Læsetid: 4 min.

Den sande krigsmodstander

Modstanderne har kritiseret Irak-krigens dobbeltmoral. Men Søren Krarup har kritiseret den grundlæggende moral som humanistisk fundamentalisme
22. januar 2004

Kommentar
Det har været svært at være imod krigen i Irak. Det har været svært at kritisere krigen. Den er naturligvis blevet kritiseret. Og modstanderne har været imod. Naturligvis. De har påpeget procedurefejl: De krigsførende landes ledere har ’løjet’ om grundlaget for krigen. De har ’opfundet’ historier om ’masseødelæggelsesvåben’ og ’forbindelser til al-Qaeda’. Modstanderne har dokumenteret, at USA havde interesser i den irakiske olie.
Men George W. Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen har haft et absolut argument, som den danske venstrefløj må anerkende nikkende og med klappen i de små hænder: Menneskerettigheder og demokrati. Hvem kan være imod menneskerettigheder og demokrati i Irak? Og som Fogh plejer at spørge kritikerne:
»Ville I hellere have haft at diktatoren blev siddende?«
Det er, som om modstanden stopper der. Som om kampen for eller imod krigen er en kamp om, hvem der er på menneskerettighedernes og demokratiets side. Krigsmodstanderne har kritiseret dobbeltmoralen. Men de har ikke kritiseret den moral for krigen, som Bush & co påberåber sig.
Den, der i Danmark mest insisterende har kritiseret den moral, stemte selv for krigen. Det var Søren Krarup, der i 2001 udgav bogen Dansen om menneskerettighederne, hvor han problematiserer brugen af menneskerettighederne som absolut argument:
»’Vor tids afgudsdyrkelse’ ses afspejlet i den amerikanske uafhængighedserklæring og FN’s menneskerettighedserklæering, og den humanistiske fundamentalisme er efter min opfattelse vor tids virkelige fare – baggrunden for den nye verdensordens hensynsløse krænkelse af det enkelte menneske og det enkelte folk.«
Islam er ikke ’vor tids store fare’. Heller ikke indvandrerne. Det er vores egen etiske konsensus. Krarups afgørende pointe er, at de vestlige samfund, som mener at leve i en ikke længere religiøs epoke, er styret af religiøse tilbøjeligheder. De vestlige politikere og tænkere, der mener at have afskaffet religion eller henvist religion til det private rum, udvikler nye religiøst prægede helligdomme. Og det er netop troen på menneskerettigheder og demokrati som en absolut etisk universalløsning, der ifølge Krarup legitimerer krig mod alle dem, der ikke er enige. Menneskerettighederne kan bruges til nye korstog. For at sikre sig mod fundamentalistisk politik, skal man ifølge Krarup parkere sin religiøsitet der, hvor den hører hjemme: I troen uden for det politiske. Som han anfører:
»Der hvor demokratismens overtro på den absolutte ide hersker, vil lovens og retssamfundets beskyttelse af forfulgte og upopulære blive sat til side.«
Omsat til en konkret kontekst: Der, hvor de vestlige landes politikere bliver så overbeviste om deres egen kulturs universelle overlegenhed, kan det gå udover muslimer og andre med anderledes adfærdsnormer.
Krarup vil dertil svare, at det, der beskytter og forsvarer indvandrere i de vestlige samfund, er den humanistiske fundamentalisme. Og derfor vil han insistere på danskernes ret til at leve det liv, som er formet af traditioner, vaner og familien. Men spørgsmålet er om det ikke er den ’humanistiske fundamentalisme’, der i dag bliver brugt til at kræve, at muslimerne smider sløret i Føtex og gifter sig efter vores normer. Spørgsmålet er, om ikke Krarup ved at bekæmpe muslimerne i sin politiske praksis, støtter den ideologi, han i forfatterskabet bekæmper? Den humanistiske konsensus om hvert menneskes ret til selvudfoldelse.

Danske kritikere har haft travlt med at forveksle Krarups kritik af demokratisme med en modstand mod demokratiet. Det er misforstået. Krarup fastholder, at troen på demokratiet som en ideologi, der kan installeres overalt, er demokratisme. Og denne demokratisme betragter Krarup som udemokratisk, fordi den øver vold mod folks ret til selvbestemmelse. Han foretrækker et demokrati som det engelske baseret på traditionen og sædvaner. Krarup er konservativ.
Der er i Tyskland og Frankrig filosoffer, som har udfoldet den samme kritik. Men de bliver som regel regnet for ventreorienterede.
Den franske politiske filosof Marcel Gauchet udgav i 2002 artikelsamlingen Demokratiet som sin egen modstander. Gauchet forklarede, at det demokrati, der hele tiden tematiserer sine egne forudsætninger, ophører med at fungere demokratisk. At det demokrati, der konsekvent fører politik med henvisning til menneskerettigheder, mister evnen til at handle som et kollektiv:
»Ved hele tiden at fokusere på sin juridiske basis, mister demokratiet sin evne til at regere. De nu hellige menneskerettigheder markerer faktisk på samme tid demokratiets triumf og krise.«
Den ligeledes venstreorienterede franske filosof Alain Badiou skrev i 1994 bogen Etikken som et rasende indlæg mod demokrati & menneskerettigheder som ideologi: »Det totalitaristiske ’demokrati’ bliver installeret påny. Det er mere end nogensinde nødvendigt, at de frie ånder angriber denne slaveagtige tanke, denne elendige moralisme i hvis navn man vil tvinge os til at acceptere verdens gang og dens absolutte uretfærdighed.«
Badiou og Gauchet er begge tilhængere af demokrati og menneskerettigheder. Men ikke som legitimation for enhver invasion af andre lande eller for en konsekvent reduktion af politisk forhandling til moral.

Den slovenske marxistiske filosof Slavoj Zizek skrev om NATO’s invasion i det tidligere Jugoslavien: »Hvis det ikke er et entydigt tilfælde af religiøs fundamentalisme,mister det begreb enhver mening.«
Zizek henfører til det forhold, at menneskerettigheder ’som Guds højre hånd’ legitimerede en intervention i en suveræn nationalstat.
Men det er blandt danske politikere først og fremmest Søren Krarup og Jesper Langballe, der har advaret mod den humanistiske fundamentalisme. Det er derfor en skandale for Krarups produktion og position, at han valgte at stemme for en krig, hvor de krigsførende lande smadrede den irakiske kulturarv for at installere den universelle totalløsning: ’menneskerettigheder og demokrati.’
Krarup forråder sit eget værk og sin egen tradition ved sit politiske arbejde. Han har et uhyre skarpt blik for den humanistiske fundamentalisme. Men ikke for sin egen dobbeltmoral: Han legitimerer sit engagement som luthersk præst i dansk politik ved at erklære undtagelsestilstand. Vi er i en modstandskamp. Så sekulariseringen er midlertidigt suspenderet. Det har den været for Krarup i årtier. Nu er hans position ledig. Var det noget for den danske venstrefløj at overtage den? Kritisk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her