Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

27. januar 2004


Per Kirkeby på Geologisk Museum
*Kunstneren Per Kirkeby, der oprindelig er uddannet geolog, vender for en stund tilbage til sin gamle uddannelsesinstitution på Københavns Universitet. I løbet af det næste års tid vil han således stå for udsmykningen af en to etager høj trapperotunde på Geologisk Museum.
Kuppelstilladset, som nu fylder det meste af rotunden, vil blive taget ned de næste par uger, og museet vil derefter slå dørene op for publikum, som dermed kan se Per Kirkeby i arbejde, oplyser museets bestyrer, professor Minik Rosing til ritzau.
Udsmykningen, der bliver et af universitetets største kunstværker, finansieres af Ny Carlsbergfondet. Geologisk Museum har to trapperotunder, hvoraf den ene for 100 år siden blev udsmykket af den daværende direktør for Glyptoteket, maleren Oscar Mathiesen.
msk

Golden Globe i Beverly Hills
*Peter Jacksons sidste film i Ringenes Herre-trilogien, Kongen vender tilbage, blev med fire priser (bedste drama, bedste instruktør, bedste originalmanuskript og bedste sang) den helt store vinder, da Hollywoods udenlandske mediefolk uddelte sine Golden Globe-priser mandag.
Men også den anmelderroste og bittersøde Lost in Translation i Sofia Coppolas regi var godt repræsenteret i kategorierne bedste komedie eller musical, bedste manuskript og bedste mandlige skuespiller, der tilfaldt Bill Murray for indsatsen som falleret skuespiller på reklamejob i Tokyo.
Charlize Theron vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle for sin tolkning af den omstrejfende seriemorder i Monster. Den mandlige pendant tilfaldt Sean Penn for indsatsen i Clint Easywoods Mystic River.
Den afghanske film Osama, instrueret af Saddiq Barmak, vandt prisen for bedste udenlandske film. Storfavoritten Cold Mountain med Nicole Kidman og Jude Law i hovedrollerne måtte nøjes med en enkelt pris – den gik til Renee Zellweger for bedste kvindelige birolle. msk

Rønne Theater udvider
*Danmarks ældste fungerende teater, Rønne Theater på Bornholm, modtager to mio. kroner af Fonden Realdania til den kommende udbygning af det 180-årige teaterkompleks. Fonden Realdanias støtte gives til etableringen af en ny fløj i
teatrets gårdhave. Den ny tilbygning vil fuldende det mangeårige arbejde på at gøre Rønne Theater til en af Bornholms kulturelle hjørnestene. Tilbygningen vil blandt andet rumme intimscene/udendørsscene, undervisningslokaler til Bornholms Dramaskole og produktionslokaler for et kommende professionelt egnsteater.
Renoveringen, der blev iværksat i 2000, samt projektering af udbygningen forestås af Exners Tegnestue i Århus. I øjeblikket renoveres foyeren fra 1789.
Rønne Theater besøges årligt af cirka 20.000 publikummer og viser et bredt repertoire fra skuespil og dans til opera og amatørteater. msk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her