Læsetid: 3 min.

Omvendt til folkeskolen

Hun meldte sin datter ind i otte privatskoler. Men sammen med en flok danske forældre valgte hun alligevel folkeskolen. Det udløste en massebevægelse og to klasser med 44 danske børn. Men kun fem tosprogede
31. januar 2004

Sammenhold
Nina Lund Andersen og resten af netværket fra mødregruppen var da rørende enige. Barnet skulle i privatskole. De fleste havde skrevet ungen op til en hel stribe. Nina Lund Andersens datter stod på otte forskellige ventelister.
»Uha, uha. Vi havde da alle de rigtige meninger, men når det kom til vores eget barns skole, så skulle det da være det bedste af det bedste – en privatskole,« fortæller Nina Lund Andersen, der er cand.mag i religionssociologi.
I dag har hun skiftet holdning og er initiativtager til netværket Brug Folkeskolen på Nørrebro, der forsøger at få forældre til at vælge den lokale folkeskole. Hendes egen datter går i børnehaveklasse på Sjællandsgades Skole – en folkeskole.
»Dengang var min oplevelse, at folkeskolen ikke kom mig i møde. Jeg stod der med en masse initiativ og masser af kræfter og vilje. Men skolen bød mig ikke indenfor. Jeg blev først inviteret til et møde i november 2002, hvor hun skulle starte i august 2003. Der havde jeg da allerede hørt fra en masse privatskoler.«
Når det alligevel endte med en folkeskole, skyldes det, at en gruppe forældre pludselig indså, at de nærmest kunne erobre Sjællandsgades Skole og sikre børnene skolegang i en lokal skole. Sjællandsgades Skole lå halvtom hen og havde meget få danske elever. Men skolens ledelse var ny og lyttede til forældregruppen. 10 danske forældrepar lavede en koordineret indsats og meldte sig ind samtidig. TV-Avisen mødte op – og kort efter var der 44 danske børn til to børnehaveklasser på Sjællandsgades Skole. Det reddede sandsynligvis skolen fra den evige glemsel.
»Det virkeligt chokerende var jo, at vi forældre i lang tid var overbeviste om, at folkeskolen ikke kunne bruges til noget. Det mente vi uden at have sat vores ben i den,« siger Nina Lund Andersen, der i dag er kritisk over for andre forældre på Nørrebro, der sætter automatpiloten på, når de vælger privatskole.
»De forældre, der vælger folkeskolen fra, det er akademikerne, de politisk korrekte, som kan sige alle de rigtige ord om miljø og integration. Det er absurd, for det er jo dem, der kan give folkeskolen et pust af kvalitet. Det er dem, der kan sætte skub i en skolebestyrelse, så kvaliteten i undervisningen kommer i top.«

Passive forældre
I dag er foreningen Brug Folkeskolen på Nørrebro en organisation, der samler repræsentanter fra skolebestyrelserne på de otte folkeskoler på Nørrebro. Netværket forsøger at overbevise forældre og presse om, at den lokale skole er bedst. Det helt gennemgående argument er, at den lokale folkeskole skaber tryghed og styrker nærmiljøet. Målsætningen er at få flere af forældrene på Nørrebro til at vælge den lokale folkeskole. Men også at sikre, at folkeskolernes etniske sammensætning afspejler sammensætningen i lokalsamfundet. Det er en pæn måde at sige på, at der ikke skal være for mange tosprogede elever på nogle skoler.
Og selv om Nina Lund Andersen med egne ord har »alle de rigtige meninger«, så er hun alligevel skarp i sin kritik af nogle af de tosprogedes børns forældre. Hun mener, de er for passive i deres holdning til det danske demokrati.
»De forventer, at skolelederen og skolelæreren putter noget i børnenes hoveder, som sikrer børnene adgang til en uddannelse senere. De forstår ikke, at det er en gensidig proces – at de skal yde noget.«
Resultatet af den koordinerede forældreindsats er, at Sjællandsgades Skole nu langsomt bliver mere og mere elitær.
– Er det ikke et problem, at I nu er ved at lave en ny hvid skole i folkeskolen?
»Jo, det er et kæmpeproblem. Vi laver netværker, vi bekræfter hinanden i, hvor vores børn skal gå. Det trækker nysgerrige ressourcestærke forældre til fra andre skoledistrikter. Men det er den eneste måde, vi kan gøre det på.«
Nina Lund Andersen er tilhænger af en mild form for kvoteordning, så alle tosprogede ikke havner på de samme skoler. Og så mener hun, skolerne skal markere sig mere.
»Det er ikke nok, at vi ser skolerne indefra hvert fjerde år, når der er valg. De skal være synlige lokale kulturinstitutioner i dagligdagen,« siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her