Læsetid: 3 min.

Rockens 100 vanvidsøjeblikke

The Whos afdøde trommeslager, Keith Moon, er blevet udnævnt til rockmusikkens vildeste galning
3. januar 2004

Galskab
Han kørte Rolls Royces ud i swimming pools og kastede tv-apparater ud af hotelvinduer. Han smadrede det ene trommesæt efter det andet. Keith Moon har altid frem-stået som rock-musikkens ultimative vildmand.
Nu er denne status blevet officiel: The Whos tidligere trommeslager, der døde kun 31 år gammel efter et liv som konsekvent og kompromisløs ballademager, topper suverænt på den liste over »De 100 Største Vanvidsøjeblikke i Rockmusikken«, som musikbladet Q Magazine netop har opstillet i sit nytårsnummer.
Listen opregner rockens skøreste og særeste stunder – fra Michael Jacksons voo-doo-ritualer for at nedkalde en vanskæbne over sine fjender til Elvis Presleys forkærlighed for at fortære bjerge af syltetøj- og jordnødde-smør-sandwiches via Freddie Mercurys seksuelle pirringslege i kulissen og det britiske toldpolitis arrestation af Diana Ross i Heathrow.
Listen omfatter også Jimi Hendrix’ og Janis Joplins narkorus-relaterede dødsfald, Ozzy Osbournes hang til at bide hovedet af flagermus og en fordrukken Courtney Love liggende halvnøgen i en gade i London. På listen er også opført eksempler på usædvanligt vulgære album-covers – fra Cher og Yoko Ono - og på ekstraordinært smagløse kostumer – Elton John og Grace Jones.
Hvad Moon the Loon angår, er det imidlertid hele trommeslagerens korte karriere – fra han som 16-årig kom med i The Who til hans død i 1978 som følge af en overdosis af de piller, der var blevet ordineret ham for at holde hans alkoholforbrug nede – der tæller som et eneste ’vanvidsøjeblik’.
Moon forklarede engang sine daglige rutiner for en læge: »Jeg plejer at stå op ved seks-tiden om morgenen. Jeg får mig et par skarpe og spiser mine æg. Derefter drikker jeg en flaske Dom Perignon og en halv flaske cognac. Så snupper jeg mig et par beroligende piller. Så er klokken blevet 10 og jeg tager en dejlig lur til kl. 17. Jeg står så op, får mig et par black beauties (speed, red.), lidt mere cognac, lidt mere champagne, og så går vi i byen. Så holder vi boogie-time. Vi pakker først sammen igen klokken fire.«
Moons diæt af alkohol og piller inspirerede adskillige vanvidsindfald: Røgbomber på scenen og fyrværkeriafbrænding i hotelkorridorer hørte til standardrepertoiret. Engang efterlod han grisehoveder i forskellige personers senge. På sin 21 års fødselsdag tog han alt tøjet af på et Holiday Inn-hotel og gav sig til at smide med mad mod politiet. Ved andre lejligheder klædte han sig ud som SS-officer, før han tog på sin bar-rundtur.

Vejen til det bizarre
Skuespilleren Oliver Reed, som svirede sammen med Moon under nogle af dennes mest vilde eskapader, og som bestemt ikke selv holdt sig tilbage med flasken, sagde engang: »Før vi mødtes, kendte jeg vejen til barer, ikke til det bizarre. Det var Keith, der viste mig vejen til galskaben.«
Det værste øjeblik for Moon kom i 1970, da han blev angrebet af en bande skinheads, og under sin flugt ulykkeligvis kom til at køre sin chauffør ned og dræbe ham. Han blev pure frikendt for ethvert ansvar i den efterfølgende retssag.
Hans vanvidsindfald eskalerede dog efterhånden i begge hans hjem i Los Angeles og Surrey og sendte ham efterhånden ud i depressioner og selvmordsforsøg. Det lykkedes ham aldrig at vinde over flasken og eller at aflægge sin ekstreme grænsesøgende livsstil.
»Ikke blot var han rockens vildeste galning. Han var også den første virkelige rockstjerne, hvis hele liv – på scenen som udenfor – var helliget til at skabe og opretholde myten om ham selv,« hedder det i Q’s vurdering.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu