Rock fra vuggen

On the road
MEMPHIS – Hun ligner en punk-udgave af Hunulven Ilse fra SS, og hun taler som en skærebrænder. Men måske er hun bare det nye årtusindes svar på en arketypisk rock’n’roll-tøs. I hvert fald siger hun, at Elvis er Kongen, og at Johnny Cash er den største nulevende sanger – også selv om han nu er død.
Hun er guide i det legendariske Sun Studio, den pap-forede skotøjsæske i hjertet af Memphis, Tennessee, hvor Elvis, Cash, Roy Orbison, Carl Perkins og adskillige andre af 50’ernes musikpionerer debuterede på vinyl og dermed tog de første spadestik til den rockmusik, som blev lydsporet til de følgende årtiers ungdomsoprør.
At være guide i Sun Studio er ikke et job, som i fysisk forstand giver megen motion – lokalet er ikke mere end nogle få skridt på hver led. Men kulturelt set spænder det over en mægtig bevægelse, hvis effekt her næsten et halvt århundrede senere står malet i ansigterne på deltagerne i den lille gruppe, vi har koblet os på. Folk spiser af hånden. De sukker, gisper og fniser af hver lille luns, der serveres for dem. Og vor værtinde ved præcis, hvilke knapper hun skal trykke på.
Hun lægger naturligvis ud med pligtstoffet, dvs. beretningen om den 27-årige hvide radiotekniker Sam C. Phillips, som i oktober 1949 grundlagde The Memphis Recording Service med den hensigt at indspille lokal musik under mottoet: »We record anything – anytime – anywhere«. I starten lod Phillips andre om at udgive musikken, i de fleste tilfælde Chess Records i Chicago. Men i 1952 oprettede han tillige Sun Records – et klogt træk skulle det vise sig.

Forvrænget guitar
Selv om Sun Studio i dag mest forbindes med den usikre unge mand ved navn Elvis Presley, som i juli 1953 vovede sig ind for i al hemmelighed at indsynge »My Happiness« som en gave til sin mor, koncentrerede Phillips sig i de første år mest om sin yndlingsmusik: Nemlig den delta blues, der omgav ham til alle sider. Phillips var således den første til at indspille B. B. King. Og selv betragtede han sit største fund som blueslegenden Chester Burnett, bedre kendt som Howlin’ Wolf.
Trods sin lidenskab for sort musik måtte Sam Phillips hen imod midten af 50’erne indse, at bluesen havde fået en baby, der hed rock’n’roll. Allerede i 1951 havde han lagt udstyr til indspilningen af, hvad der regnes for at være historiens første rocknummer, nemlig »Rocket 88« med Jackie Brenston and the Delta Cats (og en ung Ike Turner på piano). Vor værtinde starter båndoptageren og sætter trumf under de rockende toner med anekdoten om, hvordan gruppen på vejen hen til studiet tabte deres guitarforstærker fra bilens tag. Under faldet opstod en løs forbindelse, der gav højttaleren en fæl, hvæsende lyd, men musikerne havde ikke andre, så de var nødt til at bruge den. Og vupti: Sådan blev den forvrængede elektriske guitar født!
Omtrent lige så opfindsomt gik det til, da Johnny
Cash – få måneder efter at Elvis havde lavet sin første professionelle indspilning,
»That’s All Right« – trådte ind i det lille lokale for at indspille klassikere som »Cry! Cry! Cry!« og »Hey! Porter«. Cash var på det tidspunkt ved at skabe sig et navn som country-stjerne, og ifølge tidens snævre genrekonventioner måtte der ikke være trommer på en sang, hvis den skulle have adgang til country-musikkens højborg, radioprogrammet The Grand Ole Opry, som blev sendt fra Ryman Auditorium i nabobyen Nashville.

Class of ’55
Den unge Cash var imidlertid både til rockabilly/pop og country. Og for at tækkes begge lejre fik han – apropos sit efternavn – den ide under indspilningen af »I Walk the Line« at vikle en dollarseddel ind mellem strengene på guitaren, så hans rytmespil kom til at lyde som en blanding af en lilletromme spillet med viskere og et lokomotiv. Effekten udeblev ikke. »I Walk the Line« blev et hit inden for såvel country som pop, og Cash sikrede sig et navn i musikhistorien.
De to største hits fra Sun Studio stod Jerry Lee Lewis for: »Great Balls of Fire« og »Whole Lotta Shakin«. Efter dem begyndte det at gå ned ad bakke. I 1959 udløb Phillips’ lejekontrakt på bygningen, og det meste af de næste 25 år stod lokalerne tomme, indtil Johnny Cash, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis og Carl Perkins i 1985 for sjov samledes for at mindes gamle dage under navnet The Class of ’55. Det blev startskuddet for en genoplivning af Sun Studio – båret af en nostalgibølge, der stadig kører på højt blus.
At Sun igen er blevet et populært indspilningsstudio, har man i de senere år kunnet høre på album med så forskellige kunstnere som U2, Tom Petty, Sheila E, Def Leppard, Beck, Bonnie Raitt og James Blood Ulmer. Og skulle nogen have fået blod på tanden, kan det oplyses, at prisen er beskeden: 75 dollar i timen. Det er mere end de 3.98 dollar, Elvis i sin tid måtte bløde for en »custom session«, men til gengæld kan man få lov til at synge i studiets oprindelige mikrofon, hvor der måske stadig sidder dna-rester af Kongens spyt. Man må ikke bide i eller slikke på mikrofonen, indskærper vor værtinde – belært af erfaring. Men man må gerne kysse gulvet, hvor Elvis stod. Det gjorde Bob Dylan, da han var på besøg. Så kan vi vel også…