Skrap, plat og rigtig talentfuld

Nye cd’er
24-årige Kelis er på omslaget til sit tredje album, Tasty, blevet seriøst stylet som den babe, hun måske hele tiden har været bag det happy-go-lucky-black-hippie-look, hun til dato har benyttet i sin markedsføring. Til gengæld holder hun musikalsk fat ved den minimalistisk-intense stil, hun – sammen med producerparret The Neptunes – udviklede og præsenterede med sit gedigne gennembrudsalbum, Kaleidoscope (1999), der introducerede denne forfriskende dynamiske sangerinde for en verden, der var ved at kløjs i overdrevent sexede R&B-babes. Samt slap hittet »Caught Out There« – med det uforglemmelige omkvæd: »I hate you so much right now« – løs på en uforberedt verden. Den slog hende fast som en af de der R&B-kvinder, der bramfrit tog til genmæle overfor hiphoppens nogen gange næsten parodierede misogynistiske udfald. Tekstligt var det forfriskende at møde en kunstner, der gav mændene tørt på og i sin fremtoning fremstod som modgift til den feminine føjelighed og bizarre trang til betingelsesløs kærlighed, der hærger R&B-lyrikken.
At efterfølgeren Wanderland (2001) kun lød som et blegt ekko af debuten, tilgives hende i lyset af Tasty’s mange iørefaldende kvaliteter. Og selv om The Neptunes denne gang kun står for fem af pladens tretten skæringer, holdes den intenst underspillede stil hele vejen igennem; og netop denne beundringsværdige evne til at undlade instrumental overlæsning af backingsporene er med til at gøre Tasty så – nå ja – tasty! Det myldrer med indbydende skæringer og de potentielle hits syntes at stå i kø for at komme til, så det er bare at gå til vaflerne på dette smækre album, hvor man blandt de prestigiøse producernavne bider mærke i Raphael Saadiqs brillante indsatser. Uden at skrive R&B-historie har Kelis seriøst genfundet formen med Tasty.

Oprørsk meterrock
Tilfælles med sorte Kelis har kridhvide Pink et image, hvis hovedingredienser er kvindebevidst og trodsig oprørskhed – samt furiøs lobbyisme for Greenpeace, de hjemløse og dyrerettighedsorganisationer – men derudover benytter Pink sig i stil med den skamløse Christina Aguilera gerne af de klassiske tricks fra Grundbogen for Gadeludere for at få lokket husarerne ind i varmen. Pink startede med rendyrket R&B på sin eksplosive debut Can’t Take Me Home (2000), men trak med toeren Missundazstood (2001) i en mere plat rocket retning, omend hun tekstligt trådte i karakter som modig mainstream-kunstner, især i de hjerteskærende opgør med en dysfunktionel familiebaggrund, hvor ingen skånedes. Blandt de fire hitsingler, Missundazstood kastede af sig, huskes især den sørgmodige »Family Portrait«, som sammen med Eminems »Cleaning Out My Closet« hører til i den sjældne kategori af hitsingler, der uden fløjlshandsker går i kødet på komplicerede familierelationer.
Men selvom Pinks tredje udspil – Try This – på tekstplanet stadig udforsker diverse grænsesøgende emner, er musikken så fortærsket og klichefyldt, at man ikke orker hænge på. 10 af 14 sange er blevet til sammen med punkrocker Tim Armstrong fra Rancid og der forefindes ikke en original tone på nogen af dem, omend »Oh My God«, duetten med den radikalt grænseoverskridende rapper Peaches, er et lyt værd midt i al meterrocken. Kun tre sange skrevet i samklang med Linda Perry, fremstår seriøst lytteværdige, hvilket sgu er for lidt! Resten lyder mistænkeligt som rock for folk, der normalt ikke kan lide rock.

Passion og overbevisning
Hvert år sine sensationer i den musikalske andedam og år 2001 hed én af dem Alicia Keys, hvis debutalbum, Songs In A Minor, afslørede, at dens kun 19-årige ophavskvinde var et usædvanligt lovende talent; både som pianist, sangskriver og sanger lå hun over gennemsnittet og besad desuden en historisk bevidsthed, der anbragte hende i selskab med NU SOUL-navne som Jill Scott, India.Arie, Lauryn Hill og Angie Stone, men også lidt på linje med sære hvide piger som Kate Bush og Tori Amos – uden at sætte særpræget overstyr. Det skadede næppe heller sagen, at det ikke ligefrem gjorde ondt i øjnene at kigge på Keys; hun er faktisk nærmest yndig – hvis det stadig er tilladt at bruge slige vendinger? Selvfølgelig kunne hendes imponerende klaverteknik udmønte sig i tom virtuositet – live koblede hun således gladeligt, men formålsløst »Måneskinssonaten« med Fats Wallers »Ain’t Misbehavin«! – og som de fleste R&B-albums var pladen en små 20 minutter for lang. Ikke desto mindre imponeredes man over såvel dens bredde som dens dybde.
Med The Diary Of Alicia Keys slår vor unge heltinde sin position fast med en udgivelse, der overbevisende viderefører formlerne fra debuten. Produktionen tangerer sine steder også her det kliniske, men Keys passion og overbevisning brænder stærkt igennem og kan man lide sin R&B iblandet en portion old school-soul, er dette en god kilde at drikke af for den tørstige. Her er ingen hårdt opspændte beats eller umådeholdent lir at finde, kun en håndfuld velskrevne sange, spillet med en bevidsthed om og et kendskab til afroamerikansk musik fra 1920rnes ’jungle’ til 70’ernes soulfunk – ekkoet hele vejen fra Duke Ellington og Billie Holiday over Marvin Gaye og Aretha Franklin til Prince er hørbart, men Keys har masser af originale takter at byde på. »Mama may have and Papa may have, but God Bless the child that got it’s own«, som Lady Day synger et sted. Nuvel, Keys har – og dyrker! – sit eget særpræg og med sine kun 21 år kan hun udvikle sig til en af giganterne indenfor sin genre. Til da fremstår The Diary Of … som et gedignt og tilfredsstillende udspil fra en gigatalentfuld ungmø.

*Kelis: Tasty (Virgin/Arista) Executive Producer: Kelis
www.kelis.co.uk

*Pink: Try This (Arista/BMG) Executive Producers: Pink, LA Reid, Roger Davies & Craig Logan
www.pinkspage.com

*Alicia Keyes: The Diary Of … (J Records/BMG) Executive Producers: Alicia Keyes, Peter Edge & Jeff Robinson.
www.aliciakeyes.com