Læsetid: 5 min.

Muslimen, der blev amtmand

Frankrig har overskredet tærsklen til ’positiv særbehandling’ – under megen polemik og uden, at præsident Chirac vil vedkende sig udtrykket
23. januar 2004

(2. sektion)

Frankrig
En præfekt er statens repræsentant i et af Frankrigs næsten 100 departementer, altså omtrent svarende til en dansk amtmand. En meget synlig topembedsmand, en fornem person, så hvorfor ikke udnævne en indvandrer til en sådan post, hvis man vil slå et slag for integrationen og vise sin agtelse for de etniske minoriteter? Det er det, man har gjort i Frankrig med udnævnelsen af den 57-årige Aïssa Dermouche til præfekt for det østfranske departement Jura fra 1. februar.
Han stammer fra Algeriet og er rektor for handelshøjskolen i Nantes i Vestfrankrig.
Udnævnelsen er ikke gået stille af. For det første har den aktualiseret det meget omstridte begreb ’positiv særbehandling’.
For det andet indgik den i en løbende polemik mellem to rivaler, republikkens præsident, Jacques Chirac, og den superambitiøse indenrigsminister Nicloas Sarkozy.

Bomberamt
Og for det tredje blev udnævnelsen hilst med en terroristisk aktion kun få dage efter, at den var blevet bekendtgjort. Den designerede præfekts bil eksploderede natten til den 18. januar på gaden foran hans hjem i Nantes. Man ved endnu ikke, hvem der står bag attentatet.
Det var i november i fjor, at indenrigsminister Sarkozy i en tv-udsendelse udtrykte ønsket om positiv særbehandling og i den forbindelse bebudede udnævnelse af »en muslimsk præfekt« (sic!). Han fik omgående på puklen for dette klodsede udtryk. Havde man nogensinde hørt om religion som kriterium for sådanne udnævnelser – om en præfekt udnævnt i sin egenskab af katolik, protestant eller jøde?
Chirac ventede ikke længe med at sætte Sarkozy på plads. Skulle der foretages en udnævnelse af denne art, skulle det være selvsagt ikke være en »muslimsk« præfekt, men en præfekt »med indvandrerbaggrund«, fastslog præsidenten. Han tog også klart afstand fra ’positiv særbehandling’
Da Chirac den 11. januar modtog pressen i anledning af nytåret, kommenterede han indgående dette anliggende. Han understregede, at det var ham selv, der først havde udtrykt ønske om en sådan udnævnelse. Derefter kastede han sig ud i en beskrivelse af formålet, og det var faktisk en tilslutning til princippet om positiv særbehandling – altså med undtagelse af udtrykket....
»I det sidste år har jeg givet formelle instrukser til alle ministre, især til indenrigsministeren, om at gøre plads for dem, der hidtil ikke har haft adgang til ansvarshavende poster,« sagde Chirac.
»I juli i fjor gjorde jeg det endda klart på et statsrådsmøde, at jeg ikke ville acceptere flere runder af præfektudnævnelser, hvor der ikke er franskmænd med indvandrerbaggrund«.

Venstresnoet bismag
Når Chirac alligevel går i en stor bue uden om udtrykket ’positiv særbehandling’, er det fordi det forbindes med en meget omstridt politik med en venstreorienteret duft over sig. Ideen blev lanceret i USA sidst i 1960’erne under betegnelsen affirmative action til fordel for defavoriserede kategorier af amerikanere, først og fremmest de sorte. Princippet skulle gælde for universiteterne, for ansættelser på arbejdsmarkedet og for leverancer og kontrakter med det offentlige. Typisk eksempel: Hvis en ’hvid’ og en ’etnisk’ ansøger til et job er lige kvalificerede, skal man foretrække den ’etniske’.
Ideen blev diskuteret i Frankrig, men stort set forkastet, fordi forskelsbehandling er i strid med republikkens lighedsprincip. Det »republikanske meritokrati« forblev i højsædet.
Men med hensyn til lighed er der virkelig noget at indhente. Skønt det franske befolkningselement af muslimsk baggrund tæller ca. fem millioner mennesker, er franskmænd med arabiske eller afrikanske navne praktisk talt ikke-eksisterende blandt højere embedsmænd, og de har først i 2002 banet sig vej til to små viceministerposter i regeringen. Der findes nogle få af dem i de politiske partier, men de er totalt fraværende i parlamentet.

Skoleeksempel
Da man i indenrigsministeriet begyndte at lede efter en kvalificeret præfektkandidat med indvandrerbaggrund, fandt man ingen dér, hvor kandidaterne normalt findes til overflod – i embedsmændenes rækker. En kilde i ministeriet har røbet, at man tyede til erhvervsregistre, hvor man koncentrerede sig om arabiske navne, der fulgtes af imponerende karrierebiografier – og man endte med at fokusere på handelshøjskolerektoren Aïssa Dermouche.
Manden er født i Kabylien i Algeriet i 1947 – undet det franske herredømme – som søn af en beskeden landbruger. Efter studentereksamen rejste han til Frankrig som 18-årig og kastede sig over studier i erhvervsøkonomi og socialvidenskab, bl a. ved Sorbonne. Tog den ene eksamen efter den anden, til og med en doktorgrad i informationsvidenskab i 1978. Virkede som konsulent og underviser og blev i 1976 professor ved handelshøjsolen i Nantes, derefter skolens rektor fra 1989. Han har banket denne læreanstalt op til en skole med internationalt ry og hen ved 2.000 studenter, heraf en femtedel udenlandske fra 36 forskellige lande.
Studenter og lærere roser Dermouche til skyerne som en dygtig, dynamisk og forstående leder. Et skoleeksempel på det franske meritokrati. Man hører kun godt om ham, han er blevet beskrevet vidt og bredt i pressen, gjort til en ikon, og han præsenteres som en stor beundrer af fransk og europæisk kultur. Alt dette forener han med at være muslim.
Med lettelse erfarer man, at Demouche er dog ikke bare det fuldkomne ideal – i privatlivet er han også lidt ’normal’: skilt to gange og far til fire børn. Men alt i alt fremtræder han som et levende eksempel på, hvor overmenneskeligt dygtig en muslim skal være for at gøre sig gældende i det franske samfund.

En hvid neger
Debatten om positiv særbehandling er ikke forstummet. På den ene side kan man tage afstand fra særbehandling som principielt forkert, på den anden side kan man se et vist hykleri i præfektudnævnelsen, et alibi, en model til udstillingsvinduet.
En kommentator har betegnet Dermouche som en ’hvid kabyler’ – et ekko af det amerikanske udtryk ’hvid neger’ om de alt for eksemplariske sorte amerikanere, der fik skulderklap for deres konformisme.
Dermouche »bekender« ifølge Reuters, at hans foretrukne fritidsinteresser er »golf, opera og filosofisk litteratur«. Han spiser middage med establishment-klubben Club du Siècle, og politisk har han følt sig på linje med Mitterrand, Balladur og derefter Chirac. Det er ikke sikkert, at en sådan profil appellerer til de frustrerede indvandrerghettoer, som den positive særbehandling egentlig har adresse til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu