Læsetid: 5 min.

Nekrologer

30. januar 2004


Fanny Blankers-Koen, 85
*’Den flyvende husmoder’, Francina (Fanny) Elsje Blankers-Koen, gjorde det surt at være kvindelig atletikudøver i årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig. I hvert fald hvis man havde ambitioner om at nå til tops. Der sad hun nemlig, langbenet, ranglet, muskelstærk og utrolig stædig. Og på karrierens højdepunkt 30 år gammel(!), en alder der ikke nødvendigvis var comme il faut i en sportsverden, der i forvejen (stadig) havde vanskeligt ved at acceptere kvindeidræt, for slet ikke at tale om tage den alvorligt.
Her lå måske den nu afdøde hollandske sportsstjernes største bedrift, at skabe respekt om kvindeidrætten.
Blankers-Koon stak for første gang forsigtigt pigskoene frem under OL i Berlin 1936. To år senere vandt hun to bronzemedaljer ved EM.
Multitalentets store problem havde været at bestemme sig for, hvilke discipliner, hun skulle koncentrere sig om. Så sent som i 1943 sad hun på verdensrekorderne i længdespring, højdespring og 80 meter forhindringsløb. Men det blev løb – i den grad, og sigtet blev rettet mod London og OL i 1948.
Disse lege har vi i Danmark stort set altid regnet for ’vores’, og det gik, ikke mindst takket være danskernes væsentligt bedre foderstand også rigtig godt. Men Blankers-Koen vil altid stå som det suverænt største kvindelige navn fra disse lege, og måske fra dem alle sammen.
Hun var nu blevet 30, mor til to, hun var blevet gift med sin træner, Jan Blankers i 1940 og – viste det sig i begyndelsen af 1949 – var gravid med deres tredje barn, da hun stormede rundt på Wembleys regntunge cindersbane. Til stor forargelse for mange mennesker, der mente hun skulle blive hjemme og passe mand og børn, og at det var aldeles upassende for en kvinde (underforstået, i hendes alder) at rende rundt i korte bukser. Men hun løb, med det afsluttende facit: Fire guldmedaljer til fruen, i 100 og 200 meter sprint, denne med et forspring til nummer to på syv meter, 80 meter forhindringsløb samt 4x100 meter stafetløb. Respekt! – også i den utroligt chauvinistiske sportsverden, hvis hele indstilling til kvinder og sport hun i høj grad var med til at ændre.
Efter folkehyldest og ordenstildeling fra dronningen, begyndte Fanny at forberede sig på EM to år senere, hvor hun måtte nøjes med tre guldmedaljer og en sølv – kollegerne på stafetholdet var simpelthen ikke gode nok, og alene kunne hun ikke klare det. Da var hun jo også blevet 32 og havde nu tre børn.
Året efter satte hun, hvad der skulle vise sig at blive punktum for det hele, da hun på Amsterdams olympiske stadion lige satte verdensrekord i femkamp.
OL i Helsingfors 1952 blev en trist afslutning på karrieren, da Blankers-Koen måtte trække sig på grund af sygdom. Men så blev der også plads til de andre, og selv fortsatte hun i sportens verden som holdleder for Hollands atletikfolk ved OL i Rom, Tokyo og Mexico City.
I 1999 blev hun hædret af det internationale atletikforbund som den største kvin-
delige atlet i det 20. århundrede.ross

Billy May, 87 år.
*Den amerikanske komponist, arrangør og trompetist, Billy May (Edward William May Jr.), var en succesfuld og flittig figur indenfor den populære jazz igennem det 20. århundrede. Han satte sit stempel på musik med koryfæer som Glen Miller i swing-æraen og i efterkrigstidens populære vokal- og bigband-jazz bl.a. med Frank Sinatra. Den 22. januar fik han så et hjerteslag. Han døde i den grad mæt af dage.
May blev født i 1916 og opvoksede i Pittsburgh, hvor hans musikerkarriere tog afsæt i et engagement i Charlie Barnets orkester, som han som 22-årig spillede trompet i og begyndte at arrangere for. Det var i denne periode, at Billy May skrev sit arrangement af melodien »Cherokee«, der blev et af hans store hits.
Siden satte May sit præg på Glen Millers orkesterlyd og arbejdede også med folk som Woody Herman og Les Brown. May blev hyret som fast arrangør hos Capitol Records, hvor han skrev til bl.a. Nat King Cole og Peggy Lee.
I 1950’erne havde May et samarbejde med bl.a. Bing Crosby, og i sidste halvdel af årtiet arrangerede May så for Frank Sinatra og havde sin andel i dennes succesfulde plader, Come Fly With Me (1957), Come Dance With Me (1958) og Come Swing With Me (1961). I samme periode udnyttede May sine humoristiske aner med komikeren Stan Freberg.
På dette tidspunkt var May en agtet og feteret arrangør på den amerikanske vestkyst, der udbredte sit talent til også at omfatte musik til film og tv. Måske bl.a. fordi hans ambitioner som orkesterleder på landevejen kun blev delvist indfriet i en tid, hvor de store underholdningsorkestres popularitet var på retur. May skrev bl.a. temaet til tv-serien ’The Naked City’, produceret 1958-63 og bygget over Jules Dassins spillefilm fra 1948. Han komponerede desuden musik til bl.a. filmene Johnny Cool (1963) og The Front Page (1974), og han afprøvede sågar sine evner som skuespiller. Det er musikken, han vil blive husket for.cmh

Janet Frame, 79 år
*Den newzealandske forfatter Janet Frame er død, 79 år gammel.
Hun nåede aldrig at få Nobels Litteraturpris, men hun var mindst to gange blandt favoritterne, heriblandt sidste år. Men selv hvis hun havde vundet, ville den ikke have været nær så vigtig som den allerførste pris, hun blev tildelt i 1952.
Dengang blev hun belønnet for sin første bog Lagunen og andre historier, og det hørte afdelingssygeplejersken på det psykiatriske hospital, hvor den 28-årige Frame var indlagt på grund af skizofreni. Efter ikke at have reageret på op mod 200 behandlinger med elektrochok skulle Frame igennem en frontal lobotomi – det hvide snit. Men operationen blev aflyst på grund af bogprisen.
»Jeg har besluttet, at du skal blive ved med at være, som du er. Jeg ønsker dig ikke forandret,« lød beskeden til Frame.
De foregående otte års ophold på adskillige mentalhospitaler havde dog allerede forandret den unge kvinde, og i en trebinds selvbiografi fortalte hun senere om sin sygdom og om en kamp mod omverdenens faste normer. Den anerkendte newzealandske instruktør Jane Campion filmatiserede senere trilogien under titlen En engel ved mit bord.
Havde hun fået Nobels Litteraturpris, havde hun ifølge sin ven og forlægger Michael King en helt særlig plan for, hvordan de medfølgende 10 millioner svenske kroner skulle bruges: Hun vil tilbagekøbe New Zealands jernbaner, der for flere år kom på amerikanske hænder i forbindelse med privatiseringen.
»Hun kom fra en jernbanefamilie – hendes udtalelse var mere end bare en vittighed,« fortæller King.
Janet Frames seneste bog udkom i 1988 og vandt British Commonwealth Writers’ Prize. Frame var en meget pri-vat person, men i forbindel-se med prisoverrækkelsen blev hun for en sjælden gangs skyld tvunget frem i rampe-lyset, fordi prisen blev overrakt af dronning Elizabeth under et besøg i New Zealand.
Frame døde torsdag af leukæmi på et hospital i byen Dunedin på den sydlige ø, hvor hun har boet de seneste år.ritzau/dpa

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her