Læsetid: 5 min.

Nekrologer

9. januar 2004


Etta Moten, 102
*Det kan godt være, at Hattie McDaniel var den første sorte kvinde, som vandt en Oscar (for sin rolle som Mammy i Borte med blæsten (1939)). Men det var sangerinden og skuespillerinden Etta Moten, som banede vejen med sine langtfra stereotype optrædener på Broadway og i Hollywood i de tidlige 30’ere.
Etta Moten indledte sin filmkarriere med, som den eneste sorte kvinde, at lægge stemme til en række hvide skuespillerinder, som ikke selv kunne eller ville synge i musicals, blandt andre Barbara Stanwyck og Ginger Rogers i Professional Sweetheart (1931). Det var en praksis, som blev mere almindelig i 40’erne og 50’erne, hvor man begyndte at bruge ikke-syngende stjerner i musicals, men Etta Moten var en af pioneerne på området. Siden sang hun sig til berømmelse i to musicals, Gold Diggers of 1933 (1933) og ikke mindst Flying Down to Rio (1934), der også var den første film, hvor Ginger Rogers og Fred Astaire spillede sammen. Etta Moten nægtede kategorisk at spille tjenestepige, en rolle, som typisk blev tildelt sorte skuespillerinder – som Hattie McDaniel – og hendes karriere i Hollywood var næsten forbi, inden den begyndte. I 1934 blev hun dog den første sorte kvinde til at optræde i Det Hvide Hus, da præsident Franklin D. Roosevelt bad hende synge til hans fødselsdag. Og hun fortsatte med give koncerter og synge på musikfestivaler. I 1942 vendte hun tilbage til Broadway og overtog den kvindelige hovedrolle i George Gershwins opera Porgy and Bess – en rolle, som Gershwin længe ville have, at hun skulle spille. Men fordi hendes stemme ikke kunne holde til det, måtte Etta Moten ulykkeligvis opgive sin karriere som sangerinde i begyndelsen af 50’erne. Hun begyndte i stedet at rejse verden rundt med sin mand, der var stifter af og direktør for et nyhedsbureau for afro-amerikanske dagblade. Efter hans død i 1967 forblev Etta Moten aktiv i forskellige interesseorganisationer for sorte, og i 1979 fik hun en fortjent plads i America’s Black Filmmakers Hall of Fame. Da Etta Moten i 2001 fyldte 100 år, fik hun på filmfestivalen i Chicago overrakt en ærespris af den Oscarvindende sorte skuespillerinde Halle Berry. CMC

Michael Straight, 87
*Med en dygtig manuskriptforfatter/instruktør kunne der komme en både spændende og tankevækkende film ud af historien om Michael Whitney Straights liv. Den 87-årige redaktør – blandt meget andet – der døde den 4. januar, har en på mange måde klassisk angelsaksisk historie bag sig, med lige dele amerikansk overklasse og britisk snobberi i bagagen.
»Jeg var ikke spion i ordets egentlige forstand«, udtalte han I 1995, efter (endnu) et litterært angreb, denne gang i London Review of Books. En sentens, han havde gentaget igen og igen, ikke mindst efter sin bog, After Long Silence, der udkom i 1983.
Historien er lang, på mange måder forudsigelig, og handler i vid udstrækning om stereotyper – som vi har lært dem at kende gennem film og bøger – og som man måske i dag har vanskeligt ved at forstå.
Michael Straight kom fra den amerikanske overklasse, hans far var kompagnon med bl.a .J.P. Morgan, moderen var fra en vildt formuende familie. Han blev sendt på en progressiv engelsk skole, Dartington i Devon, tilfældigvis oprettet af moderen og dennes nye mand. Derefter et år på Handelshøjskole i London og endelig – hvilket skulle få afgørende betydning for hans videre liv, til Trinity College i Cambridge, hvor han fra 1934 skulle studere økonomi. Her løb han ind i en række andre unge, priviligerede mænd, som alle forudså kapitalismens fallit og kommunismen som vejen frem. Han kom med i kredsen, besøgte Sovjetunionen flere gange og blev en slags stik-i-rend dreng for de mere tunge typer i partiet. Disse var bl.a. Kim Philby, Guy Burges og Donald MacClean, og tungere blev man ikke i det sovjetiske spionnet i England på det tidspunkt.
Som udsendt til USA af partiet, det var i 1937, blev han en slags dobbeltagent, fodrede vennerne i England/Sovjet med selvfabrikerede rapporter, og passede sine fremtidsmuligheder i Washington via et job i indenrigsministeriet.
Efter pagten mellem Sovjet og Tyskland i sommeren 1939, mistede han alle illusioner om kapitalismens forestående fald, og kommunismens endelige, globale sejr.
Han slog ind på en ny vej, der omfattede tjeneste i luftvåbenet fra 1942 til ’45, uden at han dog lettede fra amerikansk jord, job som chefredaktør på The New Republican, et velrenommeret magasin, hans mor havde grundlagt og en karriere som romanforfatter.
Så blev han tilbudt et job i Kennedy-regeringen, og for at komme undersøgelser omkring sin egen baggrund i forkøbet gik han ’til bekendelse’, og fortalte om sin – i egne øjne – ’flirt’ med de britiske kommunister. I den forbindelse afslørede Michael Straight over for FBI og MI5 ’the fourth man’ i den engelske spionskandale – Anthony Blunt.
11 år som chef for Statens Kunstfond blev det også til for Straight, men efter alle årene huskes han stadig som ’Cambridge-spionen.’ ross

Pierre Charles, 49
*Pierre Charles er den anden præsident for den Dominikanske Republik inden for tre år, der dør af et hjertetilfælde på præsidentkontoret. For tre år siden måtte Pierre Charles afløse partifællen Roosevelt Douglas, efter at denne var faldet død om på kontoret.
Pierre Charles havde haft hjerteproblemer gennem et stykke tid, og efter et møde tirsdag klagede han sig endnu engang over brystsmerter. Smerterne tog til, og kort efter døde han.
Charles blev født på en farm i den sydlige del af Den Dominikanske republik og voksede op blandt 17 søskende. Her blev han uddannet skolelærer, og få år inden løsrivelsen fra Storbritannen i ’78 blev han stærkt involveret i politik. I de første år var han medlem af den Dominikanske Frihedsbevægelse, hvorfra han af flere omgange forgæves forsøgte at opnå valg til parlamentet. Han var en ivrig offentlig debattør og var stærkt kritisk over for USA’s invasion af Granada i 1980.
Det var først, da Pierre Charles meldte sig ind i det socialdemokratiske Dominica Labour Party (DLP), at der kom skred i karrieren. I 1985 kom han ind i parlamentet. I 2000 kom DLP til magten, og her blev Charles kommunikations- og arbejdsminister.
Som Roosevelt Douglas var Pierre Charles kritiker af USA’s udenrigspolitik, ikke mindst overfor Cuba. Udadtil var den lille østat stor i slaget, men indadtil flød økonomien, og da Douglas døde, efterlod han Charles et land, der havde det svært. Man tabte stort på bananeksporten, og et par store orkaner hærgede landet i den første periode af Charles’ regeringstid.
I midten af 2002 var landets økonomi efterhånden så trængt, at Pierre Charles måtte søge hjælp hos IMF. Han skar i de offentlige udgifter og måtte hæve skatterne. Det resulterede i protester og store strejker. I mellemtiden blev Charles helbred ringere. Men trods to hjerteoperationer og flere lægers og kollegaers opfordring til at stoppe arbejdet, blev han ved sin bestilling til det sidste. lla

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her