Læsetid: 5 min.

Muren underminerer to-statsløsning

Der er en voksende erkendelse blandt almindelige palæstinensere såvel som hos deres politikere af, at tostatsløsningen ikke er bæredygtig, siger PLO-rådgiver Michael Tarazi
29. januar 2004

Bygningen af det israelske ’adskillelseshegn’ med afstikkere dybt ind i den palæstinensiske Vestbred har fået et stigende antal palæstinensere til at indse, at den eneste måde, de kan komme til at leve et ligeværdigt liv med deres israelske naboer, er ved at kæmpe for én stat for alle.
Det siger den amerikanskfødte palæstinenser Michael Tarazi, der siden 2001 har været juridisk rådgiver for PLO’s Forhandlingsafdeling. Michael Tarazi er i øjeblikket på besøg i Danmark og taler i aften på en konference arrangeret af Informations Forum for Systemdebat, Luftskibet, om, hvad der – set fra et palæstinensisk perspektiv – gik galt på vejen mod fred.
»Vi er endt med et resultat, som ingen af siderne havde regnet med. Hidtil har der været konsensus om en tostatsløsning, men den israelske strategi om at tage mere land og samtidig hegne palæstinenserne inde i reservater bag muren, ødelægger muligheden for en tostatsløsning. Vi er midt i en overgangsperiode, hvor flere og flere palæstinensere siger: ’Glem det. En stat for alle er den eneste mulige løsning’,« siger den 36-årige jurist.
Han mener, at muren har fået palæstinenserne til at ændre fokus fra den nationalistiske dagsorden til et spørgsmål om individuelle rettigheder.
»Da jeg for nyligt besøgte Qalqilya, sagde en landmand, som er blevet afskåret fra sin jord af muren, til mig: ’Jeg er blevet ligeglad med, om vi får en palæstinensisk stat, og om vi har vores eget flag. Jeg ønsker bare at kunne komme ud og arbejde på min jord, sende mine børn i skole, have muligheden for at komme på hospitalet og for at rejse’. Det er et meget rettigheds-baseret argument. Det er ikke længere nationalisme, der driver folk.«
Michael Tarazi har rådgivet de palæstinensiske ledere til at være opmærksom på, at »det ser temmelig sort ud for tostatsløsningen«.
»Både Abu Ala (ministerpræsidenten, red.) og præsident Arafat har inden for den seneste måned været ude og tale om, at hvis israelerne fortsætter byggeriet af muren, så har palæstinenserne ikke anden mulighed end at gå efter en enstatsløsning. Abu Ala trak lidt i land efterfølgende, men der er en voksende erkendelse i den palæstinensiske ledelse af, at to-statsløsningen er i fare.«

Hvad gik galt?
For mindre end et år siden så verden ellers helt anderledes ud. Med Det Røde Havs roligt vuggende vand i baggrunden underskrev den nyudnævnte palæstinensiske ministerpræsident, Abu Mazen, og Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, den såkaldte Køreplan til fred. Inden for fem år skulle tostatsløsningen være en realitet med udråbelsen af en palæstinensisk stat. Men hvad var der galt med køreplanen, siden det kunne gå så galt?
»Fra vi første gang så køreplanen, var der to store emner, som bekymrede os. Det ene var, at der ikke var udpeget en dommer – en person, som kunne sige: ’Ja, I har levet op til planens krav’, eller ’Nej, I har brudt planen’. Vi pressede hårdt på for at få sådan en dommer, for som den svage part indså vi, at ingen dommer ville komme den stærkeste part til gode, fordi den stærke part dermed kunne overtage dommerrollen,« siger Tarazi.
»Det andet store problem var, at vi ikke vidste, hvor vi ville ende. Det var en køreplan uden slutdestination, og uden et mål er det svært at overbevise folk om at overholde den og begynde at bevæge sig i en bestemt retning.«
– Men var udråbelsen af en palæstinensisk stat ikke målet for jer?
»Det var målet, men ’en stat’ kan betyde mange ting. Når mange israelerne taler om en palæstinensisk stat, mener de blot et reservat, hvor de kan dumpe alle kristne og muslimer, som de ikke vil have i deres jødiske stat. Det er grunden til, at det ikke er nok at tale om ’en palæstinensisk stat’. En palæstinensisk stat for statens skyld er ikke, hvad vi ønsker. Vi ønsker suverænitet, lighed, uafhængighed, frihed – som enhver anden stat verden over. Det var ikke det, der blev diskuteret.«

Skuffelse
Frem for at overholde de konkrete punkter i køreplanen er situationen i dag den, at forskellige ledere fra tid til anden fortsat henviser til planen, men at der intet
reelt sker. Israelerne løslader af og til nogle palæstinensiske fanger i det, de kalder for »tillidsskabende foranstaltninger«.
– Hvad kunne I gøre for at vise god vilje?
»Det handler ikke om at vise god vilje. Det handler om jura. Ingen burde slippe af sted med ’tillidsskabende foranstaltinger’ i stedet for at overholde loven. Når Israel har arresteret mennesker uden at anklage dem for noget og holder dem fanget uden dom, så bør de løslade dem alle. Når de overtræder international lov ved at bygge bosættelser, så er jeg ikke interesseret i, at de fjerner en enkelt som ’en tillidsskabende foranstaltning’. Så skal de fjerne dem alle. Vi har ikke brug for god vilje. Vi har brug for, at loven overholdes. Hvis den blev det, ville vi være kommet et godt stykke med at løse konflikten.«
»I spørgsmålet ligger en præmis om, at vi taler om to ligeværdige parter. Det er ikke tilfældet. Det er en konflikt mellem besatte og besættere. Mellem dem, der har magten, og dem, der ikke har den. At spørge dem, som ikke har magten, om, hvad de kan gøre for at gøre livet sikrere for besætterne, er grundlæggende forkert.«
– Som palæstinensere sætter I jeres lid til international lov, mens israelerne tager udgangspunkt i de to parters indbyrdes styrkeforhold. Hvordan kan du blive ved med at tro på at legalistisk løsning, når amerikanerne har valgt at støtte den israelske position?
»Jamen jeg har heller ikke megen håb om, at det sker. Det er meget frustrerende, for det, som det internationale samfund og israelerne lærer palæstinenserne, er, at det hele faktisk handler om magt. Ikke om loven, ikke om retfærdighed, ikke om lighed. Når man fortæller folk, at ingen af disse ting betyder noget, så lærer man dem at søge magten på enhver mulig måde,« siger Michael Tarazi med henvisning til de militante grupper.
Hvor længe han selv kan bevare motivationen som rådgiver i en umiddelbar endeløs konflikt, ved han ikke, men indtil videre har der ikke været mange lyspunkter: »Jeg kan ikke påstå, at det har været en opløftende oplevelse. Der er ikke meget at håbe på,« siger Michael Tarazi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu