er bare godt tilfredse og synes ikke, det er så værst...
Man skal endelig køre langsomt gennem den lille landsby mellem Roslev og Sundsøre, ellers suser man bare forbi, for husene er få, og mejeriet ligger diskret over for købmanden med nogle hvide bygninger og en mudret parkeringsplads. Glem alt om et stort logo og en prangende reception. Thise Mejeri gør ikke stads af sig – det er tydeligvis ikke stilen hos de 42 stædige landmænd, der står bag andelsmejeriet Thise, som altså har til huse i mejeriet Dybbækdals bygninger. Og det er heller ikke stilen hos direktøren Poul Pedersen, der flyver omkring i blødmavet t-shirt, og som har sine mejeri-træsko stående klar i møderummet. Poul Pedersen har overtaget mejeriet efter sin far, og han spilder ikke tiden. Her arbejdes der mere, end der snakkes.
Inden i bygningerne knokler faktisk 55 medarbejdere, der stempler sig ind og ud af de mælkeboblende lokaler. Gummistøvlerne står på rad og række med efternavnene malet på – det er en våd branche, dette her. Og når Thise har kunnet følge den himmelstigende efterspørgsel på økologisk mælk de seneste par måneder, så skyldes det, at Thises produktion er så fleksibel.
»Vi har droslet osten helt ned og til gengæld ladet alt mælk blive brugt til konsummælk,« forklarer salgschef Mogens Poulsen. Hans træsko er hvide lige som Poul Pedersens, men hans kittel er noget smallere. Og så mangler han den lokale dialekt – han er fra Amager, men kom til Mors for 30 år siden og blev i 1997 salgschef på Thise.
»Thises 42 landmænd VIL have deres eget mejeri. De vil det så meget, at de faktisk gerne vil betale for IKKE at være del af Arla. De sidste to år har vi – meget mod vores vilje – måttet tilbyde landmændene en lavere mælkepris end Arla, men alligevel holder de ved. Og forhåbentlig vil vores voksende succes kunne rette noget op på den økonomiske situation.«

Nede i pasteuriseringshallen bliver der knoklet på højtryk. Manden ved varmekedlerne kobler slanger og aktiverer knapper, der får vandet til at sprøjte om anklerne. Heden er kvalmende varm, og brillerne dugger. Den syrlige mælkelugt afliver på stedet mejeristdrømmen hos Deres sartnæsede udsendte. Dampe slippes løs, og selvbestaltede vandstrømme fosser i rigelige skvulp mod gulvafløbene. Undertegnede overvejer en akut besvimelse i salgschefens stærke arme – sådan ømt, kittel mod kittel... Men nej, mandens faste stemme udskyder Hollywood-længslen og hanker op i hendes jyske stamtavle.
For denne salgschef kender kvindelige mælkekøbere, og han forholder sig upåvirket rank under mælkelugtangrebet.
»Her på Thise tror vi på skånsom behandling. Det er fint, at Pasteur opfandt maskinen til opvarmning af mælken, så bakterierne kan blive slået ihjel. Men der går noget af smagen – vi ved jo allesammen, hvordan kogt mælk smager... Så vi holder temperaturen på omkring de 70 grader, og så ligger hemmeligheden i, hvor kort tid mælken kan nøjes med at blive opvarmet. Yoghurten kan f.eks. klare længere tid end mælken.«
Inde ved siden af ligger det futuristiske støjrum i rustfrit stål, hvor nogle centrifuger slynger mælken, så den fede mælk kommer til at ligge yderst, den fedtfattige inderst. Lugten lader sig dog ikke tryne af larmen.
»Vi homogeniserer ikke mælken. Vi sorterer den bare,« forklarer Mogens Poulsen. »Det er også derfor, at man altid skal ryste vores kartoner, hvis man ikke kan lide fløden øverst – også selv om det er en 0,o5% jerseyskummetmælk fra Irma.«

Talen om Irma får forelskelsen frem i blikket hos Mogens Poulsen. »Allerede i 1995 tilbød vi Irma økologisk mælk under deres egen label – som de første. Dengang lagde vi ikke skjul på, at vi var ’the perfect match’: Thise havde den mælk, som Irma ønskede sig, og Irma var det kvalitetssupermarked, som Thise drømte om at lege med.«
Jerseymælken blev altafgørende for netop Thises profilering på det økologiske mælkemarked. Hos Irma hedder Thises svar på Arlas minimælk derfor ’Jerseymælk 0,5’, og for at give slankefanatikerne den ultimative håndsrækning har Thise og Irma lanceret produktet ’Jersey promille skummetmælk 0,05’.
Thise har specialiseret sig i mælken fra de små jerseykøer. (Som der står på Thises hjemmeside: ’Jerseykoen er lille og gul-brun, og den har store mørke, næsten forførende øjne...’) Jerseymælken har et højere proteinindhold end mælken fra de røde og de sortbrogede køer.
Traditionelt set betales landmændene for deres mælks indhold af fedt, men også proteinindholdet er afgørende for prisen. Proteinen binder smagen, og derfor er proteinen også yderst vigtig for forbrugerne, der til gengæld helst vil af med fedtet. Eller som Mogens Poulsen konkret udtrykker det: »Protein koster penge. Derfor koster jerseymælk mere.«

