Læsetid: 3 min.

Shakespeares slutspil

Kong Lear er langtfra Shakespeares lettest spillelige tragedie. Fra start er den abdicerende gamle konge uhjælpeligt til nar for sin egen forfængelighed, og hans snarlige, totale deroute, der samtidig skal være hans smertefulde erkendelses vej, bliver snarere patetisk end sandt tragisk
27. januar 2004

Teater
Hvad skal man gøre af sig selv, når man med ellers opladt sind og store forventninger har småkedet sig gennem godt tre timers overflod af Shakespeares rasende ordmængder og dog er forblevet underlig uberørt af alle de forfærdelige skæbner der oprulles? Er Kong Lear virkelig ikke til at spille i dag, trods ærefrygtindgydende stjernespil af for eksempel en Henning Jensen?
Den gamle keltiske sagnhistorie er svær i sig selv. Den stærkt aldrende Lear vil abdicere, men alligevel ikke helt. Dele riget mellem sine tre døtre i det praktiske, men dog selv beholde krone og værdighed. Og ydermere lade delingens goder afhænge af døtrenes evner for den mest smigrende retorik angående deres kærlighed til faderen.
I løbet af nul komma fem er han blevet til nar for sin forfængelighed, og har forskudt sin øjesten Cordelia, den yngste datter, hun der hverken kan eller vil verbalisere sin kærlighed ud over hvad sømmeligt er.
Yderligere giftige intriger flyder af denne latterlige knude, Lears ydmygelser har ingen ende, hans forstand mere end trues, ja rigets hele stilling er i fare. En parallel, faderligt blind naivitet udfoldes grusomt i den trofaste Jarl af Glosters genvordigheder med sine sønner.
Mord og krig ender det i, en hel verdens undergang. Men næppe nogen visionær, aktuel kommentar til diktatorers fald, sådan som forskræppet har lagt an til, Hitler, Stalin, Saddam. Snarere et Beckettsk Slutspil.

Barskrabet
Madeleine Røn Juul har på Aalborg Teater fravalgt den store historiske scenografi, scenen er oftest temmelig barskrabet, i en slags von Triersk Dogville-formalisme. Og endvidere valgt at gøre Lears nar til en kvinde, som et udtryk for kongens fortrængte sider, hans ’anima’.
Begge strategier koncentrerer – med rette – al energi om spillerne, om ordenes evne til selv at danne rum. Der spilles også stort set dadelfrit, men alligevel synes gnisten at mangle. Dialogisk udfordrende bliver det sjældent. Dertil er blankversene for monologiske, og ofte når de ikke helt ud over rampen, rables for nervøst hurtigt af og bliver svært opfattelige. Dog, Henning Jensen går kraftfuldt igennem.
Spillet mellem illuderet konge og kynisk vidende nar bliver afgørende, mønstergyldigt for helheden.
Solbjørg Højfeldt spiller narren melankolsk indadvendt, hvilket nok kan være psykologisk rimeligt, men dramatisk bliver det fatalt. Kongens bravader bliver
ekstra patetiske, når det groteske modspil underspilles.

Grotesken
Det var polske Jan Kott der i absurdismens heyday påpegede de mulige paralleller mellem Shakespeare og (især) Beckett, og dermed anviste netop groteskens spillestil som den eneste, der kunne redde præcis dette leddeløse dommedagsmonster af et stykke, gøre det til tragedie trods alt. I den optik er narrens vitalitet altafgørende.
Det er narren, der tydeliggør – eller skal tydeliggøre – at scenens verden er en falden, at det absoluttes transcendens er visnet bort, at dets patos ikke kan prædikes frem, men kun forhånes. Jobs klage, efter Guds død så at sige. Altså filosofisk farce, dommedags tomme transcendens.
Når dertil opsætningen underspiller de politiske forviklinger, så svækkes fornemmelsen af en hel verdens, feudalismens, fald. Det er ellers en stor – og nok så aktuel – historie, en moralitet langt hinsides ’magtmenneskets’ psykologi.

Respekt trods alt
Trods disse indvendinger skal det siges, at teatrets A-hold sætter alle sejl til og trofast følger trop til instruktørens udlæg.
Ensemblet er besat med mange seje spillere, og ingen falder igennem. Heller ikke over for Henning Jensens psykologisk forfinede Lear-portræt, som ’teknisk’ er noget nær perfekt, men ikke for alvor ryster os. Fandens også. Bifaldet efter premieren var bestemt respektfuldt, men spillet mellem scene og sal blev aldrig for alvor tændt. Måske en række opførelser mere kan skaffe brænde dertil.

*William Shakespeare: Kong Lear (1606). Oversættelse:
Niels Brunse. Iscenesættelse og bearbejdelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi og kostumer: Jesper Corneliussen. Medvirkende: Henning Jensen, Solbjørg Højfeldt, Julie Wieth, Meike Bahnsen, Mette K. Madsen, Lars Lohmann, Lars Junggreen, Michael Brostrup, Bue Wandahl, Martin Ringsmose, Peter Flyvholm, Jacob Lohmann, Jakob Højlev Jørgensen, Jørgen W. Larsen o.a. Aalborg Teater, Store Scene. 23.-29. jan. og 21. feb.-20. mar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her