Læsetid: 10 min.

Så nær, så fjern - historien om et meningsløst mord

Det mærkelige er ikke, at en ensom galning kan få lyst til at dræbe en kendt person, men at ingen troede, det kunne ske. Og at Anna Lindh – den mest eksponerede enkeltperson i Sverige under eurokampagnen – ikke måtte få en livvagt for Säpo
17. januar 2004

Et mord søger en forklaring. Et ’stort’ mord søger en stor forklaring. Sådan opstår mange konspirationsteorier: Når mange interesser mødes i én person, kan motivet til mordet søges uendeligt mange steder.
Men måske er forklaringen af og til så enkel, at det er til at græde over? Alt tyder på, at den 25-årige serbiskfødte Mijailo Mijailovic, der i disse dage står anklaget for mordet på udenrigsminister Anna Lindh, er netop den ensomme galning, som konspirationselskere hader og ’systemet’ elsker.
Og således bliver mordet på Anna Lindh til et asymmetrisk, meningsløst mord, hvor et ensomt, psykisk sygt menneske rammer et helt samfund hårdt – og en konkret familie, ægtemanden Bo Holmberg og de to sønner Filip og David på ni og 13 år, ubærligt hårdt – ved at dræbe et menneske med stor betydning for sig selv og sine omgivelser.
Det kaldes herostratisk berømmelse. Ordet ’tragedie’ må være forbeholdt mord, der betyder noget.
Det begyndte en lun og sommerlig onsdag eftermiddag den 10. september. Udenrigsminister Anna Lindh skulle deltage i en tv-debat om euroen samme aften, forud for afstemningen om søndagen.

Sammen med veninden Eva Franchell, der arbejder andetsteds i Riksdagen, gik hun i butikscenteret NK for at finde en bluse, der passede til tv’s seneste formkrav. Anna Lindh købte en bluse i butikken Jackpot. På anden sal i NK gik de to afslappet fra butik til butik. I butikken Filippa K springer Mihailovic pludselig på Anna Lindh og stikker hende voldsomt mindst fem, sandsynligvis ni gange med en såkaldt Mora-kniv. Det første stik skærer hendes håndledsknogle igennem, da hun værger for sig. De fleste stik rammer armene, to i maven. Det ene viser sig senere at være dødeligt. Ekspeditricen i Filippa K hører manden sige noget i retning af: »Tak dig selv.«
Eva Franchell tror, at overfaldsmanden kun ’bokser’ mod Anna Lindh. Hun forstår først, at der er brugt kniv, da Anna Lindh synker sammen.
Under vidneafhøringen torsdag spurgte anklageren Franchell, om hun genkendte den drabstiltalte Miljail Mijailovic i retssalen? Mijailovic blev her bedt om at se direkte på Eva Franchell.
»Øjne og kindben passer. Men frisuren er anderledes, og så mangler der også nogle kilo,« sagde Eva Franchell med dirrende stemme og tilføjede: »Dette er meget ubehageligt.« Efter et kort øjebliks øjenkontakt med Mijailo Mijailovic vendte hun sig væk og mistede i nogle sekunder stemmen. I retten fortalte hun desuden for første gang, at hun oplevede situationen som så truende, at hun bed to fortænder i stykker og rev en gammel benskade op.
Manden var ude efter Anna Lindh, har hun tidligere forklaret: »Det er det eneste, jeg er sikker på – at han var ude efter at angribe Anna! Hvis han bare ligesom ville ’stikke en kælling ned’, havde han stukket mig ned, for jeg stod nærmest.« (Aftonbladet 12. januar 2004)
Anklagemyndigheden mener, med støtte i NK’s overvågningskameraer, at Mijailovic i 14 minutter holdt øje med Anna Lindh fra en såkaldt ’lysgård’, hvorfra der var god udsigt til de to shoppende kvinder på etagen nedeunder.
Forsvarer Peter Althin lægger derimod den linje, at forbrydelsen ikke var forsætlig eller overlagt, således at Mijailovic dømmes for vold med døden til følge, ikke for overlagt drab. Det ville dog kræve, at Mijailovic sandsynliggjorde, at det ikke var hans hensigt at stikke så voldsomt, som han gjorde, mener flere svenske juridiske eksperter. Nogle påpegede desuden, at Mijailovic’ forklaring virkede udenadlært.
»Han udtrykker sig på samme måde nu og dengang, siger mest, at han ingenting husker,« siger advokat Louise Bjurwill, som deltog i retssagen i 1997, da Mijailovic som 17-årig kom for retten for grov knivvold mod sin far. dengang blev han idømt psykiatrisk behandling.
Når sagsfremstillingen slutter på mandag, skal Mijailovic mentalundersøges i fire uger. Først da kan dommen afsiges. Til støtte for den tanke, at Mijailo Mijailovic er så psykisk syg, at han er uegnet til straf, kan blandt andet nævnes:
*At han ved anholdelsen bad om at få den amerikanske skuespiller Tom Cruise, til advokat.
*’At det var ’stemmer’, angiveligt Jesus’, der på jugoslavisk bad ham angribe Anna Lindh.
*At han i dagene op til mordet havde det ‘jättedåligt’ og et par dage før overfaldet på Anna Lindh forgæves søgte hjælp på Huddinge Sygehus. Han har angiveligt i mange år haft psykiske problemer, som han også har søgt hjælp og fået medicin for.

Mijailovic er svensk-serber og har tilbragt flere år af sin barndom hos bedsteforældrene i Beograd. Anna Lindh støttede officielt NATO’s bombardementer for at begrænse et serbisk folkemord på kosovoalbanerne. Dog er Mijailovic, siger han selv, ganske upolitisk, og intet tyder på, at mordet på Anna Lindh har været politisk i traditionel forstand.
Men at ramme nogen, der i én kvindeskikkelse personificerede hele det Over-Sverige, der afviste ham og ikke kunne bruge ham til noget, dét er ikke utænkeligt.
Helt ærligt: Hvis De var Mijailo Mijailovic, en ung mand med psykiske problemer, en voldelig familiebaggrund, ingen kæreste, ingen karriere, ikke en succes i livet, ingen penge på lommen og ingen fremtid at snakke om – kunne De så ikke også føle Dem svært provokeret af at blive passeret af en muntert snakkende Anna Lindh, smart klædt og sammen med en veninde?
En kvinde, kendt for sit tænksomme blik på hver eneste busstoppested i Stockholm og hvert eneste nyhedsindslag i tv?
En kvinde, om hvem De ved, at hun har alt – politisk karriere, venner, mand, børn, hus, et liv? Tilmed køn på en let moderlig, naboens datter-måde, som gør hende til én, du måske kunne tænke dig at snakke lidt mere med. Men det ved du, at du aldrig kommer til. Hverken med hende eller med én som hende. Så nær, så fjern.
’Perverst’, kaldte Eva Franchell den måde, hvorpå Mijailo Mijalovic ’trykkede’ sig mod Anna Lindh på, da han stak. De seksuelle associationer er måske ikke tilfældige.
Kniven påstår Mijailo Mijalovic at have haft med sig hjemmefra til selvforsvar. Men han må have passeret hundredvis af mennesker i Stockholms tunnelbane og butiksstrøg, før han mødte udenrigsministeren. Det er også tankevækkende, at da Mijailo Mijalovic dagen før angrebet på Anna Lindh deltog i et udendørs vælgermøde med politikeren Lars Leijonborg fra det borgerlige Folkpartiet, hørte han ingen stemmer.
I princippet kunne mordet også have ramt en rockstjerne eller tv-vært – eller Mijailovics nabo.
Men en nabo kunne have anet uråd. Og mediernes berømtheder er ironisk nok ofte bedre bevogtede og mere påpasselige end en skandinavisk toppolitiker, som alle og enhver kan slå op i telefonbogen eller følge efter på gaden.
Ifølge en teori stiger sandsynligheden for at ’drage’ forstyrrede celebrity stalkers, jo mere venlig og tilnærmelig berømtheden virker. Senere har Mijailovic erklæret, at han tænkte på Anna Lindh som en ’sød (snäll) person’, og at han under tv-dækningen håbede, at hun ville overleve.
Samme morgen, som Anna Lindh døde, sagde den danske forfatter Hanne-Vibeke Holst til Information: »Når Säpo (det svenske sikkerhedspoliti, red.) kan påstå, at der ikke var noget særligt trusselsbillede mod Anna Lindh, så ved de ikke, hvor provokerende kvinder i politik er. Mænd med magt fascinerer, kvinder med magt provokerer ... Og så kommer der en kvinde, der kan alt det, (visse mænd) ikke kan og kører i store biler, og de hader hende!« ... Der er jo ved at ske en polarisering i samfundet, og det fostrer nogle aggressioner. Jeg tænker specielt på unge mænd i indvandrermiljøerne. Hvis de aggressioner bliver taget op af nogle mere eller mindre forstyrrede typer, kan det gå galt.« (Inf. 12. sept. 2003)

Holst havde utvivlsomt noget mere klart politisk i tankerne. Men ellers passer karakteristikken på Lindhs morder: Ung, fortvivlet, vred, svigtet, indvandrerbaggrund.
Tre gange under valgkampen blev Anna Lindh overfaldet og overfuset. Men da Säpo vurderede, at man ikke ville tildele hende en bodyguard, bad Lindh ikke om særbehandling, da hun frygtede, at det kunne virke elitært, u-svensk. Præcis som euroen nødigt skulle.
I dag siger hendes mand om Säpos beslutning: »Med tanke på hvordan samfundet ser ud i dag, er det klart, at Anna skulle have haft en kvindelig livvagt bag sig. Så var dette ikke sket,« har Bo Holmberg sagt til TV4 Nyheterna.
Han bakkes op af en politisk kollega til Anna Lindh, Johan Pehrson fra Folkpartiet, der er formand for Riksdagens lovudvalg, og nu vil iværksætte en undersøgelse af Säpo.
Pehrson har, siger han, selv følt valgkampens hadske og aggressive toner, så hvor meget mere udsat må den topeksponerede Lindh ikke have været?
»Åbenbart findes der mennesker, som er parate til at myrde vor udenrigsminister på åben gade. Truslen fandtes åbenbart – og blev ført ud i livet.«

Sig til Bosse, at han ikke skal tage herhen, men hjem til børnene,« var Anna Lindhs sidste ord til Eva Franchell. Da Bo Holmberg kom til Karolinska Sjukhuset, medbragte han et brev fra drengene til deres mor.
Hun nåede aldrig at læse det. Kl. 5.29 den 11. september 2003 blev den sandsynligvis kommende første kvindelige leder af de svenske Socialdemokrater erklæret død af lunge- og kredsløbssvigt. Muligvis på grund af en infektion i forbindelse med de 40 liter blod, hun fik under den krævende operation. Anna Lindh blev 46 år.
FN’s Kofi Annan sendte en personlig afskedshilsen. Mange statsledere og politikere, som i EU-sammenhæng havde moret sig med den humørfyldte, betænksomme og respekterede svenske udenrigsminister, virkede dybt berørte under den officielle mindehøjtidelighed, der for en stund fik Europa til at ligne én stor familie. Alene via det svenske Aftonbladets netavis sendte 318.959 læsere kondolencer. Mange kvinder udtrykte det håb, Anna Lindh repræsenterede for dem.
For unge Mihailovic tegner fremtiden under ingen omstændigheder særlig lyst. Enten straffes han ’almindeligt’ for mordet på Anna Lindh. Eller de næste fire ugers retspsykiatrisk undersøgelse vurderer ham til at være alvorligt sindssyg i gerningsøjeblikket. I det sidste tilfælde overlades han til retspsykiatrisk forvaring og kommer ikke ud, før han anses for uskadelig for sine omgivelser.
I praksis formentlig mindst samme tid som den ’ordinære’ straf. Den 25-årige Mijailovic kan let risikere at leve indespærret det meste af sit liv.

De ville ikke hjælpe mig ...
Uddrag af afhøringen af Mijailo Mijailovic i Stockholms byret:
– Hvorfor tog du ind til byen?
»Jeg ville ud. Jeg havde det skidt.«
– Men kunne du ikke bare gå en tur, hvor du bor?
»Jo, men det gjorde jeg ikke. Jeg tog kniven med.«
– Hvilken kniv var det?
»En Mora-kniv fra et byggejob.«
– Havde du før taget den med?
»Nej.«
– Havde du det særligt dårligt den dag?
»Ja, jeg kunne ikke komme til at se min læge. De ville ikke hjælpe mig.«
– Hvordan kom du til Stockholm?
»Med tunnelbane til Centralen.
– Kan du finde rundt i byen?
»Nej, det er jeg ikke særlig god til.«
– Hvorfor tog du ind til byen, hvis du følte dig truet og forfulgt?
»Det ved jeg ikke.«
(Da anklager Krister Petersson presser Mijailovic til at anstrenge sig for at huske bedre, bliver han synligt irriteret.)
»Det tror jeg ikke, jeg vil diskutere mere med dig. Jeg husker det ikke. Jeg havde det enormt dårligt.«
– Søgte du efter nogen?
»Nej. Jeg genkendte ingen. Jeg var ikke interesseret i noget specielt. Jeg havde det enormt dårligt. ... Da jeg så hende (Anna Lindh, red.), hørte jeg stemmerne.«
– Hvilket sprog talte de?
»Jugoslavisk.«
– Hvad sagde de?
»At jeg skulle angribe hende.«
– Så du og disse stemmer havde altså genkendt hende?
»Ja.«
Mijailovic siger, at han ikke husker selve overfaldet:
»Det tog kun nogle sekunder.«
...
– Hvorfor holdt du op? Sagde stemmen, at du skulle?
»Nej. Jeg tænkte ikke over det. Jeg var i panik.«
(Han beskriver episoden som et stort mareridt, og da han flygtede ned ad rulletrapperne smed han kniven. Den fortsatte flugt gennem Salén-huset skete »i panik«. Et ord, han anvendte hyppigt, da anklageren bad om hans forklaringer på diverse forhold. Et andet ofte brugt udtryk var ’jeg ved det ikke.’ Anklageren opholdt sig lidt ved hans bevægelser på NK. Anklageren hævder, at han kan have set Anna Lindh fra Ljusgården på plan to og allerede da have bestemt sig for at angribe hende.)
»Jeg var aldrig ved Ljusgården,« siger M.
...
(Han forklarer, at han tog ud til skoven, hvor han efterlod det tøj, han havde haft på om eftermiddagen og fortæller, hvordan han blandt andet tager over til en ven:)
»Min kammerat henter mig, og vi kører hen til ham i hans bil.«
– Har du noget med dig?
»Ja, en hårtrimmer.«
– Hvorfor har du det?
»Det ved jeg ikke. Gik i panik.«
– Blev du da klippet der?
»Jeg, det blev jeg.«
– Hvorfor blev du klippet der? Var du utilfreds med din frisure?
»Det er vel godt at klippe sig en gang imellem.«
– Vi har kniven og dit tøj. Og du klipper dit hår. Tyder det ikke på, at du ville forandre dit udseende?
»Det ved jeg ikke. Gik i panik.«
Anklageren vender flere gange tilbage til spørgsmålet, om M. ville ændre sit udseende efter overfaldet.
»Jeg gik i panik og handlede derefter,« svarer han igen og igen.
...
– Er der noget i samfundet, du føler bitterhed imod?
»Intet. Jeg er helt upolitisk. Jeg stemmer ikke engang. De spørgsmål vil jeg ikke svare på.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her