Læsetid: 6 min.

Sheik Abbas’ gæstebud

De ældgamle klanstrukturer er så rodfæstede i det sydlige Irak, at de danske styrker har måttet indrette sig efter dem. Demokrati, som vi kender det, er utopi at forestille sig, siger den danske chef for det civile-militære samarbejde
28. januar 2004

SYDIRAK – Der bliver ikke sparet på noget, når sheik Abbas inviterer til middag i sin gæstehytte, om hvilken det siges, at den er Iraks største. Kaffe, te, cigaretter og et ca. 10 meter langt bord – placeret direkte på de rød-mønstrede persiske tæpper – er propfyldt med mellemøstlige specialiteter. Rundt om bordet vimser mænd iført lange mørkebrune kjortler og læsser enorme portioner op på gæsternes tallerkener. Når tallerkenen er halvt tømt, kommer skeen svingende igen med nye mængder ris og kylling.
Hele seancen foregår, mens sheik Abbas sidder ved bordenden ved siden af æresgæsten – chefen for de danske styrker i området, oberst Henrik Friis – og følger veltilfreds med i gæsternes svælgen i lækkerierne uden selv at røre så meget som en dadel, men konstant klagende over, hvor lidt der bliver spist.
»Prøv yoghurten, den er god. Eller spis bare et enkelt æble mere. Du må sige til, hvis der mangler noget,« presser sheik Abbas, mens oberst Friis tager sig til maven og takker for det overdådige måltid og til sidst indvilger i at spise en enkelt dadel mere.
Hvis overfloden af mad ikke skulle overbevise gæsterne om sheikens vigtighed, så gør rammerne, hvori gæstebuddet serveres. Den omkring 30 meter lange sivhytte er formet som en hestesko, og for enden står en sort trone, lidt hævet fra gulvet. Hele vejen langs hyttens vægge er der puder, som gæsterne kan læne sig op ad.
Det er her, sheiken modtager gæster, og hvor hans underordnede fra al-Ermara-stammen kommer, hvis de har et problem. Med en stamme på flere end 20.000 mennesker – områdets næststørste – er sheik Abbas en travl mand, og heller ikke denne aften forløber uden besøg.
En ældre mand med et sorthvidt arabisk tørklæde om hovedet dumper ned blandt gæsterne og sidder længe og småsnakker om vind og vejr. Efter en time rejser han sig pludselig i vrede og forlader hytten.
»Manden ville have sheik Abbas til at mægle mellem os (de danske styrker, red.) og familien til en af de mænd, vi arresterede den anden dag for groft landevejsrøveri. Han havde håbet på at få manden sat på fri fod, men sheik Abbas ønskede ikke at mægle, fordi manden havde tilhørt Baath-partiet,« forklarer oberst Henrik Friis, der som æresgæst er blevet placeret mellem fire farvestrålende, silkepuder over for sheik Abbas.
»Der er altid en række emner, vi skal diskutere, når vi besøger sheiken. Hvornår besøget slutter afhænger af, hvor meget han har på hjertet,« siger Friis, der som arabisk skik befaler roser det gode samarbejde mellem de danske styrker og sheiken.
»Vi er meget taknemmelige over den gæstfrihed, vi altid møder her, sheik Abbas,« siger oberst Friis.
»Det er alt for lidt. Er I sikre på, at der ikke manglede noget,« svarer sheiken med et nik til bordet, hvor næste hold – husets sønner og fætre – har kastet sig over de halvfulde, efterladte tallerkener.

Klanstruktur styrer arbejdet
Klanstrukturen er ikke til at overse i det sydlige Irak, og de danske styrker har konkluderet, at de bedst opnår deres mål, hvis de tilpasser sig og »går med kulturen«, som major Barkan S. Christensen forklarer. Det betyder, at de danske styrker samarbejder med de vigtigste sheiker om alt fra civile projekter til sikkerhedsopgaver – og gør det på sheikernes måde.
»Befolkningen ser min chef, oberst Henrik Friis, som hovedsheiken. Det er ham, de forhandler med, og jeg er så en af undersheikerne, der nogen gange forhandler, og så løser vi problemerne på den måde,« fortæller majoren, der er chef for det civile-militære samarbejde (CIMIC), der skal hjælpe de lokale myndigheder med at tilvejebringe lokalbefolkningen livsnødvendige offentlige ydelser.

Mæglerrollen
Sheikerne spiller ofte en vigtigere rolle end politiet, når der opstår alvorlige problemer som klankrige. Sheik Abbas er netop kommet tilbage fra Basra, fortæller han, hvor to klaner havde bedt ham hjælpe med at finde en løsning, efter at et medlem af den ene klan havde dræbt et medlem af den anden klan.
»Folk kommer her med mange forskellige problemer – mord, slagsmål, tyverier, kidnapning. Det største problem er mord. Der går man ind og aftaler en våbenhvile, og så mægler man mellem de to stammer og bliver enige om en rimelig pris, som skal betales til den stamme, der har lidt tab,« fortæller sheik Abbas, der i aften er iført brun kappe og det obligatoriske arabiske tørklæde.
Når danske soldater sårer eller dræber en iraker – hidtil er fire irakere blevet dræbt – gælder de samme regler, og de danske styrker må kontakte en sheik, som kan mægle i sagen.
»Det med, at vi betaler kompensation, kan være svært at forstå derhjemme. Men hvis vi har måttet anvende våben, og der har været tab på irakernes side, så er man nødt til at forstå kulturen, og i dette tilfælde betyder det, at der er et krav om blodhævn. Det kan være en hvilken som helst dansk soldat, der kan blive dræbt, så for at undgå det, må vi ind og forhandle og få en aftale i stand,« fortæller Barkan S. Christensen.
De danske styrker har oprettet by- og regionalråd i området, hvor de i første omgang har udpeget repræsentanterne. De lægger ikke skjul på, at der ikke var et reelt valg i forhold til at udpege de vigtigste sheiker. Derudover afholdes sheikmøder med områdets 24 vigtigste sheiker samt sikkerhedsmøder, hvor sheikerne også er repræsenterede. Efter at have deltaget i disse møder gennem et halvt år er Barkan S. Christensen ikke i tvivl om, at det er utopi at forestille sig et demokratisk Irak.
»Det er mere sikkerhed end demokrati, vi skaber her. Det kan aldrig blive et demokrati, som det, vi har derhjemme. Det må blive et arabisk demokrati, som vi kender det fra andre steder i den arabiske verden. Det er også det, befolkningen vil have, tror jeg, for stammekulturen er jo ældgammel,« siger han.

Sheikens pligt
Hovedproblemet er, mener han, at det er en sheiks pligt at sørge for sin egen stamme og kun den.
»Hvis vi f.eks. laver vand hos én stamme, kan det give problemer, fordi de andre stammer mener, at de skal have det samme. Derfor kan de godt finde på at forlange ting, som de måske ikke har behov for,« forklarer Barkan S. Christensen. »Det kan være svært i starten at forstå, at sheikerne ikke tænker langsigtet på, hvad der er godt for alle irakere, men i stedet kun på, hvad der gavner hans egen stamme.«
Sheik Abbas har ellers store tanker om samarbejdet med danskerne og om de forskellige møder, hvor han deltager på alle niveauer.
»På disse møder rejser vi nogle problemer og forsøger at finde løsninger. Vi får finansieret projekter og får repareret og forbedret forskellige ting til glæde for civilbefolkningen, så vi kan se, at vi har nogle fordele af møderne,« siger han og erklærer, at han – og alle irakere – »elsker demokrati«. Om han fortsat vil deltage i møderne, efter danskerne trækker sig ud af området, er han dog ikke sikker på.
»Hvis møderne fortsætter med at bringe fremskridt og udvikling, så vil jeg fortsætte. Men hvis man ikke får noget ud af møderne, så vil jeg selvfølgelig ikke deltage i dem,« siger sheiken.

FAKTA
Provins
*Den nordlige del af Basra-provinsen, som Den Danske Bataljon (DANCON) kontrollerer, er på størrelse med Fyn og tæller ca. 400.000 indbyggere. Ifølge major Barkan S. Christensen er der omkring 400 sheiker og undersheiker i området og ca. 30 stammer. En stamme kan være på alt fra 100 til over 100.000 mennesker. Et af de største sikkerhedsproblemer i området er de hyppige stammekrige. M.

*Dette er anden artikel i en serie, hvor første artikel blev bragt mandag.
Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu