Læsetid: 3 min.

Nyt håb i Georgien

6. januar 2004

DET KUNNE være så godt i Georgien. Landet har alt – herlige strande ved Sortehavet, subtropiske områder langs kysten, skønne vine og god mad fra store, frodige dale, majestætiske bjerge, og ikke mindst en ældgammel civilisation med berømte videnskabsmænd, kunstnere, digtere og tænkere at bygge på. Georgien var sammen med de andre kaukasiske republikker det mest yndede og forgudede feriemål i Sovjetunionen. Og Georgien var en af de rigeste republikker.
Nu, 13 år efter Sovjetunionens sammenbrud, er landet nær sammenbruddets rand, slidt ned og mishandlet under Eduard Sjevardnadses korrupte regime. Tre delrepublikker er, godt støttet fra Moskva, i realiteten selvstændige og to af dem vil slutte sig til Rusland.
Det var befolkningens raseri over denne situation og over Sjevardnadse-regimets åbenlyse valgsvindel, der for seks uger siden førte til Rose-Revolutionen og oppositionslederen Mikhail Saakasjvilis overbevisende valgsejr i søndags.
Denne unge, vestligt uddannede advokat står nu med den næsten håbløse opgave at leve op til sine ret så populistiske løfter til befolkningen: at nedkæmpe korruptionen, bekæmpe kriminaliteten, rette op på økonomien, tiltrække investeringer, sikre demokratiet, lave endelige aftaler med oprørsrepublikkerne om udstrakt autonomi under georgisk overherredømme, og øge tilnærmelsen til Vesten, samtidig med at forholdet til Rusland forbedres.
Ingen af disse opgaver er nemme, men sværest bliver det at lokke Abkhasien, Adjarien og Sydossetien til at opgive drømmen om selvstændighed eller indlemmelse i Rusland og samtidig forbedre forholdet til både Rusland og Vesten.
Saakasjvilis magt rækker nemlig ikke til de tre republikker, så længe de får støtte fra Moskva. Og på den anden side er Moskva meget mistænksom over for eventuelle georgiske tilnærmelser til USA og Vesteuropa. Russerne ser en eventuel georgisk tilnærmelse til Vesten, især NATO-medlemskab, som amerikansk indblanding i russisk interessesfære. For Moskva er amerikanernes stærkt forøgede aktivitet i Kaukasus, Centralasien, Baltikum og Ukraine-Hviderusland et led i USA’s forsøg på at få indflydelse i de tidligere sovjetrepublikker og presse Rusland ud. I centrum er dels geopolitiske overvejelser, dels – måske især – kontrollen over olie- og gasleverancerne.

NÅR DEN nye ledelse i Georgien alligevel, trods de alvorlige odds, måske har en chance for at komme ud af dødvandet og få gang i genopretningen af landet, så skyldes det flere ting.
For det første den imponerende og begejstrede folkelige opbakning bag Saakasjvili. Ifølge foreløbige oplysninger fik han mellem 80 og 90 procent af de afgivne stemmer ved valget. Men han skal handle hurtigt, hvis han skal undgå, at begejstringen forvandler sig til vrede og skuffelse i et land, hvor 54 pct. af befolkningen på 4,5 mio. lever under fattigdomsgrænsen, og hvor bruttonationalproduktet er faldet til det halve på 10 år.
For det andet har både USA og Rusland under urolighederne i Georgien flere gange udtrykt en fornyet vilje til at være med til at løse den lange række af problemer i Georgien. Det var i realiteten Washington, der trak tæppet væk under den tidligere kæledægge Sjevardnadse. Moskva har givet klart udtryk for, at de georgiske oprørsrepublikker ikke skal regne med støtte til hverken selvstændighed eller indlemmelse i Rusland. Samtidig står det klart, at Moskvas betingelser for denne indstilling er, at den nye ledelse i Georgien stopper tjetjenske guerillaers aktiviteter i landet og fører en mere Moskva-venlig linje. Præsident Putin fik efter alt at dømme disse indrømmelser fra Saakasjvilis nære allierede, den fungerende præsident, der besøgte Moskva kort før nytår. Saakasjvili selv sagde desuden i går, at hans første udlandsrejse går til Moskva.
En georgisk succes kan med med vestlig og russisk hjælp være den katalysator, der sætter fornyet gang i demokratiseringsprocessen i de tidligere sovjetrepublikker SNG-landene. Både i centralasiatiske lande og i Moldova, Hviderusland og Ukraine ser diverse livstidspræsidenter og andre diktatorer med rædsel på udviklingen i Tbilisi, hvor USA og Rusland blev enige om at støtte eller i hvert fald ikke modsætte sig en folkelig opstand imod et diktatorisk og korrupt regime. Og oppositionerne i de samme lande er allerede nu i fuld gang med af tage ved lære af Saarkasjvili.
Og det er der særdeles god grund til, for regimerne i flertallet af de tidligere sovjetrepublikker – ud over Baltikum og Rusland – er alle i fuld gang med at forvandle landene til forarmede, udemokratiske u-lande. Eksemplerne er talrige. De mest nærliggende er Aleksandr Lukasjenkos udpinte diktatur Hviderusland og Leonid Kutjmas Ukraine. Kutjma, præsident i et af Europas største og potentielt rigeste lande Ukraine, fortsatte processen før nytår, da han i strid med forfatningen fik tiltusket sig ret til en tredje periode.
Han burde ihukommende sin vrede befolkning og den særdeles aktive opposition nok skele lidt til, hvordan det gik Sjevardnadse i Georgien.

PEDA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her