Læsetid: 3 min.

Slipse forbud skyld

Tusindvis af forretningsfolk og embedsmænd demonstrerede i går i storbyer over hele Europa. Det skete i protest mod den franske præsident, Jaques Chiracs, forslag om et forbud mod at bære slips
22. januar 2004

Slips
»Slipseforbudet er en krænkelse af den personlige frihed og i direkte strid med menneskerettighederne,« sagde formanden for den franske aktivistgruppe for bevarelse af slips, Cravate ou Mourir (Slips eller dø), da han talte for sammenstimlede demonstranter på Bastille-pladsen i Paris.
Banker, offentlige institutioner og kontorer over hele Frankrig var lukket hele dagen i går og trafikken på Champs Elysees måtte omdirigeres, da demonstranter bandt deres slips sammen og trak en Fredskæde for Slips tværs gennem Paris.
I Bruxelles, Bonn, Berlin, London og flere andre europæiske storbyer gik børsmæglere, bankmænd og sælgere på gaden i sympati med deres franske slipsebrødre. Aktivisterne frygter, at Chiracs nulslipspolitik vil danne præcedens for en paneuropæisk nulslips politik.
Bannere med slogans som »We’ll rather die than loose our tie« og »Kein halsbind’ ist wahnsinn« blev sat op på regeringsbygninger i London og Berlin. På Place de la Liberté i Geneve klyngede en gruppe, der kalder sig Moderate Radikale Liberale, en skumgummi-dukke af Chirac op i en lygtepæl, hvor symbolet på påklædningstvangen dinglede i et halstørklæde, før ophidsede bankfunktionærer stak ild til den.
»Slipset er ligesom den grå habit et symbol på Europas stolte tradition for individualisme,« sagde direktøren for det britiske slipsedynasti Choke, Strangle & Cuff, Dick Bowtie, i aftes i BBC’s Behind the news. Bowtie markerede sin modstand mod Chiracs slipseindgreb ved hele dagen i går at dele vingummislips ud til skolebørn foran House of Parlament.
»Slipset går historisk set længere tilbage end Union Jack. At tage slipset fra en pligtopfyldende embedsmand svarer til at skære hans penis midt over. Det, Chirac er i gang med, er legitimering af kastration. Det kan blive begyndelsen på tredje verdenskrig.«
»Hvilken fremtid venter der os uden slips? Vi vil være tvunget til at gå i rullekravesweater som en flok forkølede pædagog-bøsser, eller vi vil fremstå som lurvede variete-gøglere, hvis man tvinger os til at gå med butterfly – og det er vel også bare et spørgsmål om tid før også de bliver forbudt,« sagde Dick Bowtie, der i BBC-udsendelsen Behind the News demonstrerede ved at bære et 16 meter langt og fire meter bredt slips med påskriften »Hi mom«.
Også i København var der demonstrationer mod Chiracs slipsedekret. En aktion foran Børsen, hvor mæglere demonstrerede ved at klippe deres egne slips i strimler for øjnene af chokerede forbipasserende, forløb fredeligt, mens det kom til et sammenstød mellem politi og demonstranter, da ansatte i udenrigsministeriet angreb en deling urobetjente med særlige lassoer fremstillet af slips.
Knippelsbro måtte afspærres mens politiet uskadeliggjorde demonstranterne med særlige anti-slips patroner.
Tre fuldmægtige blev arresteret og kan vente tiltaler for særlig farlig omgang med slips.
Holger K. Nielsen, SF, som for ganske nylig og med udsigten til større politisk indflydelse er begyndt at bære slips på Christiansborg, nedsatte i går eftermiddags i hast fraktionen Venstrefløjl, der gik slipsevagt foran Christiansborg med parolen:
»Kamæleonagtige ekssocialister, der altid har haft en hemmelig drøm om at gå med slips og komme til middag hos dronningen og som inderst inde synes at kvinder med makeup og højhælede sko er røvsecede i alle lande foren jer!«
I Helsinki førte den verdensomspændende slipsedemonstration til tragedie da tre bogholdere fra firmaet Knyttisylltii Keefttitritogretninkki Accounting International hængte sig i slips med firmaets logo, en indbagt pingvin, påtrykt.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra statsminister Anders Fogh Rasmussen, der er bortrejst på sanse-føle-røre seminar med Venstres nyoprettede mandegruppe.
Kilder i Statsministeriet kan imidlertid oplyse at Fogh afventer resultatet af en meningsmåling før han tager officielt stilling til Chiracs udslips.

bagsiden@informtion.dk

*Erik Kjær Larsen er freelancejournalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her