Alligevel er Thises største egetprodukt letmælken – fordi den smager som sødmælk? – 1,5 % mælkefedt i mejeriets flagskibskarton med akvarelgræsstrå i mellemblå. Den ryger godt over disken, også i mejeriets eget lille osteudsalg bag en uanseelig butiksdør, hvor en omhyggelig dame skærer ostestykker, så kanterne ikke skæmmer. En ældre mand beder om et stykke stærk ost – den, han plejer – men osten indeni viser sig at have brune striber.
»Du skal da have et pænt stykke ost,« siger hun insisterende og skærer et nyt, mens han langsomt tæller mønter op fra portemonnæen. Det er en ordentlig forretning, dette her.
Enklere kan den vist heller ikke være: En bordplade, en osteklinge og et kasseapparat. På bordpladen ligger både Samsø-kendingen og yndlings-Danboen med kommen – og Hvidklint og den Blå Kornblomst, som egentlig produceres af mejeriet i Gedsted ovre i Himmerland, fragtet med færgen over fra Hvalpsund. Men ostene udgår altså fra pakkeriet her i Thise.
Inde i osteriet ligger osten og finder sin konsistens i åbne kar, hvor vallen røres og sies fra. En mejerist lader kælent hånden stryge gennem vandet, mens han fanger små, hvide ostegryn. I den anden hånd holder han et termometer. Her er det koldere, og lugten er mere syrlig. Osten er snart klar til at blive hældt over i de firkantede forme, så mejeristen har lige lagt våde klædestykker over formene.
»Vi bruger enten traditionel kalve-maveløbe eller vegetabilsk osteløbe for at få mælken til at koagulere,« forklarer Mogens Poulsen. »Mange ostespisende vegetarer mener jo, at det er uacceptabelt, at man skal slå kalve ihjel for at lave økologisk ost. Så dem har vi altså også noget til.«
Ostene kommer i pakker på store paller omme i kølerummet bagest i bygningen. Her triller tynde kvinder i termotøj rundt med palletrucks med hydraulik. Transporten foregår lige ud for tapperummet, hvor jerseymælken kommer i kartoner.
En enkelt stribe letmælkskartoner snor sig hen forbi en lynhurtig datostråle, inden kartonen løftes over i en kasse – og kassen løftes over på en stabelvogn, parat til at blive kørt direkte op i mælkebilen til supermarkederne. »Det er ikke så længe siden, at kartonerne blev løftet over i kasserne manuelt,« indrømmer Mogens Poulsen. Så nu er ét sæt lokale skuldre i hvert fald skånet.

Kartonerne er ellers et af Thise Mejeris ømme punkter. Lige som de andre mindre mejerier kan ikke købe kæmpeoplag af kartonerne fra trykkerier, sådan som giganten Arla kan.
Også derfor er der Limfjordssol og køer på græs på Thises kartoner hele året rundt.
Årstiderne har ellers kun snydt Thise på positiv måde. Koldskålen vil forbrugerne ikke længere give slip på, selv om de lyse nætter er ovre. Derfor produceres den traditionelle sommerdrik nu hele året rundt – både som almindelig koldskål og koldskål med jordbær; og så er der ’kærnemælk med citron’, der er det tilsvarende ægfri produkt.
Til Roskilde Festivalen sidste år satte Thise desuden ind med en heftig reklame for sin kakaomælk – markedets eneste ’kakaomælk for voksne’. I et afkvalmet øjeblik forsøger undertegnede med en oprigtig ros af den eksotiske, mørke kakaosmag, men her er der ingen Hollywood-accept at hente hos salgschefen.
»Uh, kakaoen har vi ellers fået på puklen for,« siger Mogens Poulsen og strammer for første gang de mørke øjenbryn. »Den er for bitter, og så skal den rystes, og der er meget i vejen. Folk vil hellere drikke kakaomælk med stivelse i, så konsistensen mere virker som fløde. Men den slags vil vi altså ikke lave.«

Tankbilen skal ud for at hente mælk. Chaufføren sjapper igennem desinfektionsmåtten, så han kan hente sine papirer inden turen.
Thise-bilerne har flere tanke – en til jerseymælken og tilsvarende tanke for mælken fra de røde og de sortbrogede. Det er mere be-sværligt, men det er åbenbart også en del af hemmeligheden bag Thises lovpriste smagssikkerhed. »Vi kan godt lide at springe over, hvor gærdet er højest,« siger Mogens Poulsen og peger på en oversized snurretop af en smørkærn.
»Til smørret bruger vi f.eks. ikke sød fløde og smørkanon, for vi synes altså, at smørret smager bedre, når vi syrner fløden på gammeldags manér, inden den kommer i kernen. Og så kan vi ikke lade være med at lege lidt og finde på nye produkter. I øjeblikket producerer vi f.eks. den indiske smørtype ghe, altså klaret smør, til Tyskland, og vi vil faktisk også gerne give vores flødeelskere en endnu federe fløde end den traditionelle på 35%.«

Succes’en de seneste måneder hjælper på humøret. Og her, under to dampende fortrolige mejerikasketter og en usyrnet smilerynke afsløres drømmen:
»Vi har besluttet os for, at vi altid vil være det største mejeri – i Thise.«
Egentlig føler Thise Mejeri selv, at andelsmejeriets hårde kamp for de økologiske idealer allerede blev vundet dengang i 1998, hvor en lokal ikke-økologisk landmand efter mange opfordringer endelig gik med til at smage noget Thise-kærnemælk – altså rigtig syrnet kærnemælk fra smørproduktionen, ikke bare skummetmælk med kærnemælkssmag.
»Det smager faktisk godt,« indrømmede han.
Og så tilføjede han det legendariske: »Også selv om det er økologisk.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her