Læsetid: 4 min.

Nekrologer

2. januar 2004


Viggo Møller-Jensen, 96
*Han døde stilfærdigt lige før jul, og var endnu i høj alder god til at sætte sine arkitekt-erfaringer i historisk perspektiv.
Faderen, Jens Møller-Jensen, dekorerede i starten af 1900-tallet Københavns Rådhus med kalkmalede borter af tidsler og blæretang. Selv startede Viggo, til sin fars fortrydelse, som tegnekarl for Poul Henningsen i 1930’erne.
Men PH og den gamle kunsthåndværker, som i Kritisk Revy var udråbt til teaterbonde med sølvknappet trøje, blev fine venner ved sønnens mellemkomst. Og samarbejdet med den ukonventionelle PH prægede Viggo for resten af livet.
Der var en kulturel og arkitektonisk radikalitet i Møller-Jensens bebyggelser mellem 1950 og 1980 – for det meste i samarbejde med Tyge Arnfred, siden også med Ole Sørensen.
De tre udviklede, med Viggo som nestoren, nogle af de mest betydningsfulde danske boligbebyggelser efter Anden Verdenskrig – først og fremmest Albertslund Syd med det tætte mønster af lave gårdhuse, og Farum Midtpunkts terrassehuse løftet på pæle over de parkerede biler.
Det var, bestemt af bolignøden, store præfabrikerede byggerier med de problemer det viste sig at give, men hver gang båret af stædig vilje til venlige kvarterer og nye boligkvaliteter, helt ned i detaljen og kampen med flytbare skillevægge.
Det er også Viggo og Tyge – ja, undskyld familiariteten, men sådan blev det, når man kom tæt på og ind bag Viggos professorale, bagvendt blufærdige bryskhed – det er også dem, der har bygget så markante og trygge kursusejendomme som Klarskovgård ved Korsør, med lange gule længer ned over et bakkedrag og en bjergknude af fællesrum oppe for enden, eller Herning Højskole i det flade Midtjylland, hvis elevværelser rejser sig som højhus med skråt tag højt over fællesrummene under samme slags skrå tage nede på jorden. Og man skulle, dengang i starten af 1960’erne, være temmelig arkitektonisk kulturradikal for at gennemføre noget så formelt besynderligt i stort mål.
Men det var sådan Viggo Møller-Jensen var. Højt opragende trods sin kleine skikkelse, og barsk hvis han mødte luftige teorier blandt sine kolleger på Arkitektskolen eller i byggebranchen. Det skulle være konkret og gå lige til sagen. Så det gjorde han, fra de første ultrabeskedne atelierhuse ved Utterslev og til Fællestegnestuen lukkede og slukkede.
Man kommer til at savne de historiske dyk og hans travle duknakkede trav i kanten af Kgs. Nytorv. adw

Hope Lange, 72
*Hun blev nomineret til en Oscar, vandt flere Emmy’er, spillede over for Marilyn Monroe og Elvis Presley og talte instruktøren Alan J. Pakula og skuespillerne Don Murray og Glenn Ford blandt mændene i sit liv. Nu er den amerikanske skuespillerinde Hope Lange død. Hope Lange var datter af en musiker og en skuespillerinde, og allerede som 12-årig debuterede hun på Broadway.
I løbet af 40’erne og 50’erne fik hun sin skuespilerfaring med at lave live-tv, før hun i 1956 spillefilmdebuterede i rollen som servitricen Elma, der bliver ven med Marilyn Monroes sangerinde i Bus Stop. Sin bedste rolle havde den smukke og følsomme Lange i Mark Robsons Peyton Place, hvor hun spiller en ung kvinde, der myrder sin far, efter at han har voldtaget hende. Af filmens ni Oscarnomineringer gik den ene til Hope Lange. Op gennem 50’erne og 60’erne medvirkede hun i en lang række meget forskellige film for instruktører som Nicholas Ray, Edward Dmytryck og Frank Capra og spillede sammen med blandt andre Robert Wagner og Montgomery Clift – og Elvis i Wild in the Country (1961). I 1966 giftede hun sig med Pakula og trak sig tilbage fra skuespillet i nogle år.
I 1966 fik hun en hovedrolle i tv-serien The Ghost and Mrs. Muir, der handler om en enke, som bliver venner med det spøgelse, der hjemsøger hendes hus. Serien holdt to sæsoner og indbragte Hope Lange to Emmy-priser.
Siden lavede hun hovedsageligt tv, men havde også småroller i film som En mand ser rødt (1974) og Blue Velvet (1986), før hun i 1987 for en kort bemærkning igen optrådte på Broadway.
Hope Langes sidste film var Philip Noyces noget mislykkede thriller Dødens karteller (1994). Som hun sagde i begyndelsen af 90’erne, så erdet »svært at finde arbejde for en kvinde på min alder. Man begynder at føle sig som en brontosaurus... Man deltager i de her møder, og producerne og forfatterne er alle i 20’erne. Heldigvis bliver jeg ikke kun bekræftet, når jeg arbejder. Det ville ikke gøre så meget, hvis jeg aldrig kom til at arbejde igen.« CMC

Christian Fogtmann, 86
*Tidligere chefredaktør Christian P. Fogtmann, Thisted, er død.
Han var udlært på det daværende Dannevirke i Haderslev og var ansat på Silkeborg Avis, Holbæk Amtstidende, Østsjællands Folkeblad og Venstres Pressebureau, før han i 1954 blev redaktør på Kjellerup Avis. Fire år senere blev Christian P. Fogtmann medredaktør på Silkeborg Avis. Fra 1962 til 1985 var han ansvarshavende chefredaktør på Thisted Amts Tidende, der i 1970 kom til at hedde Thisted Dagblad.
Christian P. Fogtmann har blandt andet været næstformand for Venstrepressens Bureau, formand for Foreningen af Venstreblade i Danmark og næstformand for Venstre Redaktørforening.
Han har skrevet flere bøger om de Bergske Blades og Venstres historie.ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her