Læsetid: 5 min.

Nekrologer

23. januar 2004


Ray Stark, 89 år
*Ray Stark var en foretagsom og magtfuld filmproducer, der arbejdede sammen med mange berømte navne. En af de uafhængige – helt og holdent sin egen mand.
Han begyndte som radioskribent og litterær agent og havde helt tilbage under Anden Verdenskrig stjernenavne som Raymond Chandler og Ben Hecht i sin stald. Og så blev han agent for show business-storheder som Marilyn Monroe, Richard Burton, John Wayne og Kirk Douglas.
Herfra var der ikke langt til at begynde egen producer-virksomhed, og den startede Stark, da han var omkring de 50, først med tv-film, siden med udprægede prestigeproduktioner for Hollywood. Gennembruddet kom med Tennessee Williams-filmatiseringen Fanget i natten (The Night of the Iguana 1964), hvor Stark præsterede at holde sammen på en brandfarlig kombination af temperamentsfulde talenter: instruktøren John Huston, stjernerne Ava Gardner og Richard Burton (med Elizabeth Taylor på slæb!) og Lolita-drømmen Sue Lyon.
Mod al forventning forløb optagelserne uden andre dramaer end dem foran kameraet – måske til Ray Starks ærgrelse, for han blev hurtigt kendt som manden, der skabte konflikter, fordi han mente de gav hans film ekstra kant og intensitet.
Og skænderier var der nok af, da Stark trods betænkeligheder gav rollen som hans svigermor, den legendariske komedienne Fanny Brice, til debutanten Barbra Streisand med det håbløse hageparti og den uklædelige næse. Instruktøren William Wyler og Streisand stødte gang på gang sammen, men Funny Girl (1968) blev en kæmpe-succes og banede vejen for Starks videre samarbejde med Streisand på film som Uglen og missekatten (1970) og The Way We Were (1973). Fra samme periode stammer den kunstnerisk mest helstøbte film fra Starks hånd, John Hustons skarpe, usmykkede og samtidig vemodsfyldte bokser-drama Fat City (1972) med Jeff Bridges. Herefter blev Ray Stark især dramatikeren Neil Simons faste mand i Hollywood og sørgede for filmatiseringer som The Sunshine Boys (1975) med Matthau og Lemmon,The Goodbye Girl (1977) med Marsha Mason og Richard Reyfuss, California Suite (1978) med Jane Fonda og Biloxi Blues (1988) med Christopher Walken og Matthew Broderick i Mike Nichols’ elegante instruktion.
Hans sidste succes var Det stærke køn (Steel Magnolias) fra 1989.Pim.

Randall VanWarmer, 48
*Allerede som 12-årig vakte den amerikansk-fødte sanger og sangskriver Randall ’Randy’ VanWarmer opsigt på de lokale folk-klubber i Cornwall, England. Hertil var han flyttet med sin mor, efter faderen omkom ved en bilulykke i Colorado i 1967. Sin unge alder til trods skrev han allerede på det tidspunkt sine egne sange, og som 18-årig skrev han et nummer som nogle år senere skulle blive hans livsforsikring, hvis han ellers har passet ordentlig på sine royalties.
I 1979 var der nemlig gevinst på både de grønne og de røde. Sangen hed »Just When I Needed You The Most«, og den har ’forfulgt’ lyttere og fans af den lettere ende af pop- og countrysange lige siden. Den strøg op som nummer fire på Billboards hitliste, på et tidspunkt, hvor den unge VanWarmer – ikke et ørehænger-navn på dansk, måske – var flyttet tilbage til USA, nærmere betegnet Woodstock i staten New York. Et klart forpligtende sted at bosætte sig. Debut-albummet, Warmer, udkom i 1978, og herpå fandtes altså også »Just When…« Et nummer der for mange er synonymt med VanWarmer, men trods manglende personlig succes som pladekunstner, havde han så meget mere gennemslagskraft som sangskriver inden for countrymusikken.
I 1984 indspillede country)supergruppen Oak Ridge Boys nummeret »I Guess It Never Hurts to Hurt Sometimes«, et nummer skrevet til minde om faderen. Den blev nummer 1, og Randy VanWarmer holdt op med at eksperimentere med den mere ’nutidige’ stil han havde forsøgt sig i på et par album, »Jeg lærte at hvis du er god til noget, så er det det du skal koncentrere dig om«, sagde han og flyttede til Nashville for at blive fuldtids countrymand. Bedre sted kunne han jo ikke finde, og I de næstfølgende år indspilledes hans sange af bl.a. Dolly Parton, Charley Pride, Conway Twitty og – igen – Oak Ridge Boys.
Større bliver det næppe i den genre. I 1988 gjorde Oak Ridge Boys det igen, denne gang med »Bridges and Walls«. 1990 kom hans måske bedte solo-album, Every Now and Then«, og i ’92 var det et andet supernavn der indtog førstepladsen med en VanWarmer-komposition, nemlig Alabama og »I’m in a Hurry (And Don’t Know Why)«.
Siden tog sygdom over, og Randy VanWarmer nåede blot at indspille en enkelt single de sidste adskillige år, inden han døde i Seattle. ross

Mary Jean Crenshaw Tully, 78
*Den ledende moderne amerikanske feminist, Mary Jean Crenshaw Tully, er død i New York.
Hun var medstiftende strateg i den moderne feministiske bevægelse i USA, der genvandt sin styrke i 1970’erne.
Hun var tidligere præsident i National Organization for Women’s Legal Defence and Education Fund (NOW), hvor hun var med til at lancere en reklamekampagne i 1970’erne opbygget omkring sloganet: ’Ansæt ham. Han har pæne ben’.
I løbet af kort tid lykkedes det hende at stable en bærende juridisk styrke på benene. Hun etablerede NOW i lokaler på Fifth Avenue i New York, fik selskaber og fonde til at skyde penge i foretagendet og arrangerede ligeledes velgørenhedsarrangementer for at rejse penge til projektet.
Mary Jean Crenshaw Tully var senest bestyrelsesmedlem og rådgiver i Veteran Feminists of America, en organisering af feministbevægelsens oprindelige forkæmpere.
Fra 1971 til 1981 var hun præsident for Fund for Women’s Rights, grundlagt af medsøsteren Betty Friedan som lobbyvirksomhed for arbejde med ligestilling og andre kvinderettighedssager.
I slutningen af 1980’erne, fostrede hun Tully Crenshaw Feminist Oral History Project, der indsamler interview med aktive i feministbevægelsen til bevaring for eftertiden.
Tully startede projektet som ’History of NOW og Betty Friedan Project’, hvilket ledte til en genforening af de kvinder, der var aktive i bevægelsens tidlige dage.
Det var denne genforening, der gav liv til Veteran Feminists of America, som stiftedes i Tullys lejlighed på Manhattan. Stiftelsen, der nu har base i Los Angeles, sporer feminismens tidlige tilhængere og holder dem informeret gennem en hjemmeside med mottoet: »to pass the torch to younger generations/ to rekindle the spirit of the feminist revolution/ and act as keeper of the faith«.
Tully, var uddannet ved Stanford University, University of Texas i Austin og University of Chicago, før hun fik en mastergrad i sociologi ved Wayne State University. Hun var mor til fem og underviste i sociologi ved Long Island University, Brooklyn, i en årrække i slutningen af 1960’erne.
Hendes eftermæle som pioner for kvindesagen i USA lader sig ikke udviske, og det feministiske netværk, hun skabte i sit virke, består efter hendes død. msk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu