TÓRSHAVN På Færøerne kan man være sikker på, at der altid er mindst ét stort, insulært samtaleemne, som går igen i hver en afkrog af de 18 øer.
I september sidste år var det historien om en socialdemokratisk partiformand, der angiveligt havde fået en tår over tørsten og fik et blackout under en officiel middag med ambassadører fra hele verden. I sidste uge talte folk om en lokal fisker, der var druknet i en soloulykke på havet. Den slags berører alle.
Forleden opstod så et nyt samtaleemne ud af den blå luft: Norrøna, en splinterny, færøsk luksusfærge til 700 millioner kroner, havarerede torsdag ved indsejlingen til Tórshavn havn. Nu ligger hun i bassinet som en grundstødt hval med en hældning til styrbord (eller er det bagbord?) på et par grader en meget atypisk og utryg position for færge. Det gigantiske skrog ser ud som om, at det er blevet kastet ned fra luften. Spørg hvem som helst om de forhåndenværende faktuelle omstændigheder omkring ulykken, og alle vil have svar på rede hånd: Under en drilsk vind, der blæste med 22 meter i sekundet, kolliderede Norrøna med et stengærde i havnen og blev derefter presset ind mod molen, så der opstod en ti meter lang flænge i siden. Der var 25 passagerer og 50 besætningsmedlemmer ombord.
Nu ligger Norrøna dér med sit åbne sår og kan hverken komme frem eller tilbage det perfekte symbol på Færøernes politiske situation. En kæmpehval på afveje. For en måned siden udskrev lagmanden, Anfinn Kallsberg fra det løsrivelsesorienterede Folkeflokken, et surprise-valg til lagtinget. Noget tyder på, at de mere status quo-venlige Sambandspartiet og Socialdemokratiet kan vinde regeringsmagten efter at have været uden for indflydelse i årevis.
Hvadenten de sætter kryds det ene eller det andet sted, er færingene et fornøjeligt og vennesælt folkefærd med sine særheder.
Argjavegur, eftermiddag, spredte skyer:
Efter min første taxatur i Tórshavn stikker jeg chaufføren en midaldrende herre med gråligt hår en hundredkroneseddel og skal have 40 kroner tilbage. Han sidder lidt med den i hånden. Så vender han sig om og spørger lidt spagfærdigt, om jeg har mindre end den. Nej, det har jeg ikke. Nå, men han kan ikke give tilbage, siger han, og returnerer sedlen.
»Jeg har fået den forkerte jakke på. Det er i orden. Det gør ikke noget,« fortsætter han, men med en skuffelse i øjnene, som næsten ikke er til at bære.
Senere fortæller man mig, at det er almindelig kotume på Færøerne, at man sagtens kan skylde lidt eller vente med at betale i butikkerne. Samfundet er så lille; man støder på hinanden igen; man kan jo betale en anden gang.
Gundalagsvegur, aften, mørkt, koldt, glat:
Da jeg kravler ind i min anden taxa, siger chaufføren:
»Nå, hvad laver en dansker så på Færøerne?«
Vi kommer til at snakke om at rejse, og han afslører, at han er formand for HB, den ene af Tórshavns to fodboldklubber, og at han selv rejser en del. Han har lige skrevet kontrakt med klubbens ny træner, den forhenværende danske fodboldspiller og storryger Heine Fernandez (tidl. Silkeborg, FC København og AB). Min taxachauffør var på vej til Island for at finde en træner, men så ved et tilfælde Fernandez sige på dansk tv, at han ledte efter et trænerjob.
»Så fløj jeg til Danmark i stedet. Så ham i fjernsynet om søndagen, skrev kontrakt om lørdagen.«
Lidt efter kører han langsomt forbi HBs træningsanlæg og peger ud ad vinduet. Byens anden klub ligger klos opad.
»Se, der ligger klubberne. Lige ved siden af hinanden,« siger chaufføren.
»Kommer spillerne så ikke op at slås,« spørger jeg.
»Årh, der er jo altid nogle originaler imellem,« svarer han. Vi er fremme. Det bliver 60 kroner.
Áarvegur, sen aften, mørkt, rigtig koldt:
Hen ad ni-tiden om aftenen er caféen over for Hotel Hafnia ved at være fyldt godt op. Der har været partiaftener på plakaten hele ugen, og lige nu er det en flok Folkefloksfolk, der har overtaget bulen. Det går højlydt for sig.
Alligevel lykkes det at finde et bord sammen med Bógi Eliasen og hans peruvianske hustru, Gisela. Vi bliver serviceret af flødeismagnat, Paul Michelsen, som stiller op til lagtinget.
Bógi Eliasen, 30, er netop blevet færdig som cand.scient.pol på Århus Universitet med et speciale om færøsk politik. Under valget har han været hyret som kommentator på Færøernes socialdemokratiske avis Sosialurin.
Jeg spørger ham: Hvad vil det sige at være færing?
Han svarer:
»At være færing handler meget om at få lov til at bo i Færøerne, tror jeg. Karaktertrækkene er nok, at folk er lidt mere lukkede end i Danmark. Meget er indforstået i kulturen, fordi forholdene er så små,« siger Bógi Eliasen.
På Færøerne er der efter hans opfattelse ikke den klasseskel, som man finder i Danmark. Det er ikke ualmindeligt, at fiskeren eller arbejderen på filetfabrikken er ualmindeligt belæst.
»Jeg har selv oplevet at arbejde på en filetfabrik, hvor der var nogen, som havde læst så megen politisk teori, at jeg blev gennemhaglet i diskussionerne. Sådan er det. Du ser det også inden for fiskerierhvervet. Nogle vil gerne være fiskere, men de kan også lide at læse bøger, og så kan man nå at læse en masse på frivagterne om bord. De små forhold gør, at du ikke kan dele samfundet op på samme måde som andre steder.«
»Indtil 30erne og 40erne var Færøerne et meget mere klassedelt samfund, men det synes jeg ikke, at man kan mærke nu.«
På visse områder kan Færøernes politiske liv for den nøgterne iagttager af og til virke en smule dilettantisk. Ifølge Bógi Eliasen kan det hænge sammen med, at Færøernes demokratiske proces først er startet efter Anden Verdenskrig.
»Vi har slet ikke været med i grundlovsopbygningen i Danmark; vi har ikke haft de store diskussioner. Grundloven er meget fjern, og politikerne her er ikke inde i, hvad den indebærer. Det vil sige, at man ikke har den der højtidelighed over for grundloven, der skal ligge i et demokratisk system,« siger Bógi Eliasen.
Yviri vid Strond, middag, letskyet, opklaring på vej:
Den færøske digter og forfatter Jóanes Nielsen har sagt i telefonen, at han vil gå mig i møde. »Jeg er nede ved busterminalen om ti minutter«.
Og dér kommer digteren gående ved Havnargøta, skuttende sig og godt viklet ind i et gråt halstørklæde efter at have været lagt ned af en influenza i en uges tid. Jóanes Nielsen, der bl.a. har skrevet digtsamlingen Gummistøvlerne er de eneste tempelsøjler vi ejer på Færøerne, er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i år.
Men han er også republikaner. Han går stærkt ind for et selvstændigt ørige. Da vi sidder i hans hus, der ligger ud til kysten, fortæller Nielsen, at han er »lidt ked af, at den her koalition gik i vasken«.
»Det har været en meget interessant tid med en vældig politisk dynamik. Der er kommet mange nye synspunkter frem. Hvis der ikke sker noget helt specielt ved valget, kommer de her helt almindelige grå dage igen.«
Den 50-årige Jóanes Nielsen har tidligere ernæret sig som fisker, men har levet af sine skriverier i fire-fem år. Han har hentet te og mælk og sukker på en lille bakke, og han har beholdt tørklædet om halsen. På fødderne har han grå uldsokker og sorte træsko uden hæl. Han finder en cigaret frem, for så koncentrerer han sig bedst.
»Jeg har ikke røget, siden jeg fik influenza, så det bliver et historisk øjeblik.«
Jóanes Nielsen, der fortæller, at han har været venstreorienteret siden EF-afstemningen i 1972, deler nogle af partierne op i hjemmelavede kategorier: Der er det lille, stærkt kristne parti, Centerpartiet, som havde et mandat i landsstyret og sad på sundhedsministerposten. Partiet betragter homoseksualitet om ikke som en sygdom, så i hvert fald som noget, der kan kureres.
Socialdemokraterne ser han som Det Gode Parti.
»De siger, at de repræsenterer det gode her på Færøerne«.
Og så er der lagmand Anfinn Kallsbergs Folkeflokken. Eller »Tyvene«, som Jóanes Nielsen kalder partiet.
I løbet af de senere år har Folkeflokken markeret sig med et par skandaler. Sidste år trådte partiets landsstyremand for fiskeri af på grund af truslen om mistillidsvotum. Og før jul blev det dokumenteret, at Anfinn Kallsberg for en snes år siden lavede kreativ bogføring med en lille million kroner. Kallsberg blev fornærmet og valgte at udskrive valg den 20. december.
»De er årsagen til, at det her landsstyre er gået i vasken. I virkeligheden er Folkeflokken slet ikke kristne. De tror på den gamle romerske gud Merkur, der som bekendt var tyvenes og handelsmændenes beskytter.«
»Faktisk,« siger digteren, »er jeg lidt træt af den nationale snak. Vi går og snakker om problemer, som andre nationer har løst for 100 år siden. Man mener ikke noget; man er lidt republikaner, man er lidt det ene og lidt det andet. Det nationale problem hænger som en skygge over færøsk politik. Vi har ikke de skrappe nationalister, som man har i Irland eller andre steder. Vi dræber ikke danskerne, vi dræber ikke folk fra Sambandspartiet. Det er som en krigserklæring med bløde handsker.«
Her foreslår jeg Jóanes Nielsen, at det vel egentlig er et sympatisk træk hos færingene, at de ikke griber til våben.
»Selvfølgelig er det det,« smiler han en smule resigneret. »Det er ikke min politik, at man skal skyde danskerne. Men vi stod lige på grænsen til at blive en republik. Hvis Folkeflokken havde opført sig korrekt, havde de bedt lagmanden om at pakke sine ting og flytte op til den ø, som han kommer fra.«
Til gengæld mener Nielsen, at hans eget parti, Republikanerne, og Sambandspartiet er «almindelige«, sådan som de altid har været.
»Høgni Hoydal (Republikanernes formand, red.) har krøbet gennem støvet for at få landsstyret til at hænge sammen,« siger han.
Niels Finsens gøta, eftermiddag, skyet:
Socialdemokraten Atli Dam regnes for at være en af Færøernes største og mest karismatiske politikere gennem tiderne.
Han har sammenlagt været lagmand i 16 år mellem 1970 og 1994. Nu, hvor han er i begyndelsen af 70erne, er han direktør i Realkreditinstituttet midt i Tórshavn. Atli Dams sekretær giver mig en daggammel Jyllands-Posten at muntre mig med, mens jeg venter i forkontoret.
Da jeg bliver kaldt ind, sidder han bag sit skrivebord, kompakt og ærefrygtindgydende med en dyb, rusten stemme og de største fingre, jeg nogensinde har set. Fra et østvendt vindue ved bordet er der en formidabel udsigt over havnen og øen Nolsoy. Ligesom mange andre færinge har for vane, hvis de kan slippe af sted med det, lader han blikket hvile et sted derude, mens han taler. Han synes, at valget er meget tiltrængt.
»Koalitionen mellem Folkeflokken og Republikanerne var udslidt allerede for et år siden. De to partier havde slidt hinanden op, men fik kunstigt åndedræt at nogle små centerpartier,« brummer han. »Det er en gammel erkendelse, at det ikke fungerer, når man deler lagtinget op i blokke«.
Atli Dam hoster et par gange og tænder en cigaret, som næsten forsvinder i hans hånd.
Som han ser det, vækker Færøernes nuværende politiske situation mindelser om begyndelsen af forrige århundrede, da Selvstyrepartiet og Sambandspartiet var de eneste partier.
»Dengang handlede hele den politiske debat om løsrivelse, og den tovtrækning stod på i 20-25 år, uden at der skete noget som helst politisk. Den tovtrækning sætter alt andet i stå. Skibet har slagside først til den ene side, så til den anden,« siger Atli Dam.
