Læsetid: 11 min.

Pragmatikeren fra Vermont

For et år siden var han langt bagud i meningsmålinger. Washington-demokrater gav guvernøren fra en lille liberal stat i New England minimale chancer. Få dage inden det første valg i Iowa ligner Howard Dean mere og mere demokraternes udkårne kandidat til at slå Bush. Vor korrespondent tog i sidste uge til hans hjemstat.
16. januar 2004

For et år siden var han langt bagud i meningsmålinger. Washington-demokrater
gav guvernøren fra en lille liberal stat i New England minimale chancer. Få dage inden det første valg i Iowa ligner Howard Dean mere og mere demokraternes udkårne kandidat til at slå Bush. Vor korrespondent tog i sidste uge til hans hjemstat.

Amerikanernes valg
En kvinde i uniform ser den fremmede gæst og rykker med hurtige skridt ned ad gangen. »Hvem er De,« spørger hun aggressivt. »Dette er et sikret område. De må gå ud i hallen.«
Jeg forstår ikke et muk. Sikret? Jeg er gået ind på Sheraton hotel i den demokratiske præsidentkandidat Howard Deans hjemby Burlington for at møde formanden for delstatens republikanske parti Skip Vallee. Han er her for at tale til en fundraiser (pengeindsamler for partiet) i en konferencesal. Har de lokale republikanske vip’er virkelig brug for beskyttelse?
Her i Vermont ånder alting ellers fred og ro. Alle kender hinanden. Ingen borgere gør hinanden fortræd. Det er lidt som Danmarks ry fra en svunden tid.
Nogle få timer forinden er jeg uden at blive kontrolleret af nogen ordensmyndighed gået ind i Vermonts lovforsamling i hovedstaden Montpelier, hvis indbyggertal er på 8.000 sjæle, og har snuset rundt i gangene for at fornemme den atmosfære, Howard Dean arbejdede i, da han var guvernør fra 1991 til 2002.
En parlamentsbetjent tager ingen notits, mens jeg står og nøje studerer et forlorent og ret sentimentalt udseende kunstmaleri af Howard Dean som guvernør. På andre guvernørportrætter fra Vermonts historie sidder motiverne enten i en stol, står ret op med hånden støttende på en skrivebordsflade eller også skildres de fra busten op til hovedpartiet.
På maleriet af Dean er der sket et radikalt stilbrud. Han sidder på et klippestykke ved bredden til én af Vermonts talrige søer. I venstre hånd holder han en åre, som kunne være et jagtgevær. Bag ham ligger en båd, og længere bagude er der udsigt til skvulpende småbølger og grønne skove.
Guvernøren er klædt til udendørslivet i tøj, der svagt minder beskueren om en jæger eller noget militaristisk. Lokale i Montpelier refererer til maleriet som L.L. Dean, hvilket er et ordspil på sporttøjsfirmaet L.L. Bean og dets kataloger.
Signalet, Dean ønsker at sende til eftertiden kunne være: Jeg holder af naturen og vil beskytte den. Men jeg er også et mandfolk. »Hey, recall James Dean!«
Mens jeg studerer lærredet, hører jeg en spæd stemme. Jeg vender mig rundt og står overfor en ældre dame med kridhvidt, tyndt hår strittende ud under en sort hat. »Synes De ikke, at hans mundparti er mislykket,« spørger hun inkvisitorisk.
Inden jeg når at svare, har hun skyndt sig videre nedad gangen mod sidedøren og ud i polarkulden på minus 20 grader Celcius. Mærkeligt lakonisk og køligt sted, Vermont.
Efter en kort ventetid i hallen på Sheraton-hotellet dukker republikaneren Skip Vallee op og fortæller, at den officielle del af programmet er ovre og at »han« i øvrigt er taget afsted. Øh, hvem?
»Nå, det vidste De ikke. Det var handelsminister Don Evans, som var her for at rejse penge til Bushs valgkampagne,« lyder svaret.
Derfor afsikringen af terrænet.
Det er måske for meget at forvente, at lokale republikanske ledere i Vermont giver eks-guvernør Howard Dean et hæderligt skudsmål, dette valgårs sandsynlige demokratiske modstander af deres højt elskede præsident George W. Bush. Men alligevel.
Trods sine vredesudbrud mod Bush og den indædte modstand mod krigen i Irak var Dean kendt som en ganske moderat og på nogle punkter konservativ guvernør i Vermont.
Han skabte ligevægt på statens finanser. I finansåret 1993-94 spenderede Vermont endda færre penge end året før. Det var ikke sket i 34 år. Så asketisk og sparsom var Deans indstilling til statens en mia. dollar store årsbudget. Han havde tilmed et ry som erhvervsvenlig. Marginalskatter blev nedsat for de højeste indkomstgrupper for at tiltrække nye iværksættere.
Dean kæmpede intenst for at tiltrække arbejdspladser til Vermont – så kompromisløst, at han i dag bliver beskyldt af demokratiske rivaler for at have givet skattelettelser til genforsikringsselskaber, som plejer at holde til i Bermuda-øernes skattely. Ét af selskaberne var en del af energikoncernen Enron fra Texas, der gik ned under en finansskandale for to somre siden.
»Hans holdning var, at Vermont ikke kan opretholde en så høj levestandard med så gode sociale ydelser, med mindre vi forkæler forretningslivet. Det er dem, der skaber rigdom,« siger David Gram, medforfatter til en politisk biografi udgivet af otte lokale journalister.

