Læsetid: 7 min.

’Vi er skabt til at være lykkelige’

For den russiske digter Olga Sedakova er drømme og eventyr, musik og poesi områder af virkeligheden og lige så virkelige som alt andet
14. januar 2004

Form og sjæl
Der er ikke samme behov for digte i Rusland, som der var i i Sovjettiden, mener Olga Sedakova, en af russisk lyriks største navne. Sedakova tilhører samme generation som Jevgenij Jevtusjenko, hun er født 26. december 1949, og har skrevet digte siden 1960’erne.
»For de unge digtere er det vanskeligt i dag,« siger hun, »de har svært ved at få deres ting udgivet.« »Vi andre blev heller ikke publiceret i Sovjettiden, men dengang syntes folk, vi var nødvendige. I dag skriver de unge for en snæver cirkel, det er de samme, som skriver digte og læser digte.«
»I provinsen er der imidlertid stadig det gamle behov for digte, tror jeg. Jeg var fornylig i Arkangelsk for at læse op, og der var stuvende fuldt.«
»I Moskva er alt så kaotisk og nervøst, folk har alle mulige forskellige interesser, men digte hører vist ikke til dem. De køber dog digtsamlinger, først og fremmest den klassiske russiske poesi, så jeg er ikke i al almindelighed pessimist på digtningens vegne. Men naturligvis var det noget andet i Sovjettiden, hvor vi var frihedens stemme, og folk syntes, at digte var lige så nødvendige som mad. Nu har folk frihed nok.«

Barnets erindring
– Har Deres egne digte ændret sig efter Sovjetunionens sammenbrud?
»Ja, men kun som led i min egen udvikling. Mit liv er derimod ændret. Før kunne jeg ikke rejse, men nu har jeg set mange lande,« siger Olga Sedakova med synlig tilfredshed. Siden 1989 har hun rejst i USA, England, Sverige, Østrig, Italien og Sydafrika.
Men ikke i Kina, sådan som jeg med adresse til titlen på Sedakovas danske digtudvalg, Kinesisk rejse foreslår. Dér var hun som seksårig med sin familie, hvor faderen var militær rådgiver, men siden har hun ikke været der. Så det er barnets erindring, der kommer til orde i suiten »Kinesisk rejse«, som indgår i det danske digtudvalg. Der finder man linjer som disse:
Båden flyver/hen over den lave, våde lasur,/himlens blik bliver hastigt mørkt/med et skær af en anden safir./Ved du hvad? Ingen har troet mig nogensinde./(Ligesom barnet, der hvisker,/bristefærdigt af dristighed:/Og så begravede de den under/det tredje fyrretræ). Sådan siger jeg også:/Ingen har troet mig nogensinde,/og heller ikke du vil tro mig,/men sig det bare ikke til nogen,/så længe båden flyver,/solen skinner/og en himmelsk glæde/spiller i safiren.//

Paradokser
Digtets paradoksale udtryksform er karakteristisk for Olga Sedakova. Hun kan med samme intensitet dyrke nuet og forventningen om fremtiden eller endda det, der aldrig indtræffer. Ulykkelig er den,/som taler med sin gæst, mens han tænker på i morgen..., hedder det i den kinesiske rejse. Andetsteds står der til gengæld: ...og med sin viden om det allerbedste,/som kommer siden hen...
Og endelig kan en bøn til Gud lyde sådan her:
Giv mig form som en kantet sten/og tab mig fra din fingerring/ midt i ørkensandet.//Så kan den ligge stille,/ikke ude og ikke inde,//men overalt som en hemmelighed./Og ingen vil se den,/kun lyset udenfor og indeni.//Og lyset leger, ligesom børn/som små, små børn og tæmmede rovdyr.//
Resultatet bliver en art gennemlysning af nuet, nutid og fremtid mødes i et eget rum, hvor tingene er til i deres egen ret som den kantede sten. Da jeg spørger hende om det, svarer hun med et citat af Boris Pasternak: »Kunstneren ser nutiden som fremtid og fremtiden som nutid.«
For basalt findes tiden ikke. Der er riger som poesiens og musikkens rige, og de gennemtrænger hele tilværelsen for den, der forstår at lytte, mener Olga Sedakova.
»Jeg tror at poesi og musik udgør et område af lykke, som man kan gå ind i. De udløser en stærk og mærkelig følelse, der minder os om, at de er en del af alt. Poesi og musik kan minde os om, at vi selv er skabt til at være lykkelige.«
»Musik og poesi kan naturligvis også være tragisk, det er ikke nogen lyserød virkelighedsflugt, jeg taler om, men selvom det er tragisk, gør musik og poesi os lykkelige alligevel – hvis det har form. Jeg tror formen er den vigtigste nydelse ved poesi såvel som ved musik. Har poesien ligesom musikken fået form, så eksisterer den også, så er den virkelighed.«

Eventyr og drøm
– Som dér, hvor De skriver om den fattige hyrde: »Hyrden sad og snitted’ pæle/til et flettet hegn omkring/alle sine gyldenrøde/smukke lam, der var så mange,/at de ikke kunne tælles./Og de var som gennemstrømmet/af et dobbelt stråleskær:/fra den gyldne solnedgang/
og fra arnens røde gløder./Lyset flimrede og flød/i en sky af fine spåner...//...Alt var guld, i simpel skjorte/guld, der flød i halm på gulvet/guld, der dampede fra kruset,/
guld, der så sig selv i spejlet,/som et billede af flammens/skær i lammets gyldne øjne,/...//«?
»Digtet er en drøm, et eventyr. (det hedder »Et eventyr næsten uden handling«. red.). Jeg holder meget af at skrive om eventyr og smukke drømme. Men det skal ikke forstås i modsætning til det almindelige liv, tværtimod kan man opfatte livet som et eventyr på samme måde som H.C. Andersen, som jeg elsker, gjorde.«
»Ethvert russisk barn kender Andersen,« indskyder Olga Sedakova, »hans eventyr er den første bog, vi stifter bekendtskab med.«
»Men det betyder bestemt heller ikke, at jeg forsøger at komponere livet som en gylden drøm, slet ikke,« fortsætter hun. »Jeg forsøger at se alt, sådan som det er.«
»H.C. Andersen repræsenterer kristendommens genius,« siger Sedakova, der selv er bekendende kristen. »Det er selve ånden i kristendommen, han står for, kærligheden, medfølelsen, netop det som ethvert barn forstår uden videre.«

Sjæl i røverrede
Olga Sedakova tilhører den ortodokse kirke, men er kendt for en udogmatisk, økumenisk holdning til kristendommen.
Hun har ikke studeret teologi, for det kunne man ikke i Sovjettiden, siger hun, men forrige år blev hun udnævnt til æresdoktor i teologi ved Minsk Universitet, og hun underviser i filosofi ved Moskva Universitet. »Jeg tænker meget på teologiske problemer, og jeg har læst meget, men jeg er dilettant i så henseende.«
Når man hører, hvad Sedakova i øvrigt har lært sig selv, er hendes udtalelse måske lovlig beskeden. Hun har eksempelvis lært sig tysk for at kunne læse Rilke, italiensk for at kunne læse Dante, og hun taler udmærket engelsk, selvom hun ikke forstod et ord af, hvad der blev sagt, første gang hun var i England, fortæller hun. »De sprog, vi lærte i skolen, var som døde sprog, vi lærte ikke at tale og lytte til dem, kun at læse dem.«
Sedakova viser mig en essaysamling, der netop er udkommet på fransk, L’eloge de la poésie, »Hyldest til poesien«, og jeg spørger hende, hvad det er, hun hylder.
»Poesien er uafhængig af omstændighederne, den er afhængig af den menneskelige sjæl, ikke af omstændighederne,« svarer hun efter at have tænkt sig om.
– Som i digtet, hvor De skriver: I et digt udtrykker hun sin tillid til den »Jeg ved, at sjælen er et lille barn,/et spædbarn til sin sidste stund.//Den tror på alt, på hvad som helst,/og sover i en røverrede.//«?
»Netop.«

Man husker rim
– Mange af Deres digte er en blanding af frie vers og rimet metrum. Jeg tror ikke, jeg har set noget tilsvarende før?
»Jeg tror også, det er en form, jeg selv har opfundet. Man kan fornemme den russiske tradition gennem mine digte, sommetider skriver jeg som det 18. århundredes poesi, somme tider helt moderne, jeg leger med mange stilarter og tider.«
»Under det gamle system var russiske digte rimede og metriske. Men nu er det tid at reformere. Jeg vil imidlertid gerne gøre det høfligt, så jeg vælger at modificere de ældre stilarter.«
– Har de overlevet også op gennem det 20. århundrede?
»De har været dominerende indtil nutiden på grund af sovjetsystemet. Det var ikke tilladt at eksperimentere.«
– Men modernismen har vel trivedes i undergrunden, som samizdat?
»Javist. Jeg har selv oversat Eliot og selv skrevet digte siden 1960’erne. Men hverken T.S. Eliot eller mine egne digte kunne udgives. Den eneste måde at offentliggøre digte på var gennem oplæsninger. I den situation er det godt, at digte er rimede. Vi kunne en lang række digte udenad. Men man kan ikke huske frie vers, man kan huske
de rimede. Det er endnu en grund til ikke at forkaste den rimede form.«
– I et af digtene taler De om, at poesien er ’heroisk kedsomhed’. Det kan jeg ikke få til at passe med, hvad De i øvrigt siger?
Olga Sedakova ler og fortæller, at netop dette digt, »Græshoppen og fårekyllingen« er skrevet som en hyldest til John Keats, der skriver The poetry of Earth is never
dead. »Det blev på russisk oversat til ’vor klodes poesi er aldrig kedelig’, hvilket efter min mening er en meget dårlig oversættelse! Så det er egentlig i opposition til den russiske oversættelse, jeg skriver det.«
»Jeg mener dog også, jeg giver kedsomheden en mere almen betydning. For man kan bruge kedsomheden, finde noget vigtigt i den, hvis man lader være med at distrahere sig selv, når man keder sig, og i stedet koncentrerer sig om den.«
– Det lyder næsten buddhistisk!
»Jeg har nogle venner, der er praktiserende buddhister, og de siger, der er meget buddhisme i mine digte. Hvilket for mig blot beviser, at de store ting i tilværelsen er alment menneskelige.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her