Læsetid: 2 min.

Livet – ej for begyndere

22. januar 2004

Spot
Malene Schwartz er ikke i familie med Arnold Schwartzenegger, men nedstammer i lige linje fra Skagensmalerierne, nærmere bestemt P. S. Krøyers store lærred, Sankt Hans-blus på Skagen. Hun nedstammer – bevares – ikke fra selve maleriet, men hendes far og hendes farmor og farfar er med på det. Farmor Alba Schwartz skrev bøger, og faderen Walther Schwartz blev Politikens kunstkritiker, hvorfor det uden tvivl var klogt at vælge noget helt tredje, skuespiller.
Hun gik ind ad en dør og er først nu kommet ud ad den – i forbindelse med en erindringsbog Livet er ikke for begyndere, en deraf følgende foredragsturne og en tv-udsendelse med afsæt i begge dele. I eftermiddag genudsendes den for vist nok anden og sidste gang, men hvis ret skal være ret, kunne der laves en større og dybere portrætudsendelse, hvor man gik mere ind i det, hun har præsteret som henholdsvis skuespiller og teaterdirektør.
Egentlig mærkeligt – og kritisabelt – at tv-stationerne endnu ikke har fundet på at dyrke de store personligheder blandt kunstnere og politikere noget oftere i timelange, grundige udsendelser med chefinterviewere ved roret i stedet for hastigt producerede halvtimer. Det kan man i andre lande, det kan man i bøger. Biografier er ofte bestsellere, der dels fortæller den føljeton, ethvert liv er, dels om kampene, der førte til de kunstværker, der så kan belyses i samlet perspektiv.
Alene derfor mærkeligt, at tv ikke er mere for det. Jeg er fuldstændig klar over, at der er asketiske litterater, der er inderligt imod dennne sammenkobling af kunst og liv, men blæse være med det.

Enhver kender Malene Schwartz fra rollerne som smuk, ung kvinde – forresten ligesom Ghita Nørby – i de mange folkekomedier, der fyger hen over skærmen i disse år. For dem begge er det karakteristisk, at de sideløbende og især senere i deres karrierer har udvist interesse for en mere seriøs kunst, den store kunst. Som teaterdirektør ikke mindst på Aveny var det ikke just det lette repertoire, Malene Schwartz valgte – fra Ørnsbo til Osborne til Norén til Mishima, og jeg ved ikke hva’.
Ligesom Morten Grunwald, der på Betty Nansen over for Aveny gik direkte i clinch med de store dramatikere. Hvem skulle have troet, at Benny fra Olsenbanden i sin fritid nærede en glubende interesse for Beckett?
Så bare på med vanten, tv. Opdag det nye koncept. Det skal nok give de så eftertragtede seertal, og man kan sagtens komme ind på de private livserfaringer, uden at man behøver følge med helt ind på toilettet, som Poul Martinsen gjorde med Jørgen Reenberg i en iøvrigt seværdig udsendelse for mange år siden.
Den med Schwartzenegger er Møllehaves. Malene Schwartz: Stærk som fire Skipper Skrækker og en enkelt... som det hed i en festsang.

*DR1 kl. 13.50: Spot – Malene Schwartz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her