Den demokratiske guvernør blev også kendt som en lov- og ordenspolitiker. Han slog hårdt ned på børnemishandling og spritkørsel. Fængselsstraffe blev forlænget, og i dag sidder flere vermontborgere indespærret end før hans guvernørtid.
Jack Hoffman, tidligere redaktør ved Vermont Press Bureau fortæller: »Fængselsvæsenet fik flere penge under Dean.«
Hertil kan føjes, at Dean går ind for dødsstraf. Han forholder sig desuden skeptisk til våbenkontrollove vedtaget af forbundsstaten. Forbud mod specifikke håndvåben bør efter hans mening ligge i enkeltstaternes regi.
Journalist og lobbyist Bob Shearman, der har kendt Dean i 20 år og af og til arbejdet for ham siger: »Han har et besynderligt renommé.«
»Her i Vermont opfatter vi Dean som en moderat og til tider konservativ demokrat. Rundt i landet anses han for at være venstreorienteret. Det kan hænge sammen med, at det politiske tyngdepunkt i Vermont ligger til venstre for midten i amerikansk politik,« siger Shearman.
Hvad man ser, afhænger naturligvis af ens udgangspunkt og vinkel. I sin guvernørtid vakte Howard Deans politiske beslutninger en gang imellem vrede i miljøbevægelsen og blandt venstreorienterede demokrater. Han blev også heftigt angrebet af republikanere knyttet til den yderste højrefløj i partiet (dem der nu sidder på magten i
Washington).
Men hos et solidt flertal af Vermonts vælgerbefolkning var Dean populær. Det gjaldt de fleste demokrater såvel som moderate republikanere. Hans republikanske modstandere under guvernørvalg vandt aldrig mere end 39 procent af stemmerne.
Efter et års præsidentvalgkamp og utallige angreb på partifader George W. Bush har piben imidlertid fået en anden lyd blandt Vermonts republikanere. Nu skal der rustes til kamp mod statens ’egen søn’, Howard Dean.
Den republikanske partiformand Skip Vallee,siger mens han står med et glas i hånden i hotellets foyer
»Det er korrekt, at Dean i de første to-tre år førte en konservativ finanspolitik. Men det varede ikke lang tid, førend hans sande karakter blev afsløret. Han godkendte homoseksuelt ægteskab. I hans tid voksede ejendomsskatterne. Hans sande politiske ideologi ståsted er det yderste venstre.«
Skip Vallee ejer et konsulentfirma indenfor energi- og miljøsektoren i Vermont. Derfor falder det naturligt at spørge, om Dean ikke var en ret erhvervsvenlig demokratisk guvernør.
»Nej, slet ikke,« svarer han. »Mange selskaber, der er flyttet her til staten, føler sig tynget af unødigt bureaukrati og høje ejendomsskatter. Sygesikringsselskaberne er flygtet ud af staten, fordi regeringens krav til dækning er blevet strammet under Dean.«
Sådan nogenlunde vil Deans generalieblad som guvernør blive beskrevet af Bush og hans politiske håndlangere, hvis han vinder det demokratiske partis nominering. Republikanerne i Vermont har utvivlsomt allerede fodret præsidentens højrehånd, Karl Rove, med denne type ammunition. Vil det virke?
Journalist Jack Hoffman siger: »Karl Rove har ladet forstå, at han foretrækker Dean fremfor de andre demokrater. Jeg tror ikke på det. Bush og hans rådgivere er hundeangste for Dean.«
Skip Vallee inviterer til cocktail og pindemadder inde i konferencesalen. Jeg bliver præsenteret for Deans efterfølger, guvernør Jim Douglas, og kan ikke lade være med at fortælle ham, at jeg under mit sidste besøg i Vermont i 1998 løb ind i hans forgænger. »Nuvel,« siger guvernør Douglas. »Næste gang De kommer, stiller jeg op til præsidentposten.« Folk griner.

