Læsetid: 5 min.

En ny chance

Den unge, canadiske skuespillerinde Sarah Polley er det kraftfulde centrum i ’My Life Without Me’ – en dybt bevægende film om det liv, der først bliver levet, når man ser døden i øjnene
2. januar 2004

Ny film
Det er i Sarah Polleys kønne, unge ansigt, at dramaet udspiller sig i den canadiske instruktør Isabel Coixets dybt bevægende film My Life Without Me.
Polley spiller den 23-årige Ann, der får at vide, at hun har kræft og kun to måneder tilbage at leve i, og det er i høj grad hendes fortjeneste, at filmen ikke udvikler sig til at være en af disse beregnende øvelser i at få publikum til at græde, som de er så gode til at lave i Hollywood.
Coixet underspiller tragedien og lader Polley, som udstråler både skrøbelighed og en ufattelig indre styrke, bære historien. Ann græder nogle få tårer på hospitalet, da hun får beskeden om, at hun skal dø, men beslutter sig så for ikke at sige det til sin mand, Don (Scott Speedman), sine to små døtre eller sin mor (Deborah Harry).
I stedet ser hun dødsdommen som mulighed for at prøve nogle af alle de ting, hun aldrig før har prøvet, fordi hun blev gift og fik børn i så ung en alder og var tvunget til at blive voksen i en fart.

Poetisk dimension
Ann og hendes lille familie bor i en trailer bag morens hus. Hun arbejder med at gøre rent, og sover som regel om dagen, når Don er på arbejde og børnene i skole. Hendes far er i fængsel, og hun har ikke set ham i 10 år. Moren er i mellemtiden blevet en bitter midaldrende kvinde, der hellere brokker sig end gør noget ved sit sølle liv.
My Life Without Me, der er produceret af den spanske instruktør Pedro Almodóvar og hans bror, Augustin, kunne godt være forfaldet til ligegyldig slumromantik eller være blevet en barsk og lidt banal socialrealistisk fortælling om mennesker på samfundets bund, som drikker for meget, slår hinanden og deres børn og ikke kan finde ud af at leve et ordentligt liv.
Men Coixet vil det anderledes. Selv om filmen er en skildring af mennesker, som man næsten kun kan få ondt af, så handler den også om helt almindelige mennesker, som det slet ikke er svært af identificere sig med.
Ann og Don mødte hinanden som meget unge, fik børn og er gået i stå. De lever et simpelt liv og har ikke mange penge til tøj eller ferier, men de elsker hinanden og brokker sig ikke højlydt over deres alt andet end glamourøse tilværelse. Et eller andet sted allerinderst inde håber de dog begge på en dag at få realiseret bare én af deres drømme, før det er for sent. Hvem kan ikke nikke genkendende til det?
Og historien får tillige en poetisk dimension takket være de velkomponerede, meditative billeder og Anns næsten drømmeagtige overvejelser omkring sit liv, som kører på lydsporet og bliver en slags fortælling oven i fortællingen.
Ann genfinder livskraften, da hun skal dø. Hun laver en liste over de ting, hun vil nå, inden hun dør. Hun vil være sammen med en anden mand – Don er den første og eneste, hun nogensinde har været sammen med. Hun vil have en anden mand til at forelske sig i hende. Hun vil finde en mulig ny kone til sin mand og en mor til sine børn. Hun vil have en ny frisure. Hun vil besøge sin far i fængslet.
Og så vil hun indspille fødselsdagshilsner til sine piger på bånd, én hilsen om året indtil de bliver 18.

Dybde og tyngde
Det er svært ikke at overgive sig til denne unge mor, der på én gang er så uskyldig og så erfaren. Det er hjertegribende at høre hende tage afsked med pigerne, mens hun, efterhånden som pigerne bliver ældre, giver dem gode råd, erklærer dem sin kærlighed og understreger, at de ikke må lade mindet om hende stå i vejen for deres fars lykke og muligheden for at få en ny mor.
Polleys ferske ansigt og udtryksfulde øjne, der tidligere har gjort opmærksom på sig selv i film af to af Canadas store instruktører, Atom Egoyan og David Cronenberg, giver My Life Without Me og rollen som Ann en dybde og tyngde, som mange andre, unge skuespillerinder ikke ville have kunnet klare uden et mere udvendigt, overdrevet spil.
Coixet udnytter Polley til det yderste. Det er gennem hendes øjne, at vi ser historien udfolde sig, og skuespillerinden er tilstede i krop og ånd i hver eneste lille scene.
Omkring sig har hun gode karakterskuespillere, både unge og ældre, der alle holder den samme lavmælte, præcise tone som Polley.
Ud over Speedman og Harry drejer det sig om Alfred Molina som Anns far, Amanda Plummer som en lidt speciel arbejdskollega, Mark Ruffalo som elskeren og Leonor Watling som naboen, der også hedder Ann og er en mulig kandidat til at ’overtage’ Don og børnene.

Indfølt skildring
Selvfølgelig er det i sig selv tragisk, at Ann skal dø, men My Life Without Me er ikke en tragedie.
Der er intet unødigt eller selvmedlidende flæberi, og det bliver aldrig sagt eller bare antydet, at det altså er uretfærdigt, at så ungt et menneske skal dø. Det er ikke pointen med filmen. I stedet er den en indfølt skildring af et menneske, som har affundet sig med sin skæbne og nu prøver at få det bedste ud af det – for alle parter.
Anns beslutning om at forfølge sine drømme kommer til at påvirke hendes omgivelser, og da hun møder landmåleren Lee (Ruffalo), oplever hun at blive begæret af en anden mand, og gennem sin forelskelse i Ann, udvikler også Lee sig og kommer videre med sit eget liv.
Det kunne være endt som en stor, banal konstruktion, men er det ikke. Coixet mener, hvad hun siger, og det gør Polley også, og My Life Without Me er blevet en af de bedste film, jeg endnu har set, om det liv, der lidt paradoksalt først bliver levet, når man ser døden i øjnene.

*My Life Without Me. Instruktion og manuskript: Isabel Coixet. Spansk-canadisk (Dagmar og Grand i København, Øst for Paradis i Århus og Bio i Næstved)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her