Læsetid: 3 min.

Selvportræt i søvne

Peter Land går videre ad velkendte veje, når han udstiller sig selv som søvnløs vanskabning
12. januar 2004

Udstilling
Peter Land er altid den samme, men hver gang på en ny måde. I over 10 år har han i sin kunst beskæftiget sig med angst, usikkerhed, ydmygelse og nederlag. Sjældent uden humor, men heller aldrig uden alvor. Og selv om hans kunst ikke er decideret selvudleverende, så har den altid et tydeligt selvbiografisk afsæt. Angsten, usikkerheden, ydmygelsen og nederlagene udspiller sig med Peter Land som både instruktør og aktør, bagmand og frontfigur. Førstnævnte iscenesætter behændigt, ja næsten ækvilibristisk, sidstnævntes ubehjælpsomme fadæser og mareridt, så det ligefrem er vanskeligt at skelne mellem de to.
I sin nye udstilling, der bærer titlen Nemo on the Borderline i en hommage til Windsor McKays fantastiske tegneserie Little Nemo in Slumberland fra begyndelsen af det tyvende århundrede, præsenteres publikum endnu engang for Peter Lands alter ego, hans uheldssvangre dobbeltgænger. Som noget nyt sker det imidlertid i en markant skulpturel og installatorisk form, hvor det tidligere har været især videomediet, og sekundært tegningen og akvarellen, Land benyttede sig af. Denne gang møder vi i udstillingens hovedværk en gruppe dukker i naturlig størrelse, som alle er udstyret med Lands umiskendelige ansigtstræk, udført som gipsafstøbninger efter det originale forlæg.

Statisk tableau
Man bliver lukket ind i sovekammeret, der både signalerer intimsfære og markerer indgangen til en grænsetilstand mellem det vågne livs rationalitet og søvnens associative irrationalitet. Her møder man fire varianter af Peter Land i pyjamas og nathue, hver især udstyret med forskellige legemlige misdannelser og deformiteter. En ligger i en lille metalseng og sover under dynen, mens hans arme og ben breder sig abnormt ud over sengens ramme. En anden hænger i en ribbe højt under loftet, mens hans ben i en grotesk udstrækning løber ned til gulvet og hen langs det. En tredje sidder på gulvet, som havde han netop slået øjnene op midt i et mareridt og fundet sin krop helt ude af form.
Der er økonomiseret med midlerne, men ikke desto mindre fremstår figurgruppen som en effektiv tredimensional bearbejdelse af velkendte Land’ske temaer. Umiddelbart fremtræder de søvngængeragtige figurer let komiske og afvæbnende med deres abnorme lemmer og de stribede pyjamasser og nathuer, men tilbringer man blot lidt længere tid i selskab med replikanterne viger det første, forsonende indtryk for et mere dystert og ildevarslende. Ansigterne, der paralytisk fastholder forskellige mimiske udtryk strækkende sig fra den paffe, bratte opvågnen til den tranceagtige døs, er bemalede i naturalistiske, men dog noget gustne farver, der får dem til at ligne sminkede kadavere.
De grotesk forvoksede lemmer, der bringer kroppen i en uskøn disharmoni, kan ses som en bogstaveliggørelse af de temaer omkring kontroltab og fortabelse, som Land har undersøgt i så mange af sine tidligere værker. Men i skulpturel form bliver det næsten for tykt. Det mere subtile arbejde med tidslig udstrækning og repetition, som har kendetegnet Lands videoarbejder, erstattes her af et statisk tableau, som så at sige skal nå frem til pointen hurtigere end den dunkle og gådefulde vittighed har godt af. Skiftet fra et tidsbaseret medie til et mere rumligt medie er med andre ord ikke
helt uproblematisk.

Oliemalerier
Hovedværket står ikke alene på udstillingen, men sekunderes af et videoværk på to skærme, som ligeledes griber fat i søvntemaet. En skærm viser Lands ansigt og overkrop, mens han halvsovende og storsnorkende vender sig rastløst i sengen - med tydelig hilsen til Andy Warhols film Sleep fra 1963, der viste en over fem timer lang optagelse af en sovende mand. En anden skærm viser bimlende kirkeklokker. Eksistentielle krisetilstande har altid interesseret Land, nu synes den religiøse anfægtelse, gudtabets terror, også at lure i kulisserne.
Endelig kan man - ligeledes som noget nyt fra Lands hånd - se en lille serie oliemalerier på udstillingen. Et måneansigt, der kigger nyfigent ned på jordkloden og nogle klaustrofobiske, hallucinatoriske nattelandskaber. Selv om det er nyt med oliemalerier fra Lands hånd, lægges der ikke motivisk eller stilistisk nyt til med disse værker. Det er som vanligt kvalfuld eksistentialisme i forførende tegneserieæstetik.
En krop, der er ude af proportioner, en bevidsthed uhjælpeligt plaget af døsig søvnløshed og mareridt i randen af mørket. Peter Land rammer lige ned i vores alle sammens hverdagstraumer, men med en humoristisk charme, som gør det spiseligt, uden at forvandle det til ren komedie.
Også i sin nye udstilling holder Land fint balancen mellem klovneri og dæmoni. Bevægelsen i retning af en mere skulpturel og installatorisk praksis er løfterig, men savner umiddelbart det udfordrende raffinement, som kendetegner Lands video- og filmarbejder.

*Peter Land. Nemo on the Borderline. Galleri Nikolai Wallner. Njalsgade 21, bygning 15. Ti-fr 12-17. Lø 12-15. Indtil den 28. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her