Før midtvejsvalget november 1998 deltog jeg i et valgmøde med den demokratiske senator Patrick Leahy på et kaffehus i Burlington. Efter at have interviewet ham, kom en yngre kvinde op og spurgte om jeg havde lyst til at møde guvernør Howard Dean. Det viste sig at være hans talskvinde. Tja, hvorfor ikke? Jeg havde knap nok hørt om guvernøren. Okay, lød beskeden. Du kan møde ham nede ved Lake Champlain kl. 12.
I Vermont fortæller alle journalister, der har fulgt Dean gennem årene, at han i bund og grund ikke har ændret sig fra guvernørtiden. Han taler af karsken bælg uden at veje sine formuleringer alt for meget på en guldvægt.
Darren Allen, redaktør for Vermont Press Bureau, fortæller:
»Det er ret typisk for Vermont-politikere. Der er ingen humbug eller sortsnak. De taler ikke efter manuskript. Ingen tænker på meningsmålinger.«
På amerikansk kalder man stilen
straight talk, shooting straight eller
shooting from the hip. Netop denne manér har gjort Dean populær hos mange demokratiske vælgere, der higer efter at høre en kandidat udstille præsident Bush som nøgen. I amerikansk presse hævdes det ofte, at ingen i Vermont erindrer guvernøren som en arrig terrier, der taler rent ud af posen og med lidenskab om emnerne.
Men det er forkert. I det 10 minutter lange interview fra 1998 viser han tænder flere gange. Hans republikanske modstander Ruth Dwyer får klø for at være modstander af Deans sygesikringsprogram for unge vermontborgere under 18 år. Især falder det guvernøren for brystet, at hun tager afstand fra et program, der yder tilskud til børnepasning, således at begge forældre kan arbejde.
Den skarpt talende Howard Dean sagde dengang:
»Dwyer mener, at den eneste løsning er at lade kvinden blive hjemme og passe børn. Nuvel, hun har ingen børn og ved ikke noget om dette her.«
Av, av! Referencer til en politisk modstanders privatliv er tabu i moderne politik. Hvis Howard Dean siger noget lignende om en modstander i valgkampen 2004, vil han opleve et jordskred i sin stemmebase.
Den mest politisk kontroversielle beslutning Howard Dean tog som guvernør var at gennemføre civilt partnerskab for homoseksuelle. Vermont var den første delstat i USA, der gav homoseksuelle samme rettigheder som ægtepar. Det gjorde ham øjeblikkeligt ekstremt populær i USA’s store homoseksuelle samfund – en befolkningsgruppe, der mere end nogen anden har støttet hans kandidatur til præsidentposten med finansielle midler.

Med opbakningen til homoseksuelles rettigheder satte Dean sin politiske karriere på et bræt. Ikke fordi han havde nogen anden farbar udvej. Vermonts højesteret afsagde nemlig en kendelse i december 1999, hvori det hed, at homoseksuelle partnere nyder samme rettigheder under statens forfatning som heteroseksuelle ægtepar.
»Hvad der gjorde stort indtryk var, at ingen havde forudset domstolens kendelse. Men det tog kun en time for guvernøren at indkalde til et pressemøde og erklære sin opbakning og vilje til at presse delstatsparlamentet til at vedtage ny lovgivning,« fortæller Mark Bushnell, klummist ved Vermont Sunday Magazine.
Resultatet af Deans modige handling kunne prompte aflæses i meningsmålinger. Ikke alene republikanere, men også mange demokratiske vælgere, var chokerede og rede til at vælte ham af pinden under guvernørvalget i 2000.
Mark Bushnell siger:
»Her viste Dean vitterligt, hvilket stof han er lavet af. Han rejste Vermont rundt og stod fast, når gamle tilhængere angreb ham – nogle af dem ret aggressivt,« erindrer Bushnell, medforfatter til den politiske biografi af Dean.

Det republikanske lederskab i Vermont var overbevist om, at Dean var trængt op i et hjørne. Ved valget i november 2000 vandt han med den laveste margin i 12 år, nemlig 50,4 procent.
I Vermont skal den vindende kandidat have mindst 50 procent af stemmerne, ellers overlades det til den lovgivende forsamling at udpege en guvernør. I 2000 vandt republikanerne for første gang i mange år et flertal i begge kamre i parlamentet.
»Vi var meget tæt på at afspore Deans politiske karriere,« siger Jack McMullen, en republikansk forretningsmand i Burlington, der i år stiller op til senatsvalget mod Pat Leahy.
McMullen er kendt som en tænksom moderat republikaner og lægger ikke skjul på sin frygt for, at Howard Dean kan blive en formidabel modstander til George W. Bush. »Dean er en meget beslutsom person, yderst begavet og velformuleret. Man kan stole på ham. Når han lover at gøre noget, sker det,« siger Jack McMullen på sit kontor en sen aften.
Når man presser denne hæderlige republikanske politiker, indrømmer han det åbenlyse – at Dean var en succesrig guvernør i Vermont.
»Det eneste problem er, at han ikke er en dyb konceptuel tænker. Det stammer måske fra, at han er uddannet læge. Læger diagnosticerer og behandler den enkelte sag uden at tænke fremad. Han var f.eks. ikke i stand til at forudse, at nogle af de programmer han fik sat i gang på lang sigt bliver en finansiel byrde for Vermont,« påpeger McMullen.
Det er praktisk talt den eneste kritik, han kan tilbyde af Dean. Den tidligere guvernør er indbegrebet af en pragmatiker. Et problem løses med en recept fra apoteket.
Reporteren David Gram siger:
»Ideologi ligger ham fjernt. Om midlet skal hentes fra de venstre eller højreorienteredes ideologiske arsenal er ham ligegyldigt. Bare det virker.«
Præsidentvalget i 2004 kan altså blive et opgør mellem højreideologen Bush og den pragmatiske Dean.

Fakta
Howard Dean om krigen i Irak
*27. januar 2003: »Såfremt præsident Bush fremlægger beviser for, at Saddam Hussein besidder masseødelæggelsesvåben, ville jeg vende tilbage til FN og anmode om en resolution, som enten kræver afvæbning i løbet af 60 dage eller lader os gå ind og gøre det.«
*2. februar 2003: »Min personlige mening er, at Saddam muligvis besidder miltbrand og kemiske våben. I det tilfælde skal han afvæbnes. Men uden ret åbenlys og overbevisende dokumentation på, at disse våben udgør en overhængende trussel mod USA, bliver det meget svært at argumentere for at angribe ham unilateralt.«
*15. marts 2003: I en tale til Californiens demokratiske partikongres nogle få dage før krigens udbrud siger Dean til bragende klapsalver. »Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad i alverden så mange demokratiske lovgivere tænker på, når de støtter præsidentens ensidige angreb på Irak?«
*2. juli 2003: »Nu da vi befinder os i Irak, kan vi ikke bare trække os ud. Vi kan ikke tillade kaos eller en fundamentalistisk magtovertagelse i Irak, fordi det kunne gøde grunden for al-Qaeda. Det første skridt jeg ville tage som præsident er at bringe 50.000 flere soldater ind. Jeg ville henvende mig til arabiske lande og islamiske lande, som er vores allierede, NATO og FN ... Vi vil være i Irak lang tid. Vi kan ikke bare trække os ud.«
*18. december 2003: »For fire dage siden lykønskede jeg de amerikanske styrker, som tog Saddam Hussein til fange og udtalte, at det var en god ting for os og hele verden. Men vi må forstå en ting, og det er, at tilfangetagelsen af et ondt menneske ikke gør det muligt at erklære krigen mod terror ovre. De to ting har ikke noget med hinanden at gøre ... Sandheden er, at vi ikke er mere trygge, end vi var før tilfangetagelsen af Saddam.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu