Læsetid: 4 min.

Slaget om Glasgow

Den engelsk-irske konflikt om de seks nordirske distrikter vil i morgen blive flyttet til Glasgow, når skotsk fodbolds to største klubber tørner sammen
2. januar 2004

Fodbold
Queens University of Belfast har ikke længere en katolsk eller protestantisk studenterklub. Ej heller en irsk og en engelsk. Fem års fredsproces har sat sine spor, og det er ikke længere politisk korrekt, at skildre med sin etniske baggrund. Den satiriske sætning »don’t mention the war« tages i dag stærkt bogstaveligt i Nordirland. Og Belfasts studerende har derfor delt sig op i to fanklubber – en for Glasgow Rangers og én for Glasgow Celtic.
I dag rejser de alle til Celtic Park i Glasgow og ser fodbold. Omkring 10.000 tilskuere vil være fra Nordirland, og de vil med garanti høre til de mest fanatiske. I dag vil de kunne få afløb for dage, uger og måneders indestængte frustration over den langsommelige og måske endda fastlåste fredsproces.
Dagens møde mellem Celtic og Rangers er nemlig ikke bare en afgørende styrkeprøve mellem skotsk fodbolds to altdominerende klubber. Det er også et møde med klare politiske og religiøse undertoner, eller måske snarere overtoner. Det er kampen mellem det katolske og irsk-orienterede Glasgow Celtic og det protestantiske og kongetro Glasgow Rangers.
Kampen, der i daglig tale omtales som »The old firm«, deler Glasgow og det meste af de britiske øer midt over.
I de senere år har de to klubber forsøgt, at tage afstand til den religiøse og politiske rivalisering mellem dem, men blandt fanskaren har de nye tider ikke vundet indpas.
Efter sidste ’old firm’ kunne politiet rapportere om et mord, to mordforsøg og 13 overfald. Og inde på stadion er sekteriske sange, der hylder den irske undergrundshær, IRA, eller IRA’s loyalistiske modstykke, fortsat en fast del af fan-ritualerne.

Et socialt projekt
Celtic blev startet af den katolske præst Broder Walfrid som et socialt projekt, der dels skulle rejse penge til Glasgows fattige befolkningsgruppe af irske indvandrere og dels give samme gruppe noget at samles om i en trist hverdag. Celtic er fortsat bundet op på den oprindelige idé, og som den eneste fodboldklub i verden har de et socialt charter, der forpligter klubben til at anvende en del af overskuddet til integrationsfremmende projekter i lokalområdet, ligesom de giver penge til familierne til ofrene for den nordirske konflikt.
Hvor Celtic derved altid har haft et integrationsmæssigt sigte og haft medlemmer fra begge religiøse samfund, har Glasgow Rangers stået for det stik modsatte. Klubben blev dannet i 1872 af en gruppe protestantiske mænd.
I udgangspunktet var klubben ikke udpræget anti-katolsk, men fra 1912, da frimureren John Ure Primrose satte sig i formandsstolen, fik piben en anden lyd. Helt frem til 1989 nægtede klubben at ansætte katolske spillere, og klubben har altid haft tætte forbindelser til den loyalistiske og stærkt højreorienterede Orange-orden, hvis marcher i Nordirland hvert år giver anledning til ballade. Flere spillere og ansatte i Rangers har været medlem af Orangeordenen og frem til 1997 holdt logen en årlig gudstjeneste på Glasgow Rangers hjemmebane, Ibrox Stadium.

Maurice Johnston
Da Graeme Souness, en af skotsk fodbolds største koryfæer, satte sig i trænerstolen i 1986, opfordrede han Rangers ledelse til at gøre op med politikken om kun at ansætte protestanter.
»I må vælge mellem om I vil være en sekterisk klub eller en succesrig klub,« sagde Souness dengang.
Tre år senere indså klubbens daværende præsident, David Murray, at den sekteriske politik var til stor skade for klubbens omdømme og dermed sponsorindtægterne. Og den 10. Juli 1989 købte Rangers den tidligere Celtic angriber og katolik Maurice Johnston fri fra den franske klub Nantes.
Johnston blev aldrig et hit. Samme dag som kontrakten blev offentlliggjort, kunne medierne vise billeder af vrede Rangersfans, der brændte deres sæsonkort og halsterklæder foran stadion.
Han blev buh’et ud, når han løb på banen og tilhængerne nægtede at anerkende hans mål. Samtidig blev han betragtet som forræder af Celtics fans, der havde regnet med, at han ville spille for Celtic igen. Efter få måneder som Rangers-spiller flygtede Maurice Johnston ud af Glasgow og købte hus i Edinburgh.
Huset blev angrebet med molotowcocktails, formentligt af celticfans, hvorefter Johnston måtte ansætte en bodyguard. Efter to sæsoner sagde han stop og skiftede til engelske Everton.
I dagens opgør stiller Rangers med flere katolikker på holdet, men klubben har ikke helt kunnet slippe sin sekteriske fortid.
I souvenirboderne uden for stadion sælges fortsat t-shirts med anti-katolske slogans, og flere gange har repræsentanter fra det officielle Rangers trådt over stregen. I 1998 mødte den tidligere målmand Andy Goram op i en t-shirt fra Ulster Volunteer Force (en militant protestantisk gruppe) til en kamp mod Celtic. I samme kamp vendte Paul Gasgoine sig, under sin opvarmning, mod Celticfansene og foregav at spille på tværfløjte – symbolet for Orange-ordenen.
Året efter måtte vicepræsidenten Donald Finlay gå af, efter flere aviser kunne berette, at han under en privat fest havde sunget »The Sash« – en af orange-ordenens sange, der hylder englændernes besættelse af Irland fra 1172 til 1918.
Tilbage i nutiden bliver den Nordirske konflikt næppe afgjort i dag. Men Celtic kan med en sejr bringe sig 11 point foran Rangers og dermed reelt have afgjort det skotske mesterskab. Og for den katolske del af Queens University of Belfast er det næsten lige så vigtigt.

*Thorbjørn Majgaard er freelancejournalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu