Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - Kultur

7. januar 2004

Skuespillere i undergrunden
*Rejsende udi den moskvaske undergrundsbane vil snart blive mødt med kendte stemmer, der skal fortælle dem, at de har nået deres destination. Således har tolv skuespillere indtalt beskeder, der skal erstatte den sædvanlige monotone og upersonlige stemme i højttaleren og give de rejsende en lille oplevelse med på vejen til hverdagens bestemmelsessteder. Et eksempel: »Dette er det sidste stop. Vi klarede den. Sikke et held,« og »Skolniki station. Min yndlings.« Blandt de celebre budbringere finder man navne som Sergei Yursky, Lyudmila Gurchenko og Gosha Kutsenko. Sidstnævnte har følgende kommentar til de rejsende: »Næste stop universitetet. Kære student, bered dig.« Metroen afspiller den afvekslende service som forsøgsordning i anledning af dens 70-års jubilæum. Hvorvidt tiltaget bliver permanent afhænger ifølge Moscow Times af passagerernes reaktioner. Desuden anføres som absolut succeskriterie, at hovedstadens indbyggere genkender stemmerne i højttalerne. Uanset vil man en rum tid frem kunne opleve følgende afskedssalut i den russiske undergrund: »Kære passagerer. For Guds skyld, når I forlader toget, så glem ikke jeres personlige ejendele.«
Kanske det ville hjælpe på utålmodigheden over forsinkelserne på den hjemlige metroscene, hvis Mads Mikkelsens røst lød i højttalerne på Kongens Nytorv: »Toget til Vanløse er forsinket med cirka 32 minutter. Fortvivl ej. Der er også en dag i morgen.« Opfordringen er hermed videregivet. msk

Arkitekter i nye organisationer
*De danske arkitekter er gået ind i 2004 uden Danske Arkitekters Landsforbund/Akademisk Arkitekforening som overordnet paraplyorganisation, der nu er blevet opdelt i tre selvstændige foreninger, skriver Politiken. Den nye struktur rummer arkitekternes fagforening Ansatte Arkitekters Råd, arbejdsgiverforeningen Praktiserende Arkitekters Råd samt standsforeningen Akademisk Arkitektforening. Sidstnævnte vil fremover fokusere på arkitekturfaglige spørgsmål samt og tage hul på en værdidebat blandt medlemmerne om fornyelse af arkitekturen. msk

Nationalmuseet halverer entreen
*Nationalmuseet ønsker at tiltrække nogle af de danskere, der normalt værgrer sig ved at besøge den udstillede danske kulturarv. Derfor har man valgt at reducere billetprisen til 25 kroner i hele 2004 på det store museum i Frederiksholms Kanal i København, Frilandsmuseet i Lyngby samt Frihedsmuseet. Der er fortsat fri entré for børn under 16.
Incitamentet til prisnedsættelsen er efterårets forsøg med gratis adgang til museets hovedsæde, der blev realiseret af en millionarv til museet. Her besøgte mere end 130.000 danskere og andet godtfolk museet, en stigning på 108 procent i forhold til samme periode året før. Desuden oplevede museet en forandring i sammensætningen af publikum, der i perioden udgjorde et mere repræsentativt udsnit af befolkningen. »For første gang bruger vi entréprisen som et strategisk værktøj til at placere museet endnu tydeligere i det offentlige rum,« siger Nationalmuseets direktør Carsten U. Larsen i en pressemeddelelse.
Det er blandt andet lignende positive erfaringer fra de statslige museer i London og Historiska Museet i Stockholm, der med succes har indført gratis adgang, som har dannet præcedens for halveringen af museumsentreen. msk

Den Kongelige Ballet turnerer
*11. januar drager hele Den Kongelige Ballet på turné i USA på invitation fra Kennedy Center for the Performing Arts i Washington D.C.
Det kongelige ensemble kvitterer fra den 13. januar med et ugelangt gæstespil bestående af syv forestillinger, heriblandt Bournonvilles Napoli og Sylfiden, samt Harald Landers Etudes.
Turnéen er et led i et større fremstød for dansk kultur i Washington, hvor en Eckersberg-udstilling på National Gallery of Art åbnede i november med overtagelse af dansk film ultimo januar. msk

Kortest muligt
*Filmfestival To danske film er blandt de otte, der skal deltage i hovedkonkurrencen, Nordic Film Award, ved årets nordiske filmfestival i Göteborg i dagene 23. januar til 2. februar. Det drejer sig om Hans Fabian Wullenwebers Tvilling samt Anders Østergaards dokumentarfilm Tintin et Moi. Vinderen begunstiges med 200.000 svenske kroner. msk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu