Han kunne det meste

Nekrolog
Umiddelbart forbinder man noget anonymt med Alan Bates, en afslebet pænhed og soliditet. Og det var heller ikke tilfældigt, at han brød igennem som personer, der ikke søgte rampelyset: på teatret som den gemytlige ven Cliff i John Osbornes banebrydende Ung vrede og på film i to egentlig utaknemmelige roller: som kontormanden i En slags kærlighed, hverdagsenglænderen med forliste drømme, og som den hæmmede brite, der lærer livsglæden at kende af Zorba, grækeren.
Men tag ikke fejl: Alan Bates rummede også den farlige, frække gnist, der får roller til at blomstre i uforudsigelighed – en skarp humor og en udpræget sensualisme. På sin højde var han en noget nær perfekt all round-filmskuespiller. Nu er hans navn næppe voldsomt kendt af yngre filmfans. Ikke fordi han totalt stoppede sin filmkarriere, men fordi rollerne den sidste snes år blev mindre og mindre og mere og mere trivielle.
Heldigvis kunne man i 2001 endelig se ham i en central film – som den perfektionistiske Jennings i Robert Altmans Godford Park, butleren med en hemmelighed. Ellers var det teaterpublikummet, der nød godt af hans alsidige talent – f.eks. som Ibsens Bygmester Solness, instrueret af Peter Hall i 1995, og et pr år senere i Simon Grays Life Support, igen en bærende hovedrolle.
Alan Bates blev skyllet frem i første række af den nye realistiske 1960’er-bølge i engelsk film. Han var ikke så arbejder-autentisk som Albert Finney, så markant som Tom Courtenay, så kraftfuld som Richard Harris eller så glamourøs som Laurence Harvey. Men uden tydeligt klassetilhørsforhold og uden stjernemanerer havde han flere strenge at spille på end nogle af disse mere pr-ombruste navne.
Instruktører blev fjerne i blikket af beundring, når de omtalte hans dygtighed og alvor i arbejdet. Og lige fra han var 11 år gammel, havde forsikringsagentens søn da også været sikker på, at han ville være skuespiller. Efter en kort skolegang blev han skuespilleruddannet og skabte sig et godt navn på teatret i stykker af O’Neill og Pinter, inden han filmdebuterede som den pacifistiske søn i Osborne-filmatiseringen The Entertainer (1960) med Laurence Olivier.
Derefter imponerede han som symbolsk Kristus-skikkelse i krimien Den gådefulde fremmede (1961), og så kom gennembruddet i John Schlesingers indfølende hverdagssignalement af ung kærlighed og småborgerliggørelse, En slags kærlighed (1962). Bates viste Pintersk næsten-psykopati i The Caretaker (1963), inden han udvidede registret med en komediepræstation af helt Cary Grantsk spændstighed som en elegant stræber i Kun det bedste (1964). Hans samspil med Anthony Quinn i Zorba, grækeren (1965) gjorde ham til et verdensnavn, og hans centrale placering i 1960’erne videreførtes i historiske film som Langt fra verdens vrimmel (1967) i samspil med Julie Christie, Jøden fra Kiev (1968), hvor han blev Oscar-nomineret og ikke mindst Ken Russells Women in Love, hvor han spiller forfatteren D.H. Lawrence’ alter ego og splitternøgen udkæmper en brydekamp med den lige så afklædte Oliver Reed.
I 1970’erne blegnede hans filmstjerne noget – teaterarbejdet trak mere. Men det skal ikke glemmes, at han igen glimrede som Julie Christies elsker i Sendebudet (1971) og fremfor alt var en utrolig charmerende Far Jord som bamse-varm maler i Paul Mazursky’s En ugift kvinde (1979).
Men skulle jeg vælge et gensyn med en Bates-film, ville det ubetinget blive John Schlesingers tv-film fra 1985 An Englishman Abroad (En englænder i Moskva). Her spiller Bates den afhoppede spion, bøsse og super-brite Guy Burgess i russisk eksil, dikteret af politisk overbevisning. En fremmed sjæl komisk og rørende fortabt i kommunismens ørken.
Det er en mester-præstation, der helt forrygende blander sardonisk vid, selvironi og vemod i portrættet af en meget engelsk vanskæbne.